S_Gazetten_1889

Nr. 15

f i A S B T f B R .

118 Hr. ZoppesKjærlighedsæventyr.

mørkeblondt Haar, og Lise, den yngste, var blond med et Guldhaar, som alene maatte være i Stand til at gjøre det af med en Mand. Her var, som sagt, noget for en­ hver Smag, og Zoppe havde egentlig, hvad Damer angik, ikke nogen bestemt Type, som han sværmede for — han tilbad blindt hen ethvert ungdommeligt Pigeansigt. Imidlertid holdt han sig tappert i Begyndelsen af Aftenen, ihukommende sin Vens Advarsel om at holde sig fjært fra Damerne, især den farlige Frøken Hanne. Det var maaske ogsaa gaaet godt altsammen, hvis det ikke havde været anderledes bestemt. Der var især fire Omstændigheder, som blev bestemmende og afgjurende for Hr. Zoppe. For det første serverede Hr. Muller, omendskjønt det var midt om Sommeren, med en stærk, varm Punch. For det andet drak Hr. Zoppe meget gjærne varm Punch. For det tredje havde Frøken Hanne idag valgt et henrivende smukt Toilette, som endnu mere fremhævede hendes beundrings­ værdige Former, og for det fjerde løb Hr. Zoppe paa sin Gang gjennem Bal­ salen ganske tilfældig paa Frøken Hanne, som nikkede til ham og med en munter Latter sagde:

talt mig. Ikke sandt, kjære Zoppe, De er allerede paa Forhaand forelsket i den kjønne Hanne?1 „Aa Snak, det kunde aldrig falde mig ind11. „Jo, netop! De sagde før, at hun havde smukke Øjne. Var det maaske ikke Deres Mening?1 „Jo, Frøken Hanne er en kjøn ung Pige, men . . . .“ „Der har vi det1, udbrød ivrig Wittchen, „og Deres Moder har bedet mig om at passe paa, at De ingen Dumheder begaar. Men naar De al­ ligevel bestemmer Dem til at gaa til Mullers, saa vil jeg indstændig raade Dem til, at holde Dem udenfor Frøken Hannes smukke Øjnes Rækkevidde. Thi hvis jeg bemærker, at De taler til hende, saa overlader jeg Dem til Deres Skjæbne.1 „Hvis De bemærker?1 spurgte Zoppe. „Gaar De da ogsaa derhen?1 „Ja, naturligvis. Hvorfor ikke?1 Aha, tænkte Hr. Zoppe, han vilde gjærne holde mig derfra, for at jeg ikke skulde gaa ham i Bedene. Nu gaar jeg netop derhen! Øg dermed gik han op paa sit Værelse, for at klæde sig paa til Selskabet. Hr. Muller havde bygget sig en ny Villa, og i Dag skulde den indvies med en lille Fest. Der var ikke ind­ budt mange unge Damer, for Hr. Midler havde selv fire giftefærdige Døtre; derimod var der nogle unge Herrer, hvoriblandt de to Venner, Hr. Wittchen og Hr. Zoppe. Fire giftefærdige Døttre, og alle smukke! Mærkværdig nok var de alle forskjellige. Det var et formeligt vel assorteret Lager med noget for enhver Smag.

„Jeg vil lade mig hænge, hvis De ikke gaar hen og kommer galt afsted!1 „Tal dog ikke saaledes. Hvordan skulde jeg komme galt afsted ? “ „Forelske Dem !“ „Aa Snak, i hvem?“ „Det er nu lige meget. De for­ elsker Dem altid, Zoppe. Og hvis De saa endda gjorde Alvor af det og giftede Dem, saa var man dog én Gang for alle befriet for alle Ærgrel­ ser i den Retning. Men De maa jo ikke gifte Dem endnu, og derfor giver jeg Dem som V endetRaad : Lad være med at lege med Ilden, eller med andre Ord: Gaa ikke til dette Selskab hos Mullers!“ „De taler, som om jeg skulde fare lige ind i Skjærsilden med det samme, “ sagde Zoppe, „og søger at skræmme mig ligesom et andet Barn fra dette Selskab hos Mullers. De kan tro, der er saamænd ingen, der gjør mig noget1. „Nej, De har Ret. Det er kun Dem selv, De behøver at frygte, for De vil naturligvis gjøre Dumheder der som sædvanlig og forelske Dem i alle Damerne. Og der er her saa meget mere Fare paa Færde, som Muller har fire giftefærdige Døtre.“ „F ire! Ja, det er rigtig1 nikkede Hr. Zoppe. „Og de er allesammen kjønne unge Piger. Ikke sandt?1 „Jo, men jeg kan dog ikke gaa hen og gifte mig med dem alle fire1, indvendte gnavent Hr. Zoppe. „Nej, heldigvis ikke, skjøndt jeg nok anser Dem i Stand til alt muligt i den Retning, hvis bare Loven tillod det. Jeg kjender Deres Temperament, kjære Zoppe. og raader Dem indstæn­ dig til ikke at gaa hen til Mullers.1 „Aa, De er forrykt, Wittchen. Hvis jeg ikke var klogere, kunde De gjærne sætte mig en ordentlig Angst i Kroppen.1 „Klog — nej, kjære Zoppe, det er De ikke. De er tværtimod meget uklog og har et fortvivlet Geni for at gjøre dumme Streger — især naar De har drukket et Par Glas Vin. Og glem ikke, at Midlers ældste Datter, Frøken Hanne, er en kjøn ung Pige, hvis klare Øjne har gjort et vist Ind­ tryk paa Dem, som De selv har for­

„Hvad, kjære Hr. Zoppe, De dan­ ser jo slet ikke idag? Er De vred paa Damerne?" „Vred — langtfra1,' svarede Zoppe undvigende, „og da Frøkenen i Øje­ blikket ikke er engageret, saa . . . .“ Han kastede et Blik paa hende, for sammen og fortsatte livligere: „tillader jeg mig at udbede en D a n s .............. 1 paany vandrede hans Blik over paa den unge Pige, og han tilføjede følel­ sesfuldt: „Det vilde være mig en over­ ordentlig stor Ære . . . jeg vilde føle mig særdeles lykkelig, Frøken Hanne . . . over al Maade lykkelig . . .

Hanne var en livlig Brunette med en frisk, mørkladen Teint, havde vid­ underlig smukke Øjne og et Par koste­ lige smaa Smilehuller i Kinderne. Marie, den anden, var mørk, høj af Vækst, bleg med et sværmerisk Udtryk i Øjnene — hun kunde til Tider være aldeles henrivende. Jette', den tredje, havde et friskt, rødmusset Ansigt og