S_FørOgNu_1921

ligere Vejen til ham og til sin Søster Christiane i det ved Palæ et nærliggende Hjem i Bredgade end ud til det fjerne Bakkehus, hvor man ser med Uvilje og Sneversyn paa Danmarks største Digter. Men saa brød U vejret tilgavns løs, da Rahbek som Theatrets Meddirektør og første Censor sæ tter sig til Doms over Oehlen- schlager og offentligt stiller sig paa hans Modstanderes Side! Her, hvor det er Hensigten kun i brede Træk at skildre det uforglemmelige Bakkehus’ H istorie og Livet og Aanden indenfor dets Mure, vilde det føre for vidt at udrede Traadene i den tragikom iske Skæbne, der var bleven „Frejas A lter“ — Oehlen- schlagers Smertensbarn — tildel. Et P ar orienterende Bemærk­ ninger maa være nok. I .1804 var Stykket for første Gang bleven forkastet. Det blev derefter fra Syngespil omarbejdet til Komedie, indleveret paany i 1816 og — paany forkastet. Det blev forsøgt

væ ret stæ rkere end Smerten. For første Gang i mange Aar til­ bringer han ikke sin Juleaften paa Bakkehuset. Han er med til at pynte T ræ et hos Oehlenschlager. Og først et Par Aar efter kommer Forsoningen istand, — med Kamma i Foraaret 1818 og med Rahbek ved Høsten i samme Aar. Da mødtes han og Oeh­ lenschlager nemlig ved en Højtidelighed, der smeltede H jerterne. Den udmærkede Læge, Dr. O le H ie ro n im u s M y n s te r , en Bro­ der til Biskoppen og en nær Ven af hele den Heger’ske Slægt, blev begravet paa Frederiksberg K irkegaard, og over Graven rak te Oehlenschlager Haanden til Rahbek og tilskrev ham Dagen efter det skønne Brev, der gør hans H jerte Ære, og hvis Slutning lød saaledes: „Nu er vi Venner igen, og lad os være det for Evigheden. Altid bliver Bakkehuset mig kæ rt! Du mødte mig tidlig med Opmærksomhed, Kærlighed og hædrende Agtelse — som et ungt Menneske uden Beskyttelse. Du opmuntrede mig til

Det i 1891—92, efter T egning af P rofessor Martin N yrop, paa Ejendomm en R oligheds Grund paa den m odsatte Side af Ladegaardsaaen opførte Provinsarkiv, — Jagtvej Nr. 10. B u s te af A rkivar A . D. Jørgensen. T. v. H use i B antzausgade. Aar 1921.

F o t. Før og N u “.

mine første Skridt, nu skal Du ogsaa følge med mig, Rahbek, Arm i Arm!“ Og da er ogsaa Carl Heger formildet, og det gamle, skønne Forhold mellem ham og Bakkehuset forstyrres aldrig oftere af nogen Mislyd. Naar vi her har dvælet udførligt ved denne Bakkehusets mest trofaste Ven, er det, fordi hans ædle Skikkelse er vokset saa fast til Stedet, at den træder En imøde med større Krav paa at m in­ des end nogen Anden blandt dets mangfoldige andre Frænder og Venner, der er kn y ttet til Bakkehusets og dets Beboeres Historie. Og vi vil derefter beskæftige os med de mange mer eller mindre celebre Personer, der i Tidernes Løb gav Bakkehuset sit Præg som dets Gæster og ved deres Besøg bidrog deres til, at Knud Lyne og Kamma tiltrods for deres Boligs afsides Beliggenhed aldrig følte Ensomhed og Savnet af Børn i deres Ægteskab. Der­ for var det ogsaa baade en smuk og sand Bemærkning af Oehlen­ schlager, at „der var en evig Ju l“ paa Bakkehuset, selv om han med disse Ord nærmest har tæ nkt paa, at man af Kamma Aaret rundt blev bevæ rtet med „Julekage“, der skal have været af en sjelden delikat Kvalitet, og om hvilken det til Overflod er be­ 35

a t omstøde Censorernes Kendelse, men til ingen Nytte da det a tte r indleveredes blev det samme Aars 5. Septbr. forkastet ior tred je og sidste Gang, indtil det efter alle disse bitre og ydmy­ gende Fødselsveer endelig naaede frem til Opførelse i 1828, da det spilledes to Aftener, ovenikøbet med en M a a n e d s Mel­ lemrum! Det er om Forkastelsen a n d e n Gang, i 1816, Talen drejer sig her. Dommeri var afsagt. Rahbek og Olsen, Theatrets D irektører og Censorer, havde den afgørende Magt og stod vist­ nok for første og eneste Gang enige ved hinandens Side, —■og Carl Heger var oprørt. Han har, lige saa lidt som andie Smags­ dommere, anset „Frejas A lter“ for noget betydeligt Digterværk, men han har med god Grund harmet sig over at se Nationens udødelige D igter behandlet som en Skoledreng. Den øjensynlige Undervurdering, Oehlenschlager altid har været Genstand foi paa Bakkehuset, havde faaet et saa haanende Ldslag, at det ikke b ui*dø i;s,¿il6s Det har væ ret en drøj Tid baade for Carl Heger og Kamma, mest for hende, der daarligt kunde undvære sin elskede Broder, og som vel paa Rahbeks Vegne har følt sig skyldbetynget. Og Carl Heger? Ogsaa hans H jerte har blødt, men hans Harme har