S_FørOgNu_1922-23

gjorde ham beundret og elsket. Alle hans Evner og Egenskaber kom til deres Ret, hans Ungdoms Drøm­ me blev til Virkelig­ hed, — som hans ud­ mærkede Biograf, Oberst P. Fr. R is t, siger. I Marts 1849 var Rye bleven Gene­ ralmajor, og efter det tabte Slag ved Kol­ ding, overtog han den store Opgave, der nu blev tildelt ham, og som i dansk Krigs­ historie er berømt under Betegnelsen Ryes „Tilbagetog“. I næsten 2 Maaneder forstod han at gække Fjenden, aflede hans Opmærksomhed, for­ urolige ham ved Over­ fald og ved paa ffere Maader at narre ham, hvorved det lykkedes at faa Forbundstrop­ perne saa højt op i Jylland, at den sles- vigholstenske Hær stod overladt til sig selv og viet til Neder­ laget ved Fredericia den 6te Juli. I det mindeværdige Slag ved Fredericia fandt Olaf Rye Helte­ døden. Sorgen over hans Tab forbitrede Glæden over Sejren. Med Poesiens Glans staar hans Navn orn- straalet i vor Historie, — at dø som en Helt, det kaldes „at gaa til Ryes Brigade“. Fulgt af Landets Konge stededes hans Lig til Jorden den 15de Septbr. 1849. — Paa den Mindestøtte, der er rejst over hans Grav paa Garnisons- kirkegaarden, læser man paa Forsiden føl­ gende Vers: O l a f Rye, f ø d t i N o r g e D en 1 6 d e Nv br. 1792. Højsind og Retsind Bar han i Brystet, Og under Graahaar Kæmpernes Kraft. Drog han tilbage, Var det med Hæder, —- Stormed han fremad, Var det til Sejr! Ogpaa Støttens Bag­ side følgende Vers: F r e d é r i c i a 6t e J u 1i 18 49.

lvieler-Freden i 1814 fulgtes han med to af sine Regiments- kammerater, F r e d e ­ ri k A d o 1p h S c h 1e p- p e g r e l l og H a n s H e l g e s e n , efter at de havde nægtet at aflægge Ed til den svenske Konge, til Danmark, hvor de ved Prins C h r i s t i a n F r e d e r i k s Hjælp fik Ansættelse i Hæren. Olaf Rye ansattes som Premierlieutenant ved det oldenborgske Regiment i R e n s ­ b o r g , hvor han der- paa levede i næsten en Menneskealder, uden at nogetsom- helst gav Anledning til at vente hans kom­ mende Berømmelse. Ved Jagt, Ridning og anden Idræt fordrev han sin Fritid, rejste ofte med Orlov til sit Fødeland, som han elskede højt, passede sin Tjeneste, som Plig­ ten bød, — og først Hærens nye Omord­ ning i 1842 blev for Olaf Rye Indlednin­ gen til et nyt og lykkeligt Liv, der allerede var bleven formørket af store private Sorger. Han forflyttedes til Køben­ havn som Chef for 1ste Linieinfanteri- bataillon. Og saa kom Krigen 1848, i hvilken Rye vandt det Navn, der ikke vil glemmes. Han var paa dette Tidspunkt 56 Aar gammel, men lians Legeme, hærdet som det var ved al Slags Idræt,[var endnu ung­ dommeligt. En skøn og stolt Soldaterskik­ kelse frembød han med sit kraftige An­ sigt, sit gennemtræn­ gende Blik og sin mandige, kække Holdning. Den Tvivl man hidtil havde næ­ ret om, hvorvidt han med sit heftige Tem­ perament egnede sig til at tjene i over­ ordnede Stillinger, maatte hurtigt vige. Hans glimrende Bra- vour, hans overlegne Ro, som overraskede mest, hans hensyns­ løse Dristighed, hans hele Soldatervæsen

K om ponisten, K amm erm usikus C hristian Julius H ansen, t 1875.

M arinem aleren, P rofessor C. F. S ørensen, •f 1879.

Pastor N icolai G ottlieb Biæ del, S ognepræ st i en M enneskealder ved G arnisons Kirke, + 1879.

42