S_FørOgNu_1922-23

danske Natur, vore lyse Bøgeskove, vore Marker og Enge. Ingen af alle vore Digtere var saa d a n s k som han. Og hans Poesi bar i liver Linie Præg af dansk Natur, saa yndefuld og fin, saa skøn og stemningsbevæget den var. Elskede han selv Danmark, ha.vde han ogsaa lært os at elske det, baade vort Fædrelands Natur og dets Sprog. Højest havde han dog elsket Sjælland. Som St. B l i c h e r va,r Jyllands udkaarne Sanger, var Winther Sjællands ømme Trouba­ dour, hvad enten han stemte Lyren til Furesøens og det dejlige Nordsjællands Pris, eller han fordybede sig i sin Barndoms og Ungdoms minderige Egne, h v o r F e n s m a r k h æ v e r s i t K i r k e ­ t e l t . Hvor vilde det ikke være en Skam, om man formente ham at hvile i den Jord, der til hans sidste Aandedrag var i hans Tanker! Nej — det maa,tte ikke ske! Og der blev da sat en Indsamling blandt hans Landsmænd i Gang, for at hans Lig kunde blive bragt til Danmark. Og man

Stenen og udført efter Bissen, medens Stenens nederste Del pry­ des med en Lyre, en Laurbærkrans og en Sangfugl, ligesom Medaillon-Billedet støbt i Bronce. Det var den sidste Dag i Aaret 1876, at det danske Folk fra Paris modtog det Sorgens Budskab, at dets folkekære Sanger C h r i s t i a n W i n t h e r var død. Vemoden og Smerten, som greb os, betingedes ikke blot af Visheden om, at den Digter, der skønnere end nogen anden havde sunget til den danske Naturs Pris, for bestandig havde lukket sine Øjne; thi W inther’s høje Alder — 80 Aar — gav jo ikke meget Haab om, at hans Pro­ duktion vilde kunne fortsættes ret længe, — men Dødsbudskabet greb os med saa dyb og inderlig en Vemod, fordi han havde maattet drage sit sidste Suk i et fremmed Land, saa langt, langt borte fra de Steder, han elskede saa højt i sit Liv, — fordi man vidste, at det var med Smerte, at han, tvunget af Omstændig­ hederne, og af Hensyn til sin Hustru og Datter, havde ladet sig

E tatsraad, G rosserer Hans P uggaard, f 1866.

F orfatteren Adolph Frederik v. d. R ecke, f 1867.

overtale til, svag og blind som han var, at drage bort fra det dyrebare Fædreland, — men mest maaske, fordi man paa ingen Maade kunde forsone sig med Tanken om, at han ikke, efter sit eget Ønske, skulde komme til at hvile i dansk Jord. Han havde jo i sit skønne Digt til Sjælland i simple, gribende Ord yttret dette Ønske: Naar Alting er til Ende,

søgte samtidig at udvirke hos Autoriteterne, at Christian Winther jordfæstedes et Sted i Danmarks frie Natur, for Exempel i Nær­ heden af det lille Hus paa Eremitageslettens Nordside, hvor han havde digtet et af sine skønneste Værker, „Hjortens F lugt“, — men desværre lod det sig ikke praktisere af en eller anden filistrøs Grund, og saa kom han da til at hvile paa Holmens gamle Kirkegaard, hvis Inspektorat tilbød Jorden gratis, og imod at erholde det ikke store Overskud af den iværksatte Indsamling yderligere paatog sig Gravstedets bestandige Vedligeholdelse, saaledes at det ikke skal komme til at friste den utiltalende Skæbne at blive forsømt, som det er gaaet med mange andre fortjente Mænds og Kvinders sidste Hvilesteder, — ogsaa her paa Holmens Kirkegaard, hvor, for blot at nævne et Exempel blandt flere, det berømte Ægtepar P h i s t e r s Grav henligger i en Til­ stand, der ikke er deres Minde værdig. E d o u a r d S u e n s o n , Sejrherren ved Helgoland, fødtes som Søn af Marinekaptajn Suenson den 13. April 1803 og kom, efter i 1817 at have gjort et Togt med Faderen, ind paa Søka.detaka- demiet, hvis Chef S n e e d o r f f fik ikke ringe Indflydelse paa ham. I 1823 blev han Sekondløjtnant i Marinen og avancerede i Aare­ nes Løb paa følgende Maade: i 1831 Premierløjtnant, 1841 Kap­ tajnløjtnant, 1850 Kaptajn, 1856 Kommandørkaptajn, 1858 Orlogs­ kaptajn (vort nuværende Kommandør), 1866 ved sin Afgang

Og Natten stunder til Og slukket er i Mulmet Livssolens Straalespil. — Ak — kunde jeg da lægge Til Ro mig i Din Eng, Dit Grønsværtæppe trække Over mig og min Seng!

Kærligheden til Christian Winther havde sin Kilde i Folke- hjertets Dyb. Der var Digtere, det indrømmede man villigt, hvis Maal var højere end hans, Digtere, der havde havt flere og maa­ ske stærkere klingende Strenge i deres Lyra, Digtere, hvis For­ tjeneste var større, — men ingen i hele det danske Sangerkor, hverken i Fortiden eller Nutiden, havde talt inderligere til vort Hjerte end han, ingen havde som han tolket Elskovens jublende Fryd og Smerte, og ingen havde som han elsket og fortolket den

12