S_Gazetten_1889

MSP

Nr. 13

104

Det vil jo blive en almindelig Kjøren frem og tilbage med Skuespillere fra Nørre­ gade til Jærnbanegade. For Konsortiet kan dogikke godt forlange, atSkuespillerne skal gaa. Naturligvis, et Par

sidste; det er saa sin egen Sag f. Eks. for Bassen, mene der spilles Komedie det ene Sted, at Skulle styrte afsted med Instrumen­ tet paa Ryggen hen det andet Sted for at aflevere en Gang Mellemaktsmusik. Men al Ting kan jo blive en Vane, som Avisens Abonnenter siger; de vil saa gærne finde dens Billedrevy morsom. Eller som Juul sagde, han dumpede igjen som Borgerrepræsentant. Det var ellers ikke Borgere var det i det sikre Haab at kunne ønske Borgerrepræsentationen et „glædeligt Juul “. Det skal vare noget, inden „Gazetten" igjen giver sig til at anbefale Borgerrepræ­ sentanter. For os kan Hr. Juul gjærne dumpe lige saa mange Gange til det skal være, det er Spørgsmaal, vi ikke vil blande os i- Der er andre nok saa vigtige Spørgsmaal der ligger os paa Hjærte. Der var en Tid, hvor man forgjæves søgte at finde Løsningen paa Spørgsmaalet: hvad er Livet? Nu spørger man ikke saa dumt mere. Nu er der kun et Spørgsmaal, der interesserer, ét, der er værd at lægge Hovedet i Blod for, det er: hvad er Calli ? ? ? Jeg har været ved at tænke mig gal for at finde Losningen. Skulde det være den nye Theaterchef, som vi alle er saa spændt paa? Eller den nye Censor, som Ferd. Schmidt venter. Eller Navnet paa den Skjønhed, som Hohlenberg paa Klampenborg vil prisbelønne, hvis ikke ogsaa Politidirektøren lægger Be­ slag paa hans Skjønheds-Konkurrence ? Eller den moderne Tømmermands-Kur, som danske Journalister anvender med1 mørkt Værelse, tykke Tæpper paa Gulvet, magnetisk Søvn og dæmpet Orgelmusik? Jeg har hørt Forklaringer nok paa hvad er Calli? men jeg har ikke følt mig fuldt tilfredsstillet med, at det er Rim paa Yalli Nu har jeg opgivet at tænke videre over det; jeg holder mig paa Bergamaatten og ræson­ nerer som saa, at det egentlig kan være mig saa revnende ligegyldigt. Der er dog Gudskelov andre Ting, det kan være nok saa nyttigt at vide. Jeg har t. Eks. i denne Uge lært, at naar jeg kalder et eller andet Nul af mit udstrakte Bekjendt- skab et intet, saa koster det mig akkurat 200 Kr. At kalde en Mand for en Løjser er derimod ganske gratis, hvorimod politisk Bælgetrceder“ er lige saa graverende som Shftsfysikus; det koster, ved jeg, 40 Kr. Endelig ved jeg ogsaa hvad flyvende Hatte er for noget. Det er saadan noget som naar Neumann gaar fra Kasino til Dagmartheatret. K uk . Meningen. Naar Gazetten havde gjort sig den Ulej­ lighed at anbefale ham sammen med andre gode

U g e - R e v u e .

Nu ved jeg, hvad jeg vil være. Det er rart at komme paa det rene med saadan noget, naar man ellers har forsøgt det meste af, hvad der kan forsøges her i Verden. Jeg begyndte som Politiker, men jeg duede ikke, og jeg faldt, det er lige saa sik­ kert, som at Bing vil gjøre det samme, naar han skal til det i Bælum. Saa blev jeg Kom­ ponist, men det kgl. Theater lod mine Ope­ raer ligge aarevis over, forsøgte mig saa som Revy-Forfatter, men maatte døje den Tort, at Politiet øjeblikkelig lagde Beslag paa min fattige Skjærv til Scenen. Minister vilde jeg gjærne blive, for det skal være en af de mest livsvarige Stillinger, man h^r, men naturlig­ vis blev min Ansøgning, trods udmærkede Anbefalinger ikke tagen til Følge. Saa har jeg forsøgt mig som Magnetisør, men op­ givet det, da dét beklageligt viste sig, at jeg var ganske blottet for Elektricitet i Hæn­ derne, — og hvad er der saa at faa Fingre i i disse elendige Tider? Blive Seminarist kan det ikke nytte at tænke paa, uden at man har Raad til at assurere, Jordemoder-Eksamen kan jeg ikke, som konstateret Mandfolk, faa Lov at tage, og være Hundeven og Medlem af Kvinde­ valgretsforening er ikke noget at stifte Fa­ milie paa. Og hvad saa? Jo, heldigvis er jeg da endelig kommet paa det rene med, hvad jeg vil være. Jeg vil være Konsortium. Der kan ikke tænkes et fornuftigere Yalg. Det betyder alt, en behagelig Nutid og en betrygget Fremtid, og det har fast utrolige Fordele. Det er noget nyt, noget ganske ukjendt. Hvor mange er der vel hidtil herhjemme, der er gaaet den Vej ? Fru Schwartz-Nielsen er et Konsortium, og Hr. Riis-Lehmantzius- Kmidsen er et andet. Jeg bliver saaledes, saa snart jeg har gjort Firma-Anmeldelse, det tredje. Jeg har altsaa al god Grund til at gnide mig i Hænderne. Hvad er nemlig et Konsortium? Det er først og fremmest noget med noget. Det er noget mystisk med Penge i Ryggen, det er — som Oehlenschlager siger et Sted — noget jeg ved ej hvad, men det er først og sidst ikke at eje mere end en blank 5-Øre, men have Kredit for en halv Million, Det er — som Cirkus-Mathiesen vilde sige — det fine ved et Korsortium. Ellers er der egentlig ikke noget fint ved et Konsortium. Er jeg først det — og bliver jeg det ikke, saa rejser jeg ad Paris til — saa skal jeg ogsaa nok yise mig som Konsortium. Jeg vil ikke vise mig karri’ som denne Riis med Tilnavnet Knudsen, jeg vil ikke nøjes med at leje Dagmar- og Folketheatret, jeg vil have alle Theatrene uden Undtagelse, om det skal være ogsaa Nørrebros og Hoftheatret. Dette med at gjøre som Konsortiet Riis- Lehmantzius-Knudsen, bare at leje Dagmar- og Folketheatret, ligner ingenting. Det vil bare volde Ulejlighed.

Stykker kunde nok træn­ ge til det. Skulde f. Eks. Fru Julie Hansen, Hr. Alfred Møller og Hr. Hunderup ikke kunne have godt af lidt Motion ?

v ~g dog — man paastaar jo, at Eolk, der gaar meget, taber en Del. Og det var vel Synd for Kunsten, om de tre ogsaa gjorde det. Alene for Tidens Skyld kan det blive nød­ vendigt at sætte et Par Skuespiller-Ekvipager i Gang mellem de to Theatre. Naar man daglig giver de røde Postbude gratis Kjøre- ture Byen rundt, er det vel ikke for meget forlangt, om man spenderer Yogne paa Skue­ spillere, der er engageret ved to Theatre. Der er Skuespillere, der slet ikke er ved et eneste Theater, og som dog jævnlig er ganske godt oppe at kjøre. Lad dem f. Eks. spille en 1 Akts Farce paa Folketheatret og samme Aften slutte Forestillingen paa Dagmar med en Gang fin literær Komedie. Kolling og Julie Hansen har Roller i dem begge, øjeblikelig maa selv­ følgelig Ekvipagen frem og rulle afsted i rasende Fart med de to. Eller der gaar et Lystspil paa det ene Theater, et Skuespil paa det andet. Hvem er da vel mere selvskreven, vist Kjøbenhavnerne, hvordan *fine Damer gererer sig i fint Selskab, er det da mer end rimeligt, at de, graciøse og indtagende som denne Stab er blevet det paa Nørregade, viser en anden Side af deres Talent: at henrykke som Ballet paa Dagmartheatret. Dette — et Statist-Personale, der kunde benyttes paa en Aften paa to Theatre — det er en sparsommelig Tanke, som en Abrahams vilde vide at skatte. Men naturligvis gjælder det om at skynde sig. Yor Tid er jo — som en berømt For­ fatter fra forrige Aarhundrede saa træffende har sagt — Telegrafens, Jærnbanens og Damp­ sporvognens Tid. Det kommer an paa Mi­ nuter, det maa først og fremmest gjælde for Sekundthdatrene, at sige naar de slaas sammen. Der hjælper ingen kjære Mo’r. De maa løbe allesammen, de store Skuespillere og de end Dorph-Petersen, der er en saa uvurderlig Bonvivant, som han er en uerstattelig Adels­ mand, til at bruge Be­ nene ? Og naar Folketheatrets statistiske Kvinder har

Redaktør og Udgiver: Valdemar Gøtsche. Expedition: Klosterstræde 24. Trykt hos Philipsen

smaa, de gode som de daarlige, Korister og Frisører, Pyntekoner og Musikere. Det kan naturligvis blive haardt, ikke mindst for de