S_FørOgNu_1921

sad Time paa Time som naglet til sin Skrivebordsstol og lod Pennen ustandseligt løbe. Han har udenfor Spisetiderne ikke væ ret Kamma til synderligt Selskab. Muret inde paa sin Arbejds- hybel har han myreflittig sammenskrevet de Bjerge af Bøger, der samlede vilde fylde flere Reoler fra Loft til Gulv, og af hvilke kun enkelte Bind er Nutidslæsere bekendt — maaske endda mere af Navn end Gavn. Men — som sagt — Kamma var ikke blot en klog Hustru, der ligesaa lidt vilde øve nogensomhelst Tvang paa sin Ægtefælle, som hun vilde berøves sin Frihed til at dyrke de Adspredelser og

Fred for sin Sjæl og stræbt at give Andre Fred med sig. Men det forundtes ham ikke at kunne opslaa sit Paulun ved de stille Marker, og han sagde ofte med vemodigt Smil: jeg har altid elsket H ytter, og min Bolig er i et P alads“. Han var af N aturen rigt udstyret med Forstand og Følelse, og han havde erhvervet sig Kundskaber, særlig i Theologien, der havde b erettig et ham til at indtage en høj Plads i Universitetets eller Kirkens Tjeneste, men en vidtdreven næsten sygelig Beske­ denhed holdt ham bestandig tilbage. Og ved Siden af sin Biblio- theksvirksomhed paa Slottet, hvor han, som overalt hvor han

G. H ofm ann. O riginalen tilk . det kgl. B ib liotek . I Forgrunden L adegaardsaaen og den foran om talte gam le Bro, som forbandt Falkonérallé m ed Jagtvej; t. 1). „N ørrealléenlyst“ v ed F alkonéralléen (senere „A aliuset“) — bagved samm e laa „Falkonérgaarden“. A llerbagerst ses Ejendom m en ,,B oliglied“s H ave (senere Sygehjem m et), A ar 1840. Parti ved F alkonéralléen, set fra B ispeengen.

færdedes, gjorde sig ualm indelig elsket, overtog han aldrig nogen p raktisk Livsstilling, men henlevede en idealiseret Tilværelse som „Venskabets Apostel“, som sine Venners mest trofaste Ven, altid rede til Hjælp i Raad som i Daad. Men paa Bakkehuset fandt han sin lykkeligste Tid hos de To, til hvem han følte sigkn y ttet fast mere end til nogen Anden, i Livet som i Døden. Og derfor er Adam Oehlenschlagers Indskrift over den Grav, der paa Frederiks­ berg K irkegaard gemmer Støvet af Rahbek, Kamma og Carl Heger ligesaa sand, som den er skøn:

Interesser, der var hende selv kære, — hun havde mere end nok til at udfylde sin Tid baade med Aanden og Haanden og har utvivlsomt ofte glædet sig langt mere end beklaget sig over den Ensomhed, hvortil hun var henvist. Desuden, ønskede hun Sel­ skab, var det ikke langt borte. Thi fra det Øjeblik Bakkehusets egentlige H istorie oprinder, tog hendes mest elskede Broder Carl en virksom og levende Del deri. Det Samliv, der i 1796 var bleven afbrudt mellem Rahbek og Carl Heger, blev nemlig ikke ret længe efter Bryllupet genoptaget, ja, snart paa saa inderlig en Maade, at Carl Heger opslog sin Bolig hos Søsteren og Svo­ geren, indtil han fik en fast Stilling som Prins Christians — den senere Kong Christian den 8.’s — Privatbibliotekar og flyttede ind paa Amalienborg Slot, hvilket gav Biskop Mynster i sin Ligtale over Carl Heger i 1836 Lejlighed til følgende Vending: „Vor Vens tidlige Hu stundede til en landlig Bolig, tæ t ved Guds Hus; der vilde han i rolige, men dog H jertet opløftende Sysler have søgt

Med elskte Viv vor Digter hviler her, De delte troligt Livets Fryd og Kummer, — Og han, som var dem begge kær Og leved dem saa længe nær, Nu deler med dem Gravens Slummer.

27