S_FørOgNu_1921

malende Ord: „Jeg mindes saavel Stuen, de duggede Yinduer med de tunge, blaa D rueklaser og Tante Rahbeks fine, ejendommelige Person. A ltid var hun klædt i fine, bløde Uldkjoler med yndige, douce Farver, som hun hentede sig i Hamborg. Hun gik altid med Sephyrgarns Strømper under Silkestrømper og Safians Sko.

hvide Mur, der skiller Frederiksberg K irkegaard fra det stæ rkt pulserende Liv i Alléen. — Kamma Rahbeks Død føltes af hendes Mand som et Tab, der aldrig kunde erstattes. Men efter ham var der neppe nogen, hvem den voldte en større H jertesorg end hendes eneste og dyre­

Rahbek var den stør­ ste Modsætning til hendes Sirlighed, han havde grove, simple Klæder, som ikke pas­ sede ham “. — I over tredive Aar fik de to Æ gtefolk Lov til at vandre sam­ men i Livet, og saa fast var de blevet bundne til hinanden, at man betragtede det som givet, a t de og- saa i Døden m aatte følges ad. Hvorledes skulde det navnlig gaa, hvis Kamma først gik bort? Hjælpeløs vilde Rahbek føle sig, upraktisk som han var i Dagliglivets Forhold. I Januar 1829, efter at hendes Helbred i Vinterens Løb var ble­

bare Søster, Christi­ ane Oehlenschlager, hos hvem Smerten forøgedes ved Tanken om, at Livet e fte r­ haanden havde skilt dem altfor meget fra hinanden. Ja, for Chri­ stiane var Kammas Død hverken mere eller mindre end den tungeste Oplevelse, hun endnu havde m aattet friste. Hun havde vel i 1799 m i­ stet sin Moder, den skønne Anna Louise Heger, hvem hun in ­ derligt elskede, og med hvis N atur hun følte sin egen stæ rkt beslægtet. Men vi har ovenfor om talt, hvil­ ken tung Skæbne denne Moder, i Æ gte­

V eterinæ rskolen i St. A nnæ gade paa Christianshavn fra G aardsiden, m ed Vor F relsers Kirketaarn i Baggrunden.

B ygningen læ ngst tilvehstre var H ovedbygningen, den i M idten Sm edien. T il højre for den ses en B el af B ygningen, hvori Forelæ sningssal og A natom i havde Blads. B ygningen til højre i Gaarden var den store Staldbygning, opført 1819—20.

ven skrøbeligere og skrøbeligere og hendes Hosteanfald mere og mere pinlige, bukkede Kamma under. Hendes lille zarte Legeme var efterhaanden bleven som et Barns, og hun følte sig træ t til Døden. I Rahbeks Erindringer dvæler han med Vemod ved Be­ retningen om hendes Bortgang. I den Dagligstue, der gennem Aarenes lange Række havde været Vidne til alle hendes Glæder og Bekymringer, laa hun under sin Sygdom taalmodig og stille hen og ventede paa Befrielsen. Rahbek, der var født Sangviniker, holdt til det Sidste Haabet fast. Han kunde slet ikke tænke sig Muligheden af for bestandig a t skulle skilles fra hende. Og da

skabet med den haarde Hans Heger, havde lidt, saa at hendes Død nærmest m aatte anses som en Udfrielse fra et forspildt og forsmæ­ deligt Liv. En Snes Aar senere havde hun m istet Faderen, hvis kolde Sind i Tidens Løb var bleven blødgjort, men hvis Væsen dog var hende saare fremmed. De Følelser, hun havde næ ret for ham, havde altid været langt mere den respektfulde Ærbødigheds end den datterlige Ømheds. Men med Kamma var det, som om en Del af hendes eget Liv gik i Graven med hende. Som den seks Aar ældre havde lige fra Barndomstiden Kamma staaet ved hendes Side som en kæ rligt

beskyttende, moderlig Veninde. Det in ­ derlige Forhold imellem dem k ara k teri­ seredes smukt ved, at Kamma hele sit Liv igennem gik under dette Navn, som skyld­ tes Christiane, der som ganske lille ikke kunde faa sin Tunge ti! a t udtale det vanskelige K a re n M a r g r e th e , der i hendes Mund da kom til at klinge som K am m a. De to Søstre havde delt alt med hinanden, ondt og godt, og da Kam­ ma havde stiftet Hus og Hjem, var det jo hos hende, at Christiane, beruset af sin unge Kærlighedslykke, havde sine første Møder og det sikreste Tilflugtssted sam­ men med Adam Oehlenschlager. Og havde der end senere hen i Tiden væ ret Kurrer paa Traaden mellem deres Ægtefæller, - - mellem de to Søstre havde der aldrig væ ret et eneste ondt Ord, aldrig en eneste b itter Tanke. Saa kom Prøvelsens Aar, da Kammas Helbred lidt efter lidt forringedes, da hun led under Smerter i Brystet, og den pin­ agtige Hoste gennemrystede hendes lille, spinkle Legeme, og da havde det været

han den 21. Januar 1829 ved Efterm iddags­ tid kom ind til hende for a t sige hende Farvel, før han gik ind til Byen, hvor han havde uopsættelige Forretninger, havde han ikke den fjerneste Anelse om, at det var den sidste Gang, han skulde se Kamma ind i hendes gode, trofaste Øjne. Han rak te hende sin Haand til Afsked. Men da rejste hun sig op fra sit Leje paa Sofaen og sagde med brudt Stemme: „Mun­ den!“. Hun har følt sig saa svag og elen­ dig, at hun har ønsket at sige sin Æ gte­ mand sit Farvel saa indtrængende og kæ r­ ligt som muligt, — thi hvem kunde love hende, at hun var ilive, naar han om Af­ tenen vendte tilbage til Bakkehuset? Og saa trykkede hun da tre inderlige Kys paa hans Mund, og det blev hendes Døds­ kys. Da Rahbek kom hjem igen til Bakke­ huset, hørte han hende endnu drage Aan­ den, men det varede ikke ret længe, før hun laa død i hans Arme. Han vidste ikke, at det var for evigt forbi. Han k u n d e ikke, v ild e ikke tro paa, at det var Døden, der havde banket paa hans

Christiane en stadig Bekymring, at hun saa sjeldent kunde naa ud til Bakkehuset for at være Søsteren til Hjælp og Trøst. Den lange Vej var navnligt i daarligt Vejr saare besværlig, og selv var hun optaget fra Morgen til Aften med at holde alt paa Fode i sit store Hus. Hun beklagede sig ikke, tværtimod, — at arbejde u træ ttelig t for dem, der stod hende nær, var hende en Livsfornødenhed, — men alligevel bebrejder hun sig selv, at hun har forsømt den elskede Søster. Og nu, da Kamma for altid er borte, blander disse ganske uretfæ rdige Selvbebrejdelser sig med den knugende Sorg, og hun synker sammen i Fortvivlelse.

Dør. Time efter Time sad han ved hendes Side og haabede paa, at hun paany skulde vaagne. Og da han endelig m aatte se den for­ færdelige Vished i Øjet, faldt han sammen,baadeaandeligt og legem ligt og rejste sig ikke mere. Et Aar sledhan hen iMod­ løshed, som en ensom Mand, der pludselig var bleven ældet. Kamma Rahbeks Niece O p h e lia D rew s e n , der senere ægtede den bekendte Geolog Dr. C h r is ti a n P in g e l, holdt Hus for ham i hans Enkemandsstand, der kun varede et Aar. Man fik Ret, — Rahbek kunde ikke overleve sin Hustru. Den 22. April 18B0 fulgte han hende i Graven, hvor de* nu hviler tæ t op mod den

43