S_FørOgNu_1922-23

Ogsaa hans Hustru, L o u i s e P h i s t e r , vil bevare sit Navn i vort Theaters Annaler som den ypperlige komiske Skuespillerinde hun var. Og ligesom Phisters vil ogsaa hendes Navn i Eftertiden knyttes særligt til den Holberg’ske Komedie, hvori hun ved Siden af hans glimrende H e n r i k var en straalende P e r n i l l e , vittig, gratiøs, sund og sand. Faa af hendes Forgængerinder og ikke en eneste af hendes Arvtagere har formaaet at skænke denne klassiske Figur en Festivitas og Glans som hun. Og da Alderen meldte sig, overtog hun Ma g d e l o n e r ’ne, som hun spillede med et Lune og en bred Suffisance højt op i en Alder, da de fleste Skuespiller­ inder forlængst har maattet sige Scenen Farvel. Først 1895, da hun, der var født 1816, var lige ved sit firsindstyvende Aar, tog hun Afsked, optraadte i sit 85. Aar i 1901 tre Aftener under mægtigt Tilløb paa Casino som Fru T e r e n t i a i „Den forvand­ lede Brudgom“ som Gæst, og var lige til sin Død, i Januar 1914, 97 Aar gammel, aandsfrisk og til det sidste optaget af den Kunst, hun fra 1835 havde viet sit lange, virksomme Liv.

Dr. Ryge — thi saaledes lod han sig i stolt Selvbevidsthed kalde baade officielt paa Plakaten og mellem Kulisserne — var en Skue­ spiller, hvis Dimensioner var større, end man sædvanligvis regner med. Han var fremragende baade i Tragediens høje Patjios og i kaad Komik, udrustet med Evner, der, om han var født i London eller Paris, vilde have skaffet ham Verdensnavn. Først da han i 1813 havde debuteret som „Palnatoke“, fandt Oehlenscblager den Helt, der formaaede at tolke hans Digtning. Størst var vel Ryges Virkning som „Hakon Ja rl“. Det rette Begreb om hans Genis Rækkeevne faar man dog først, naar man betænker, at han ogsaa som Operist præsterede det Fuldkomne, f. Eks. i „Joseph og hans Brødre“, hvor han af S im o n skabte et Sjælemaleri, som greb ved sin Sandhed. Ogsaa som Personlighed var han stærkt særpræget. Hans Herskertrang og Energi var grænseløs som hans kunstneriske Formaaen, og han samlede i Aarenes Løb paa sin Haand saa mange af Theatrets Embeder, at han efterhaanden blev den, der styrede dets Skæbne, i stadig Kamp baade mod de vekslende Di-

M indehøjen som i 1802 opførtes paa H olm ens Kirkegaard over Faldne i S laget paa Rheden den 2. April 1801.

J o h a n L u d v i g H e i b e r g fødtes 1791 og døde 1860 som Søn af to betydelige Forfatterbegavelser, Digteren P. A. H e i b e r g og Digterinden T h o m a s i n e B u n t z e n , der efter sit Ægteskab med Heiberg blev gift med Baron G y lle m b o u r g . J. L. Heiberg er Romantiker, hans Digtning et fortsat Angreb paa det filistrøse Spidsborgerskab, — som Eksempler behøver vi blot at henvise til hans V a u d e v i l l e r og hans apokalyptiske Komedie „En S j æ l e f t e r D ø d e n “, maaske hans mest tankevækkende Digtning, ved hvis dramatiske Fremførelse „Dagmartheatret“ i denne Saison har gjort sig udmærket fortjent, og hvori den spidsborgerlige „Sjæl“ med glimrende Satire stilles overfor Evighedens Domstol. I Tiden fra 1849 til 1856 var Heiberg Chef for det kgl. Theater, en Stilling, hvortil han skulde synes at være prædestineret ved fremragende kritisk Evne og den mægtige Autoritet, han besad som Forfatter i Datidens København. Den bragte ham kun bitre Skuffelser. Hvad der bidrog til Skuffelserne, var maaske netop d e n Omstændighed, der havde drevet ham til at overtage den byrdefulde Stilling, at hans Hustru J o h a n n e L o u i s e H e i b e r g (født 1812, død 1890) var Theatrets første Skuespillerinde. Den henrivende Fremstilling af de unge Piger i hans Vaudeviller havde tidligt vakt hans Interesse for Jomfru P æ t g e s , der endelig in­ spirerede ham til at skrive sit ypperlige Lejlighedsstykke „Elver­ høj“ og snart efter ægtede ham. Fru Heibergs Betydning for den danske Scene er for velbekendt, til at vi her behøver at skildre

rektioner og mod Personalet. Hans Virksomhed udkrævede en Aandens og Legemets Kæmpekraft, der var enestaaende. Endnu en Maaned før sin Død stod han paa Scenen. Før Nødvendigheden bød det, slap han ikke Sceptret.— L u d v ig J o a c h i m P h i s t e r , født 1807, død 1896, har i vor The- aterhistorie til sene Tider indskrevet sit Navn som en af de største komiske Skuespillere, vor Scene har ejet. Ogsaa ham havde Ver­ densberømmelsen været sikker, hvis han ikke havde været hen­ vist til at virke i et af Europas mindste Lande. Uadskilleligt er hans Navn knyttet til L u d v i g H o l b e r g , i hvis udødelige Ko­ medier han præsterede sin ypperste Kunst, der altid bar Præget ikke blot af det rigeste Lune og den største Forvandlingsevne, men tillige af et sprudlende Vid og den fineste Kultur, som aldrig for­ ledte ham til at overskride Skønhedsgrænsen. Scenen var ham hellig, hans Respekt for Skuespillerens Gerning uden Grænser ligesom hans Flid og Samvittighedsfuldhed. Særlig hans Vene­ ration for Holberg var rørende. Han følte de Forpligtelser, der hvilede paa ham som den, der skulde hævde Fortidens Traditioner fra Theatrets første Tid og bære dem videre til den kommende Slægt. Derfor trak han sig tilbage, da han endnu stod i sit Genis fulde Glans, men endnu i sin meget høje Alder, da han halvblind og svag kun paa Afstand fulgte Begivenhedernes Gang, var den danske Scene hans kæreste Tanke, og dens Hæder og Ære ham dybt magtpaaliggende. „Før og N u“. 8. Aarg. Nr. 2.