S_Gazetten_1889

© A z E T T E R.

Nr. 13

102

Lebmann med Skudet gjennem Hovedet.

hedstropperne. Men ingen maatte forlade sin én Gang indtagne Plads, saa ventede der ham al Landsens Ulykker og — en Tur til Helvede : gjennem den 15 Tommers Stenmortér! ! Sundhedstropperne kunde gjøre Reg­ ning paa samme Medfart, hvis de ikke inden Kl. 7 Aften havde fundet alle de 50 Transport-Kandidater. Men hvis det utrolige alligevel skulde hænde, at de ikke var fundne alle til Klokken 7, skulde de resterende melde sig selv paa Forbindingspladsen. Efter at man havde givet de ud­ valgte halvtreds Mand en passende Frist til at indtage deres Stillinger i, begyndte Afsøgningen. Omtrent to Timer efter havde man fundet de 49 — kun den halvtredsindstyvende, netop Lehmann, manglede. Oversergenten lettede sit Hjærte lidt rigeligt ved denne Efterretning. Han fandt i Løbet af et halvt Minut mere end tyve udsøgte Adjektiver, som paa den mest sindrige Maade knytte­ des til Navnet Lehmann. Der maatte afgives Melding til Kaptajnen, som ledede Øvelserne. Han lod atter Mand­ skabet strejfe Terrænet igjennem. Hver Busk og Gjærde, hver Grøft og Sand­ banke blev afsøgt, men forgjæves — Lehmann manglede for Alvor. Men Klokken syv maatte jo Gaa- den løses og Lehmann vende tilbage — hvis han da nogensinde kom mere. Klokken blev imidlertid syv, et Kvar­ ter over, halv otte, saa beordrede Kaptajnen „ Afmarsche!“ Lehmann betragtedes fra nu af som deserteret. Med et Befrielsens Suk skrev Oversergenten sin Melding om hans Desertion til Afdelingen og med en lignende Følelse sendte man herfra Meddelelse til de civile Avtoriteter med et nøjagtigt „Signalement” , der lige saa godt kunde gjælde for Leh- manns Bedstefader, som for ham selv. Kort sagt, man havde nu sat saavel de civile som militære Avtoriteter i Bevægelse, for at faa Desertøren an­ holdt. Lad os nu en Gang følge Lehmann, da han med sit Skud gik ud i Skoven for at finde sig en passende Liggeplads. Lehmann sov gjærne. For ham var Rollen som død Mand ensbetydende med en sund Efteymiddagslur, og han søgte derfor straks hen i Udkanten af det Stykke Terræn, der forestillede

strakte de knoglede Fingre ud mod Oversergenten, for at modtage sit „Skud.“ Det var et Stykke hvidt Pap, hvorpaa der var skrevet noget. „Nu er De altsaa en død Mand, forstaar De ? “ busede det atter løs fra Oversergenten. „Lad mig nu se, De passer paa og kom ikke her igjen J med Dereses Frikadeller! Og Gud trøste Dem, hvis De rører Dem fra den Plads, hvor De én Gang har lagt Dem. Saa Sandt jeg lever, lader jeg Dem skyde lige lukt ind i Helvede med en 15 Tommers Stenmortér! — Træd . . . af! !“ Lehmann gjorde omkring med en let Slingren og marscherede væk, saa Skovbunden drønede, stadig med det stive, intetsigende Udtryk i Ansigtet, som passer sig for en død Mand. Først da han var udenfor den frygtede Over­ sergents Sévidde, slog han over i en mere menneskelig Gangart. Sit Skud stak han ind i den regelmenterede Brystlomme, og hans Træk antog et ret behageligt og tilfreds Udtryk, medens han gemytligt slentrede hen gjennem Skoven. Det var en Afdeling af Sundheds­ tropperne, som her var paa Manøvre og Lehmann tilligemed 5 Mand og en Underofficer var Ira den nærliggende Infanterigarnison kommanderet til Tje­ neste som „Øvelsesapparat. “ Hvor­ ledes man egentlig havde baaret sig ad med at udvælge Lehmann til denne Tjeneste, er ikke let at forstaa. da han sædvanlig gjorde mere Skade end Gavn, til hvad han saa blev sat. Nogle mente, at det var med Vilje, han var bleven udkommanderet, da man helst vilde af med ham. Idag øvedes der netop „Valplads efter Slaget” . Plalvtredsindstyve Mand af Afdelingen fik Ordre til at befolke Slagmarken med Døde og Saarede. De øvrige skulde gjennemsøge Egnen, og naar de fandt nogen, behandle dem efter Konduite i Overensstemmelse med den Tilstand, hvori de forefandtes. Enhver af de 50 Mand, som paa denne Eftermiddag skulde træffes af Skjæb- nens haarde Lod, fik sit Såar i Form af et Papmærke, hvorpaa var anført, paa hvilken Maade, Skaden var sket. Han kunde da gaa ud i et bestemt angivet Terrænafsnit og udsøge sig en lille rolig Soveplads, hvor han kuride jhvile, til han blev „fundet" af Sund­

En prøjsisk Militær-Humoreske af Em i l Cohn f e ld .

„ Rekrut Lehmann!„ Frem marscherede han, saa Skov­ bunden drønede under hans Skridt. Foran Oversergenten gjorde hari holdt og stillede sig op med Haanden til Huen.

Oversergenten mønstrede ham nok en Gang med Blikket, for at overbe­ vise sig om, at der ikke var noget at udsætte paa hans Paaklædning. For med Lehmann var det altid galt. Der kunde jo saa let tindes noget. „Rekrut Lehmann!“ tordnede altsaa Oversergenten. „Har De hert det?“ „Javel, Hr. Oversergent! “ „Æsel! Jeg mener, om De har hørt Instruktionen — om De ved, hvorom det drejer sig V" „Javel, Hr. Oversergent.“ „Skudt gjennem Hovedet er De. Død som en Sild!“ En let Gysen gjennemfor Lehmann, og han kunde kun med en gevaltig Kraftanstrængelse svare: „Javel, Hr. Oversergent!“ „Her har De Skude t! Hvorfor Fanden tager De ikke imod det? Har De allerede faaet Dødskrampe? “

Lehmann løsnede langsomt sin højre Haand fra Buksésømmen, hvor den syntes at være fastvokset, og