S_FørOgNu_1922-23

Arbeide for Oprettelsen af et „Sanatorium med Lysets Almen­ virkning for Øje“, hvilket omsider førte til Oprettelsen af „Kliniken for indre Sygdomme“. Og som Institutets Anseelse voksede Verden over saaledes for­ drede dets Virksomhed bestandig mere Plads, hvilket efterhaan- den resulterede i store Udvidelser og Nybygninger som kulmine­ rede med den store Hospitalsbygning, som i 1919 opførtes paa Rosenvængets Hovedvej Nr. 39, og med Facade ud mod Strand­ boulevarden. Fra en ringe og saare beskeden Begyndelse har F i n s e n s medi­ cinske Lysinstitut i 25 Aar gennemgaaet en Udvikling, som maa siges at være ret enestaaende. F i n s e n s geniale Tanke om Lysets helbredende Evne har vist sig at eje en Livskraft og en Frodighed, som maaske bedst illu­ streres med et Par Tal.

tionsbygning i Rosenvænget i Tilslutning til det før nævnte Ride­ hus. Dette sidste omdannedes til Behandlingssal for lokal Lys­ behandling. Den 10. August 1901 kunde Institutet flytte ind i sin egen Eiendom, og herved ophørte Forholdet til Kommunehospitalet, som havde været til saa stor Gavn for F i n s e n saavel som for In­ stitutet. Den 10. December 1908 naaede F in s e n , som allerede i 1898 var bleven udnævnt til Professor, sin Berømmelses Zenith, idet han paa denne Dag modtog en Meddelelse om, at Aarets medi­ cinske Nobelpris 150,000 Kr. var tildelt ham. Hans store Uegen­ nyttighed fik ved denne Lejlighed det smukkeste Udtryk derved, at han som hidtil var uformuende, ønskede Pengene eller dog en Del af dem anvendt til at udfri Institutet af dets Gæld. F in se n fik Lov at skænke sit kære Lysinstitut en Trediedel

H uset var beliggen de paa H jørnet af „T rianglen“ o g B legdam svejen. T il højre ses „K on g ev ejen“ , nu „Ø ster A llé “, og i B ag g ru n d en F æ lled en .

af sin Hæderspris, men Institutet blev alligevel befriet for sin Gæld, idet hans to trofaste og altid offervillige Venner, H a g e ­ m a n n og J ø r g e n s e n hver skænkede et tilsvarende Beløb. Som den nøjsomme, beskedne og for sig selv lidet krævende Mand, F in se n var, kunde han dog ikke tænke sig at beholde Resten af Hædersgaven, men anvendte endnu en Trediedel til velgørende Øjemed. Men F i n s e n var mærket af Sygdom, og trods hans heltemodige Kamp mod denne oplevede han ikke at føre sit Manddomsværk til Ende idet han den 24. September 1904 afgik ved Døden. Med F i n s e n s Død begyndte for Lysinstitutet en ny Epoke. Saalænge han levede, var det hans Genialitet, Initiativ og Idérig­ dom, der gav Institutet Anseelse, ligesom det var hans Begej­ string for og Kærlighed til „Lyssagen“ i Forbindelse med hans sunde og nøgterne Kritik, der fik hans Medarbeidere til at yde det bedste, de formaaede. Vilde hans Efterfølgere formaa at løfte Arven efter ham? Det var det store Spørgsmaal, som strax trængte sig paa. Og her bør det fremhæves, at Bestyrelsen saa­ vel som Personalet hver af bedste Evne søgte at handle i Me­ sterens Aand. Saaledes fortsatte Bestyrelsen sit ved F i n s e n s Død afbrudte

Medens Begyndelsen blev gjort paa laant Grund i en lille Træ­ hytte, som havde kostet den ringe Sum af ca. 4000 Kr. at opføre, spænder Institutets forskellige Afdelinger nu over et Areal af ca. 60,000 □ Alen, hvoraf 43,000 tilhører Institutet og med de derpaa staaende Bygninger har en samlet Værdi af ca. 3,500,000 Kr. Ogsaa Personalets Vækst giver et Billede af den stærke Frem­ drift. F i n s e n begyndte med 3 Medhjælpere: en Læge, en Dame til at assistere ved Behandlingen og en Rengøringskone, og nu omfatter Personalet 267 Personer. Om „Indsamlingskomitéen for Finsen Monumentet“ skal her kun siges dette, at den fik en overordentlig Tilslutning hos Be­ folkningen baade herhjemme og i Udlandet. Fra høje og lave, fra nær og fjern strømmede Bidragene ind, og da Komitéen ud­ sendte et „Finsen Mærke“, som i Tusindvis af Eksemplarer solgtes overalt i Landet for 10 Øre, tør man gaa ud fra, at praktisk talt enhver dalevende Dansker har ydet sit større eller mindre Bidrag til Mindesmærket for denne Nationens berømte Søn. Men det var en Fejl, som ikke gavnede nogen eller noget, at Monumentet ikke fik sin Plads paa et af de Steder, hvor F i n s e n havde levet og virket, en Fejl, som dog blev rettet paa den smukkeste Maade, da Konferensraad V ilh . J ø r g e n s e n skænkede Institutet den af 92