S_FørOgNu_1922-23

til friere S te d e r; Storken havde længst forladt sin Rede paa Forpagterboligens Tag, efterhaanden som de omliggende Damme fyldtes, Uglen kom kun sjeldent paa Besøg, Gøgen havde holdt op at kukke, og Skovduen kurrede ikke længer i Træernes Kro­ ner. Men endnu laa, Haven der i al sin P ra g t; Lindenes brede Hang skærmede mod Vejens Støv og Støj, og et Skovparti bag dem værgede mod Indblik udefra — Kirstein’erne var aldrig blandt dem, der yndede at stille deres Liv og Færd til Skue. Endnu stod de mange gamle Træer, endnu fejede Birken, der allerede i Midten af forrige Aarliundrede nævntes som Danmarks største og skøn­ neste, den aabne Plads omkring det med sine hængende Grene, endnu laa de udstrakte Plæner og duftende Blomsterpartier der, endnu dryssede de mangfoldige Frugttræer ved Foraarstide Jorden hvid med deres faldende Blomsterblade, endnu kunde man i lyse

dels ved Leje af betydelige Stykker „Magistratsjord“ dels, i Be­ gyndelsen af Halvfjerserne, ved Køb af den ved Jagtvejen belig­ gende Ejendom „Lille Venneminde“. Løwe døde i 1879, men Fir­ maet var blevet fortsat af hans mangeaarige Kompagnon, Handels­ gartner L. G. Frisenette. Kommandørinde Rothe, der var født i 1830, havde, da hun overtog „Nøjsomhed“, allerede adskillige Aar været Enke. Hendes Mand, født 1825 som yngste Søn af Konferensraad Christian Rothe, havde som ung Løjtnant deltaget i Korvetten „Galathea“s Jordom­ sejling, specielt i Kolonisationsekspeditionen til Nicobarøerne, førte i 1849 „Hekla“, der understøttede Ryes Brigade, og var i 1864 Chef for Dampskibet „Freja“, der var Forpostskib i v. Dockums Eskadre i Østersøen. Han var Medstifter af og i de første 10 Aar Formand for Sømandsforeningen af 1856; i 1873 forfremmedes han til

Ø sterbrogade (Strandvejen) Nr. 120 B (nu H jørnet af K oldinggade), M atr. Nr. 862, solgtes som G rundstykke (altsaa ubebygget) A aret 1874 af E nkefru Soline D orthea Olsen, født W iller, E nke efter Slotsforvalter C. T. Olsen til Direktør O tto R e i n h a r d T h o r v a ld D o lin . G rundstykket udgjorte en Del af den 0. E. Olsen ifølge A rveudlægsskøde af 1846 og M ageskiftebrev af 1832 tilhørende Ejen­ dom M atr. N r. 139 B 4 og 5 A af K øbenhavns U denbyes Ivlædebo K varter. —- Yed Skøde af 18. Ju n i 1900 købte C ivilingeniør T. W . K e n n ie Ejendomm en af Boet efter afdøde D irektør D ohn og tidligere afdøde H ustru Josefine V ilhelm ine, født Sander, og solgte den ved Skøde af 17/4 1905 til S kriftstøber A. H onig til liøj Bebyg­ gelse. Personerne, som ses paa V erandaen og Trappen, er Civilingeniør T. W . Rennie med H u stru, D øtre og Svigersøn.

Sommeraftener ved Droslers og Nattergales Sang drømme sig langt bort fra Byen, langt tilbage ti l svundne Tider. Kommandørinde Rothe havde sammen med sin Søster faaet en fortrinlig Uddannelse under Ledelse af Pastor Scheller. B la n d t deres Lærerinder var de to Jomfruer Bidoulac — senere Bispinde Martensen og Digteren Welhavens Hustru — der underviste dem henholdsvis i Maling og Fransk. Kammersanger Schram og Kom­ ponisten Helsted var deres Lærere i Sang og Spil. Hun var en højt kultiveret og begavet, aandfuld Dame, kundskabsrig og saare belæst. Levende interesseret var hun for Kunst, baade for Musik og den bildende og sceniske; hun havde levet i Theatrets Guldalder og beundret Fru Heiberg og Michael Wiehe; men hun havde let ved at følge med Tiden, forstod, at Tidsaanden ogsaa maatte sætte sit Stempel her, og hendes Bedømmelse af en senere Periodes Ydelser mundede aldrig ud i en ensidig Fremhævelse ai de gamles Fortrin. Hun havde rejst meget; allerede i sin tidligste Ungdom foretog hun med sin ovennævnte Onkel Wiese og hans Hustru en lang Rejse pr. Vogn gennem Tyskland, og der fore­

Kommandør, men døde allerede Aaret efter i sin kraftigste Alder. Han efterlod sig Navn som en af Marinens kundskabsrigeste og intelligenteste Officerer, hvis tidlige Bortgang beklagedes meget. Mangt var ændret siden Olivia Rothes Barndoms og Ungdoms Dage. Udsigten over Sundet, som man endnu i Slutningen af Treserne kunde nyde fra 1ste Sals Yinduerne, var spærret af Huse, og Blinket fra Trekroners Fyr saas ikke mere. Østre Lande­ vej, eller som det senere hed, Strandvejen var bleven til Østerbro­ gade, København rykkede frem i sluttet Trop. Udflytningen til „Nøjsomhed“ fra Vinterboligen var i hendes Barndomstid en hel Dags Begivenhed, idet Hjulene paa det tunge Flyttelæs sank til Navet i Vejens bløde Sand; Forbindelsen med Hovedstaden, som i hendes Ungdomstid og endnu længe efter Aarhundredets Midte kun fandt Sted ved egen Vogn eller pr. Omnibus fra Trianglen, om man da ikke foretrak at vandre tilfods, var nu let, efterat Sporvognene havde holdt deres Indtog. Ræven og Haren, Maar og Grævling, og Egernet, der boede i de ældgamle Graapæretræers dybe Huller, havde sporet Byens Fangarme og var dragne bort

138