S_FørOgNu_1921

Hjem. Men denne Gisning har neppe nogen Hjemmel. Stephan Heger var en Særling, der sit lange Liv igennem holdt sig fjern fra sine Søskende og hele sin Slægt. Langt sandsynligere syntes det a t være, at den stæ rkt theaterinteresserede Rahbek har ind­ budt Adam, ligesom han indbød andre Scenens Børn, til at be­ søge sig. Hvorom alting er, var det i 1799, da Oehlenschlager, efter i to Sæsoner at være gaaet omkring mellem Kulisserne som „Manden med de skjulte T alen ter“, var led og ked af sit ørkesløse Skue­ spillerliv, a t han en Dag for første Gang kom ud paa Bakke­ huset og derved gik sin Skæbne imøde, idet han her tra f den unge Kvinde, der skulde blive hans Hustru. Det var Kammas yngre Søster C h r i s t i a n e H e g e r, af hvem Oehlenschlager i sine

det for ham besværlige Ord „Publikum“. Hun laante ham Bøge! fra Rahbeks Bibliothek og kiggede af og til indenfor i hans Bo­ lig paa Slottet, og han gav hende Vink og Raad med P lan ter og Blomster til hendes Have, — til stadig Omgang blev det aldrig. Rahbek og den gamle Slotsforvalter havde næppe mange In ter­ esser fælles. Men sjeldnere endnu var dog de Besøg, Adams Søster S o p h ie aflagde paa Bakkehuset, og de hørte senere gan­ ske op, e fterat hun i 1802 var bleven gift med A n d e rs S a n d ø e Ø rs te d og fik Hus og Hjem. Kamma Rahbek og S o p h ie Ø r­ s te d , denne ejendommelige, baade aandfulde og skønne Dame, harmonerede ikke sammen. Der har væ ret gensidig Jalousi med i Spillet. Hver for sig var de M idtpunktet i en Kreds af Skøn- aander, og hver for sig havde de deres særegne Fortrin. Kamma

_______ O riginalen tilli. Overlæge H alk.

Ladegaardsaaen set fra „G roths Mark“. T. li. Sygehjemm ets H ave og t. v. Broen, som forbinder denne m ed A agade,

var den lærdeste og kundskabsrigeste, Sophie glimrede ved sit Vid og sin ladyagtige Fornemhed og ydre Elegance. Det har desuden ikke stem t Kamma gunstig for det Ørsted’ske Hjem, at Adam Oehlenschlager bestandig forelagde sine Digtninge først for sin Søsters og Svogers æsthetiske Forum, før de naaede frem til det Rahbek’ske. Og Sophie Ørsted var endvidere aldrig den, der formaaede at lægge Skjul paa sine Antipathier, og har ikke hel­ ler formaaet det ligeoverfor Kamma, der hævnede sig ved at give Sophie Øgenavnet „Gehejmeraadinden“, for at antyde hendes Fornemhed. Til et Brud mellem de to fremragende Kvinder kom det aldrig, og et smukt Træk i Kammas K arakter var den Sorg hun følte, da Sophie Ørsted døde i en ung Alder i 1814, uden at hun havde faaet Lejlighed til i kærlig Forsoning at række hende sin Haand. Og saa bandt hun da til hendes Kiste en Krans af sin Haves skønneste Blomster. For C h r is ti a n e H e g e r, der blev Oehlenschlagers Hustru i 1810, var Forholdet til Bakkehuset ofte vanskeligt. Hun elskede sin Søster Kamma uendelig højt, men Spændingen mellem hendes Mand og Rahbek bevirkede, at ogsaa hun, ligesom Broderen Carl

Erindringer giver følgende Beskrivelse: „En meget smuk Pige paa sytten Aar, sund, k raftig med store blaa Øjne, snehvid Hud, Rosenkinder og med en Haarvækst, hvis Lige jeg aldrig har set, thi naar hun lod de lange, askelyse Haar falde ned, kunde hun aldeles skjule sig deri. Den første Gang, jeg saa hende, bandt hun en Krans af Kornblomster. Jeg har gemt Kransen, og nogle af de affaldne Blade vare længe blaa. Nu er ogsaa de falmede. Hun er ej m ere!“ Gennem Adam Oehlenschlager indførtes hans Fader og Søster paa Bakkehuset, — men ingen af dem hørte nogensinde til de hyppige Gæster. G am le O e h le n s c h la g e r , der forenede i sit Embede de to Bestillinger, Forvalter paa Frederiksberg Slot og Organist ved Frederiksberg Kirke, var en snurrig Original, h jerte­ varm, fuld af Humør, kolerisk opfarende og et Øjeblik efter føje­ lig og blød, komisk ved sit formløse Væsen og sit kaudervælske Sprog, en løjerlig Blanding af Tysk og Dansk, der trodsede alle grammatiske Regler. Kamma, der havde et skarpt Øje lor sæ r­ prægede Folk, havde ham kær og døbte ham snart med Øgenavnet „Paalekum“, ofte forkortet til „Paale“, fordi han saaledes udtalte