S_Forskønnelsen_1937

F O R S K Ø N N E L S E N

| ] ( K o l v K i i i i i % K K | t « i ' s s M i i i : i i i l . Af Sigurd Swane.

M en saaledes som vi dengang o p le v e d e Fors v andlingen fra den lyse Dag til den m ø r k e Nat, saaledes op le v e r hverken Born eller V o k s n e den nu paa disse Steder. — Hvilken V æ ld e der blev ov e r de gamle Træer, naar deres Farver langsom t slukkedes i M o rk e t! H ø j t op m o d de d riv end e Skyer fo r to n e d e s deres K ro n e r tungt og massivt. D er ble v tæt af M o r k e mellem Stammerne. Bus skene v e d G a n g e n e var som b io d e Puder, der for e n e d e en hel v an d re n d e Familie til en tæt samm enbun d e t Enh ed — eller et m o d e n d e eb sk ende Par til en d o b b e lt s ø dm e fu ld og hemmes lighedsfu ld Samhørighed. Fuglene pu slede i L o v e t —- var Kragerne der allerede, eller var det kun i D e c em b e r s og Januars blad løse K ro n e r de lars m e d e og skæ ldte, men s de sogte Hvile paa de vaad e eller rimk old e G r e n e ? Kun faa, svage Lygs tcr kasted e deres Skær et k ort Stykke ind i Pars kerne —- V a l b y Lang gade og Fasanv ejen var ads skilt fra dem v e d Ma rke r og store Gartnerhaver, og de var selv kun sp a rsom t o p ly st af spredte Lygter — kun faa Steder b e g y n d t e de h ø je Hu se at trænge sig nærmere ind paa de skovag tigt susende Parker. Ja, naar den lille K lo k k e klem tede til Lukning, og man sogte ud til Smallegade eller Frederikss berg Allé, var Forskellen ikke saa forfæ rd e lig stor. D e r var lang A fs ta n d mellem de b e s k edn e Lygter. Imellem dem gik man i et Slags LIalvmorke, duks k e d e et Ø je b lik ind i deres gule L y s og fø lte saa hver G an g M o rk e t ba gefter d y b e r e og endnu inds holdsrigere —- h v o r ly ttede man saadan en A f t e n til de nye Fortællinger og E v en ty r eller de gamle om og om begærede, som ens Far utrætteligt fors talte m ed en Barnehaand i hver af sine, sk iftende mellem de 3— 4, som lige ivrigt attraaede dem. I F rederiksberg Allé, h v o r K irkeg aa rd en paa den ene Side, S ommerly st og A lle enb e rg paa den anden o p to g den fø rste Del, og v id e re V illaer og gamle L and sted er endnu ret ubrudt fulgte hins anden, var der næsten ingen Butikker, hvis Lys k om G a d e n s Ly gter til H jæ lp , men selv i Gader, hvor Butikkerne laa tættere, som i Smallegade, Falkonérallé eller paa G amm e l K o n g e v e j, d o g endnu delvis V illa v e je m ed T ræ er langs F ortov ene, var det Lys, de gav, i Reglen sp arsom t n o k til Oplyss ning af selve V in d u e r n e og havde ikke meg et tib ov e rs til Gaden . — O g saa her fø lte vi H im lens

N aar man er flyttet ud paa Landet og lever sit Liv der, opda ge r man atter m e d Undren , at M ørk et igen bliver en Væ r d i fo r en, som det var det i ens Barndom. Paa denne Aa rstid er Skumringen kort. H v a d man endnu har at gore ude, sætter man ekstra Pres paa, om man ikke kunde naa at afslutte det, inden M ø rk e t falder. M en naar M o rk e t falder, er der en d y b Hvile og Skønhed v e d det. D e t er Dagens, D ø gn ets store Skel i ens Tilværelse. Maaske bliver det Maaneskin, og da er det et fantastisk Halvlys, der lægger sig ov er V e rd en . Man ser paa de kendte Ting, Træer, Huse, Mars ker, det er, som om de har faaet en helt n y Bcs tydning, som om N y tte h e n sy n e t er strøget af dem. Nu leger Jorden og Maanen sammen. Nu er det en fortryllet V e r d e n . N u gælder kun Skøns heden. Solen taaler vi ikke at se uden i dens slørede Op g ang og Nedg an g . M en Maanen, svæs v ende i rolig Balance paa den d y b e H immel, som vi ikke v e d om er lys eller mørk , viser os gens nem sin egen fattelige Form selve Un iverset. D e t er, som g enoprettes n o get fo r en eller i en, n oget man maaske knap vidste, man havde mistet, en helt tabt V e r d e n . Eller det er en maanelos A ften , der komm er, og maaske Skyerne skjuler H im lens Stjerner — saa er der m ø r k t o v e r V e j e og Marker herude. Der tændes Ly s bag Ruder, der ligger et Sted paa Him lens tungt hængende Skydækk e et lavt Lyss skær fra en m ile fje rn By. O p ov er en Bakke, bag en Gaa rds eller en L an d e v e js Træer, o v re paa den anden Side F jo rd en kastes i hastigt svins dende G lim t Lyskegler op i Luften fra langt borte forbisusende Biler. Men omkring os bliver Mors ket tættere og tættere. D e n sorte Hund er ikke længere til at skelne, dens L ø b er ikke til at hore fo r Blæstens Susen, men med smaa Mellemrum strejfer dens b lød e Snude ens Haand. Saa ved man, den er der. D e t var denne samme T id, som eventyrligt fors andrede ens Ba rndoms Dage i Byen. N e t o p nu staar vel igen Frederiksberg Hav es og Sonders markens Kastanier og B og e og h ø je Linde i deres glød en d e Efteraarspragt. Solen har lyst ov er dem, og Menn e sk e r har nu, som dengang jeg var en lille Dreng, der betaget stirrede op i det d øm te Lov, indsuget deres Pragt.

4 4