S_FørOgNu_1922-23

Kirstein, og efter dennes Bortgang af den yngre Søn, Camille Kirstein, der døde i 1917. Sønnerne var i deres tidlige Ungdom blevet sendt til København for der i forskellige store Handels­ huse, bl. a,. det Adolph’ske Firma, at faa deres første merkantile Uddannelse og perfektionere sig i det danske Sprog, og de be­ varede begge til deres Død den varmeste Kærlighed til deres Faders Fødeland. Af de to Døtre ægtede E m i l i e Overappella- tionsraad, Dr. jur. W i e s e i Iviel, og C a r o l i n e , der var svagelig, døde ugift i 1824. I 1812 fejrode det „agtværdige, patriarkalske“ Kirsteinske Ægtepar deres Sølvbryllup i Palæet. Efter længere Svaghed og haarde Lidelser, som hun bar med stor Taal- modighed, døde Fru Kirstein i 1820. O e h l e n s c h l a g e r , der var en hyppig Gæst i Huset, og hvis Hustru Christiane Heger som ung Pige af hende var bleven indført i det Schimmelmann- ske Hus, skrev et smukt og følt Mindedigt over hende, hvori det hedder:

og da Generalkommandoen ikke turde tage nogen Beslutning, saalænge der ikke forelaa et bestemt Udtryk for den offentlige Mening, forekom det ham at være simpel Borgerpligt at frem­ skaffe et saadant. En særlig Undsætning kunde ikke ventes, og Byens Ulykke kunde kun forøges ved den fortsatte Bombardering, hvorfor han i Samraad med flere traf Foranstaltninger til at rette en Henvendelse til Magistraten, der kunde paavirke Peymann til at indvilge i Kapitulationen. Denne var dog besluttet, inden Adressen fra Borgerskabet var naaet frem. De følgende Nedgangsaar kunde ikke kue Kirsteins sunde Hu­ mør; „den egentlige tyske Kreds i dens fordums Lystighed“ havde vel opløst sig, da Rist i 1816 besøgte København, „den levede kun svagt videre i det Kirsteinske Hus“. Omkring de gamle Træer var fremskudt en ny Bevoksning, Sønner af fjerne Venner og Kammerater. Men den gamle Tid med dens store Tro og Forvent­ ning, den sorgløse Livsglæde var udrundet.

„N øjsom hed“ forinden den op rin d elige H ovedbygnings v estlig e H alvdel i Aaret 1901 blev n ed revet.

Og derfor aldrig glemme vi Dit Minde, Skønt nu Dit Støv vi dække maa med Jord. Hvo sad, som Du, beskeden, ganske Kvinde, Med huslig Syssel ved det lille Bord? Og dog — dog i Din Aand erkendtes atter, At Du var K i r s t e i n s Hustru, C r a m e r s Datter.

Kirstein var naaet højt paa Embedsstigen, siden han 1786 var gaaet over i Statstjenesten, og han havde befæstet sin Anseelse som Finansmand ved at yde Landet adskillige vigtige Tjenester. I 1788 havde han med uindskrænket kongelig Fuldmagt været i Holland og Brabant for at afslutte et større Pengelaan, 1799 og 1810 var han i samme Øjemed i Hamborg, 1795 blev han Medlem af Kommissionen til Negerhandelens Ophævelse, 1809 Deputeret i Finanskollegiet, 1813 Medlem af Kommissionen til Undersøgel­ sen af forskellige Finansanliggender og udnævntes 1816 til De­ puteret i Generaltoldkammer- og Kommercekollegiet. Hans Be­ tænkning til en Omordning af Veksellovgivningen blev efter at have undergaaet forskellige Forandringer i en Kommission, hvori han og A. S. Ørsted havde Sæde, i 1825 ophøjet til en Forordning, der i to Menneskealdere kom til at danne en af Grundpillerne for Lov og Ret i al Handel og Omsætning her i Landet. I 1829 blev han Konferensraad. I det gamle Hjem var der imedens vokset fem Børn op, tre Søn­ ner, C a r l , der vil blive omtalt nedenfor, E r n s t , der blev In­ spektør paa Lindenborg, og E d u a r d , der gik til Bordeaux, hvor han blev Chef for det gamle og store Handelshus Schröder, Scliy- ler & Co. og i en lang Række Aar fungerede som dansk Konsul, i hvilke Stillinger han efterfulgtes af sin ældste Søn, Edouard

Husstandens Styrelse overtoges nu af Frøken A u g u s t a Mu ller, en Professordatter fra Kiel og Halvsøster til Etatsraad Wiese. Hun skildres af Mathilde Reinhardt i hendes kun for en snævrere Vennekreds udgivne Erindringer som en ypperlig, holstensk Type, virksom og ivrig, men slet ikke streng, og livfuldt interesseret ogsaa for Politik, som den Gang ellers kun dyrkedes af Mæn- dene; hun var stærkt optaget af Polens Frihedskamp og Græken­ lands Rejsning. For Kirstein var hun som en Datter. Af „Nøjsomhed“, som det præsenterede sig i Slutningen af Tyverne, cg af Livet, som levedes der, faar man et Indtryk gen­ nem Mathilde Reinhardts Minder fra hendes Barndom : „Fra Gangstien langs med Østerfælled, hvor man kun saa ud over den udstrakte grønne Flade med græssende Køer og Heste og spredt lejrede Menneskegrupper, gik man ad et Par Trin ned til Vejen og tvers over den, ind ad Stedets perlefarvede Laage.

132