S_FrederiksbergGennem300Aar_1651-1951

Med Drachmanns Møde i Slutningen af 8 oerne m ed Edith komm er Frederiks­ berg og dens Have atter ind i Litteraturen og Poesien . Vel forargedes Drachmann over det frederiksbergske Borgerskabs hyggelige A ften the hos Josty ved Bordene i og uden for Lysthusene, »hvor Gassen var tændt og brændte stille i de v e lp o lered e Lygter. Skæret faldt over alt de tte Smørrebrød, d e tte bajerske 0 1 , disse Tanter, Onk ler og halvvoksne Børn«, men han elskede Haven, især i de b lide Sommeraftener, naar alt var spundet ind i Skæret af den lyse Nat, »Æventyrets uendelige Skov, der blaaner hen i Lykkens E lverd is.« I vem od ig Erindring om svundne Dage vandrer han senere i Haverne. »Dersom Københavnerne v idste, hvad de ejede i Frederiksberg og Sønder­ markens Haver: saa vilde de oprejse sto lte M onum enter d e r .« Han sæ tter sig paa en Bænk i Søndermarken, dér hvor Terrainet falder skraat ned im od Gartnerhaverne i Valby. »Man fø ler sig i en Skov og er i en Park, man lader Blikket g lide ud over den sjællandske Frodighed, det danske Velvære. Blødt og sm ilende trækker Landskabet sig tilbage i den fjerne D is, Proprietærgaarde og Bondegaarde, Marker og Jorder, et Stykke af Kongevejen, en blinkende Bid af Damhussøen - alt sammen fortro lig t k e n d t.« Efter Drachmann bliver det »Frederiksbergere« , der i længere e ller kortere Tid har boet i Byen, der tegner B illedet af Parken og V illavejene. Plænen bag Frederik VI’s Statue, hvor Foraaret bryder frem m ed den ød sleste Kraft, har inspireret Helge Rode til det skønne D ig t om »Vaaren i Frederiksberg Have«, hvor »Krokus brød frem , V io let og Guld! smaa brogede Flammer slog op og stod som Glædesblus paa den brune Muld og lyste den lysende Sol imod m ed Jordens fineste B lom sterb lod« . Efteraarets straalende Farver skænker ogsaa Parken Pragt, selv en Vandring i si­ lende Regn virker betagende, saaledes som Tom Kristensen beskriver den i »Drømmen i Frederiksberg Have«:

Hør, hvor det regner i Drømm enes Have! Hør, hvor det m ildner med M onotoni! Støtten af Enevæ ldskongen gaar ro lig t, Lavt paa sin Sokkel som hen ad en Sti. Borgerligt stille og kongelig t ene, B lo ttet for alle monarkiske Tegn, Klædt som det bør sig i Efteraarsvæden Skrider han mod m ig i Træernes Regn!

Johannes Jørgensen har i flere af sine Ungdomsarbejder tegn et B illeder af Idyllen paa de frederiksbergske Villaveje i Slutningen af det 1 9 . Aarhundrede, saaledes af Lykkesholmsallé: »Luften var kold efter Nattens Regn, og der laa tynd Søle paa Vejen. Ud fra de grønne Haver, hvis Løv hang slapt og liv løst, strøg tunge Duftpust af Poppel og Æbleroser. En b lom strende Hæk bag et grønt Stakit dryssede hvide Blomsterfnug over Gangstiens Grus, og en Syren stod med halvaabne v io le tte Knopper. Fra A lleens Lønne sænkede røde Bladskæl sig uafbrudt ned som en sagte R egn .« En Snes Aar senere faar den stærkt voksende Bebyggelse Kaj Hoffmann forstem t til at udb ryd e :

3 4