S_FørOgNu_1922-23

som Thiers, Laird Cloves, Mahan eller Edv. Holm har villet tage Parti for ham i dette Spørgsmaal. Selvfølgelig kan man ikke bebrejde Nelson, at han søgte at klare sig, som han gjorde, List er et lovligt Middel i Krig; men Æren som Sejrherre bliver des mindre, jo større Rolle hin — og ikke Udholdenhed i Kampen har spillet. For den danske Nation stod det den Gang, som det staar den Dag i Dag, saaledes, at 01- fert Fischer og hans tapre Kammerater havde vundet Laurbær, der var vel værd at indflette i Danmarks Mindekrans. Begejst­ ringen i Befolkningen var stor, en Bølge af Fædrelandskærlighed, Offervillighed og Tro paa egen Kraft gik gennem alle Samfundets Lag herhjemme og gav sig mangehaande Udslag. Digtere og Skue­ spillere sang til Søfolkenes Pris; vi nævner i denne Forbindelse Skuespilleren Hans Christian Knudsen, der gav Forestillinger til Fordel for de faldnes Efterladte og derved samlede 32000 Rdl. ind; han foredrog blandt andet, til Minde om Slaget, den smukke

om. Et Mindesmærke rejstes for ham paa selve det Sted, hvor han modtog Ordren til at gaa ombord. Paa Støtten, som forestiller en afbrudt Mast, læses: Afkræfted Paa lange Sygeleye Opflammed Ved et Blik af Danmarks Fredrik Med Fyrstens Bifaldsraab Indviet Foer J. C. Schrodersee Fra dette Sted Bekiendt med Krigers Død Den skiønneste For eget Fædreland Imøde d. 2. April 1801 Til de efterlevende skænkedes en Medaille, men mere værd end denne var den dybe Taknemlighed og Ærbødighed, hvormed Fædrelandet omfattede de Mænd, der som Fischer, Lassen, Ris- brich, Harboe, den unge Willemoes, Muller, Egede, Middelboe, Rothe o. m. a. havde vist sig: i Krig som Helte, i Fredens Dage som ædle, værdige og fordringsløse Dannemænd. Om saadapne ! Mænd gælder end Havamaalets Ord: Fæ dør og Frænder dør, selv dør man med. Men Ordets Pryd skal aldrig dø. For den, der vel det vinder. Paaskedagen den 5te April jordedes højtidelig en Del af de faldne Helte. Paa Søkvæsthuset samledes Mængden af Medborgere af de forskellige Stænder, mange af dem, der havde fægtet med, flere, der havde været beredte til at gaa i Kampen, end flere, som der var kæmpet for. Ligene af de to faldne Officerer Væ d e le og M ø l l e r kørtes foran, over halvtredsindstyve af de andre faldne Brødres Levninger fulgte, og efter dem den til alvorligste Høj­ tidelighed stemte Skare, de allerfleste (det meget ublide Vejr uag­ tet) tilfods. Saaledes gik Toget ud af Nørreport til Søfolkenes Kirkegaard, hvor flere Grave var aabnede til Hvilesteder for de hæderværdige Lig. Man ordnedes nu blandt disse Gra,ve, dem Kronprinsens Livkorps (de væbnede Studerende) sluttede Kreds om, og hundrede Stemmer, anførte af Hædersmændene R o s i n g og K n u d s e n , istemmede Abrahamsons Sang: E f t e r r e t n i n g om J o r d e f æ r d e n , skrevet af W. H. F. Abrahamson.

K r i g s s a n g a f P r o f e s s o r O ls e n . Saa kæmped de Helte af anden April For Fædreland, Frihed og Ære, Udkaarne ved Kuglernes rædsomme Spil, Aarhundredes Mønster at være. De svore: vort Fædreland ville vi fri Fra Havets blodstænkte Tyranner, Og Jordklodens Slægter skal lære, som vi, At hejse Selvstændigheds Banner! End svore de: Bølgernes Frihed vi skal Med Fostbrødres Kiekhed gienkræve! Gud raader for Sejer, Gud raader for Fald, Dog skulde de Voldsmænd vel bæve! Saa skiøn er den Kamp for sit Fædreneland, Det Haab er saa frydfuldt, vi nære! De svore — det giengjald fra Nor og til Dan, Vi værge, vi dø for vor Ære! Alt vajede Kampens det festlige Flag, Alt tordned de trofaste Blokke; De Helte, de sloge med Indfødtes Slag, Og trodsed de fiendtlige Flokke. Saa hvinede Død og unævnelig Gru Af tusend ildsprudende Munde; Hver Døende styrked Stridsbroderens Hu, Hver Blødende signed sin Vunde. Vel tusende døde nu Heltenes Død For Fædreland, Frihed og Ære; Dog end fra hver P r ø v e s t e e n s blodige Skød Forbaused de Fiendernes Hære. O hellige Skygger! modtager Jert Krav, En Borgerdaads Krands, som ej falmer; Thi Frihed skal gro som en Eeg paa Jer Grav, Og Freden skal flette Jer Palmer. Og dem, som end juble ved hædrende Saar, Løsrevne fra Skyggernes Rige, Dem ville vi søge i Smerternes Vraa’r, Og qvæge og elske tillige. Og ej skal den Spæde, som lalier sit Savn, Ej Qvinden, der stræber at ligne Den Mand, hun kun mægter at hulke vedNavn, Forbande den Dag, vi velsigne. O F r e d r i k som Kriger saa stor og saa god, Som Formand saa kier for dit Rige; Dit Aasyn, liig Solen, tilstraalte os Mod; Hvo saae Dig, og kunde vel svige? Hvil trygt i Medborgeres prøvede Favn, Og Christian den Fierde Du ligne! Læg Død i vort Banner, og Giands til vort Navn, Og Gud skal din Idræt velsigne.

Være Fred med Eder Alle, Dem vi saa i Kampen falde. Hver saa uforsagt og glad Stred for Konge, Land og Stad. I det rædselsfulde Møde Kjekt I stode, faldt og døde. Østerhavets Bølger bare Overmægtig Fjendeskare; Myndig os vor Uven bød Vælge mellem Haan og Død. Da, da gik I ham imøde, Stode, strede, faldt og døde! Tusende Kartover brølte! Ikke Skræk og Frygt I følte; Men kun hørte Ærens Bud. Rask ham svarte Skud for Skud; Hver stod fast og ufortrøden, Stod og stred og favnte Døden. Kampens Ild blev ved at brænde! Rundt omkring faldt Ven og Frænde; Skarer styrtede for Fod; Strømme flød’ af Helteblod; Hver saae sig og Broder bløde! Men stod fast og stred og døde! Være Fred med Eder Alle! Vi Jer ej tilbagekalde; Græde ej ved Eders Grav, Hvor den er, i Jord og Hav; Alen med Tak og Pris og Hæder Broderligt vi mindes Eder. Ja med Takkesang vi møde, Thi det var for os, 1 døde. Tak for Eders Heltemod! Tak for hver en Draa.be Blod!

Denne Sang vil endnu være i de flestes Erindring. Paa Hol­ mens Kirkegaard jordedes i en stor Fællesgrav de faldne; blandt disse skal nævnes Thura, Hauch og Schrodersee; og nedenstaaende Vers sattes i en Sten ved Højen: Den Krans, som Fædrelandet gav, Den visner ej paa falden Krigers Grav. Om Schrodersee kan berettes, at han, der nogle Aar forinden var bleven afskediget paa Grund af Svagelighed, opholdt sig paa Sixtus Bastion hos Kronprinsen under selve Kampen. Da Efter­ retning indløb om, at Chefen for „Indfødsretten“, Kapt. de Thura var falden, opfordrede Prins Frederik de til Stede værende til at træde i hans Sted. Schrodersee meldte sig straks og tog ud til Skibet i en Baad; han havde næppe sat Foden paa Dækket, førend en fjendtlig Kanonkugle traf ham, saa han segnede død

Tak! I dyrebare Sjæl«! Evigt er Jert Eftermæle!

33