S_FørOgNu_1921

Med denne højtelskede Broder, hvis Væsensmærke var den dybe Alvor, men som tillige havde faaet den ædle Humors Naadegave og ofte forraadte en fin satirisk Sans, tilbragte da Kamma mange baade fortrolige og fornøjelige Timer, hvori de hengav sig til deres gamle Interesser fra Barndomshjemmet, — to store, rigt begavede Børn, der var lige oplagte til den stille Alvor som den kaadeste Spøg. Han har sikkert væ ret hende behjælpelig med at give Bakkehusets Venner og Bekendte de Øgenavne, som det var Kamma saa stor en Fornøjelse at udfinde, og som ogsaa anvend­ tes paa mange Forhold og Begreber og tilsidst udviklede sig til et Sprog, der kun var helt forstaaelig for de Indviede og gik under Navn af „Bakkehussproget“, en Jargon, der af og til kan falde os Nutidsmennesker en Smule for B rystet men alligevel

Ved Foraarstid 1809 fik Carl Heger den ovennævnte Ansættelse som Prinsens Bibliotekar, og hans Bopæl paa Amalienborg laa saa fjern fra Bakkehuset, at hans Besøg blev sjeldnere og sjeld- nere. Den ægteskabelige Konflikt, der netop paa det Tidspunkt fandt Sted ved det unge Hof, har han saaledes paa næ rt Hold væ ret Vidne til, og den har sikkert berørt hans retliniede K arak­ ter pinligt. Prins Christian var jo i 1806 bleven formælet med Prinsesse C h a r l o t t e F r e d e r ik k e af Mecklenburg Schwerin og hun indlod sig i et ømt Forhold til den af alle Kvinder forgudede Sanger Du P u y , der var ble ven introduceret paa Slottet som hendes Musiklærer. I Aaret 1810 opløstes Prinsens Ægteskab, og Charlotte Frederikke forvistes efter at have skænket sin Gemal en Søn, den senere Frederik den 7., der aldrig senere gensaa sin Moder.

F ot. „Før og N u “. Samme Parti i 1921 som paa Billedet ligeoverfor. Aalruset og dets store H ave er forsvunden og erstattet af store B eboelseshuse. Som det ses til højre findes her et Jerngelæ nder, som erstatter de sm ukke Sandstens Brohoveder, som findes paa B illed et Side 21; L adegaardsaaen løber frem deles, ligesom paa B illedet Side 21, under Broen, først hvor den naar B iilow svej er den til­ kastet, og erstattet af K ørledning under A aboulevarden.

At Carl Hegers Besøg paa Bakkehuset lidt efter lidt ophørte, havde dog flere Grunde, der laa langt dybere end denne ganske udvortes. Alvorligst og smerteligst blev Skilsmissen først, da Rahbeks og Oehlenschlagers Veje gik hver til sin Side. Carl Heger beundrede Oehlenschlagers Digtergeni og kunde ikke finde sig roligt i, at Rahbek, der jo med Hud og Haar tilhørte det for­ rige Aarhundredes Digterskole og tillige nærede en menneskelig tilgivelig Misundelse ligeoverfor den sejrrigt fremstormende Rival, bestandig forholdt sig kritisk kølig til Oehlenschlagers Produk­ tion, og da Rahbek som Theaterdirektør var med til at forkaste „Frejas A lter“, harmedes Heger og forsvor at sæ tte sine Ben oftere paa Bakkehuset. Men allerede før det afgørende Brud mellem Oehlenschliiger og Rahbek indtraf, synes Forholdet mellem Carl og Kamma at være kølnet, om end kun i ydre Forstand. I Virkeligheden elsker de to Søskende hinanden lige saa inderligt som før. Og for Udenfor- staaende er Misstemningen skjult. Kun M y n s te r, Præsten i Spjellerup og senere Sjællands højtansete Biskop, Kammas og Carl Hegers trofaste Ven, er indviet i Sagernes Stilling. Til ham

som oftest bæ rer Vidne om Kammas skarpe Blik for menneskelige Særheder og N aragtigheder og hendes sarkastiske Vid. Der var kun en eneste, den lærde og højst alvorlige H istoriker W e r 1au f f, som blandt alle Bakkehusets Besøgende gik fri for at faa Øge­ navn. Sagtens har Kamma, ligesom alle Andre, for denne noget verdensfjerne Videnskabsmand havt en vis respektfuld Æ rbødig­ hed, der forbød hende at drive Løjer med ham. Og denne ejen­ dommelige Tilbøjelighed hos hende kunde da ogsaa undertiden bringe hende i Forlegenhed, hvorom følgende lille Tildragelse giver et morsomt Vidnesbyrd. Hun havde fundet paa at kalde Rahbeks ældre Bekendte, der tid t var nogle løjerlige Kampaner at se paa, med det respektløse, men meget betegnende Fællesnavn „Spækhøkerne“. Og da en af disse Herrer, en vis W o lf q v a r ts , i hendes Nærværelse tog sit Uhr op af Lommen og sagde: „Ja, jeg faar vel a t se, hvad m it Spækhøker-Uhr siger“, blev hun meget flou og rødmede, da hun ikke uden Grund formodede, at Manden vilde give hende en fortjent Finte. Men i Virkeligheden havde han sagt Ordene i al Troskyldighed, idet han nemlig havde tiltu sk et sig Uhret hos en Spækhøker.

29