S_FørOgNu_1921

Livet derinde i den travle, urolige By Bud paa mangfoldige Maader. Hans Virksomhed paa T h eatret og U niversitetet m aatte selvfølgelig passes, men naar ikke disse Institutioner kaldte ham, følte han det, naar Efterm iddagstim erne kom, altfor ofte krible i Blodet af Lyst til a t forlade Bakkehuset og Kamma. Han var i Frimurerlogen en h ø jtsk a tte t Broder paa Grund af sit hjertelige Væsen og sit vennesæle Sind. Han m aatte da ind og deltage i Logearbejdet. Og i en længere Periode var han blandt Logens Embedsmænd og har da følt det som sin Pligt a t møde. Men ofte var det kun Studenterforeningens lystige Kalaser, ved hvilke han nødig m aatte savnes, den gemytlige Fæ tter som han var, der lok­ kede ham den lange Vej ind til Byen. Med Punscheglasset foran sig og med Sangbogen, til hvilken han jo havde bidraget med mangen munter Drikkevise i sin Haand, har han, mellem de mange ligesindede gamle og unge Kammerater, væ ret i sit rigtige

drak Vand. Derfor har det sikkert væ ret Bahbek kæ rt, a t den lidt tvungne Feststemning omkring det lille Brudebord under M aaltidet pludselig blev oplivet ved at et Kor af Mandsstemmer lod sig høre udenfor Vinduerne. Det var Bryllupssangene fra T h a a r u p s „Peters B ryllup“ til Kapelmester S c h u lz ’ smukke Melodier, hvormed man ønskede at divertere det nygifte Par. Da Sangen forstummede, skyndte Bahbek sig ud for a t indbyde de elskværdige Mennesker til at drikke Kammas og hans Skaal og modtage en venlig Tak. Men Sangerskaren havde beskedent fje r­ n et sig og lod sig ikke indhente. Bahbek hørte kun en Vogn, der i skarpt Trav raslede ned gennem Alléen. Det var Sem ina­ risterne fra Blaagaard, med Vennen F r e d e r i k H ø e g h G u ld - b e r g i Spidsen, som havde villet overraske Brudefolkene. Der blev altsaa heller ikke ved den Lejlighed Anledning for Bahbek til at svinge Bægeret. Men da de to Forlovere omsider tog Af-

G: y : au

Stammer fra 1908, O riginalen tilh . O verlæge H alk. , som forbandt F alkonéralléen m ed dens F ortsæ ttelse til N ørrebro, Jagtvejen, var „M afiendal“ anlagte M ariendalsvej, t. li. ses B ispeengen. I M idten I.adegaardsaaen. Es, og tid t var det sent paa Natten, naar han vendte tilbage til Bakkehuset. Men — Kamma! Spejler Jer, alle i gode Æ gte­ hustruer, i hendes lysende Eksempel! Aldrig gav hun Bahbek et knubbet Ord, aldrig en Gardinprædiken! Hun var k lo g . Som hun selv elskede sin Frihed til at dyrke Læsning og Brevskriveri, til at klistre sine Papæsker og til at sysle i Haven med sine elskede Blomster, var hun ikke den, der vilde formene Bahbek hans Frihed. Hun vidste, at Tvang, Jalousi og ynkelige Jerem iader i Æ gteskabet er Kærlighedens argeste Fjender, — men fremfor alt kendte hun sin gamle Knud Lyne ud og ind, med hans store Fortrin og smaa Svagheder, og vidste, han holdt af hende som af ingen Anden. Det var hende nok. Bahbeks Kærlighed til hende kølnedes ikke med Aarene. Han var ikke blot hendes trofaste Elsker, han var endnu mere hendes taknemmelige Beundrer, Hun var i deres Ægteskab den p ra k ti­ ske, den der ordnede alt i det daglige Liv, —■hun var, naar det kom til Stykket, den der førte Begeringens Tøjler, men med en blid og nænsom Haand. Og Bahbek vidste at paaskønne hende. Og altid erkendte han, at det var hende, der havde kastet Glans og Poesi over den uordentlige Ungkarlehybel, som Bakkehuset

" D enne U dsigt, som havde m an fra Jagtvejen um iddelbart efter at forannæ vnte Falkonérgaards Bro, passeret. M an ser tilvenstre B agfaeaderne paa den ved U d stykningen af Ejendom m en

sked, og Bahbek fulgte dem ud til den ventende Vogn, fik han dog den Satisfaktion, han fortjente. En ung Theolog, Orm’s Huslærer, kom tilfældigvis forbi, og mens Kamma og T jeneste­ pigen gjorde Huset i Orden, klinkede Huslæreren og Bahbek flit­ tig t med hinanden, og saaledes blev Brudefolkenes Skaal alligevel „ordentlig d rukk et“, som han med øjensynlig T ilfredsstillelse no­ terer det i sine Erindringer. Som sagt — Kamma var nøjsom og let at gøre tilpas. I de kolde V interaftener var Bahbeks lille Arbejdskammer det eneste Bum i Huset, der lod sig nogenlunde opvarme. Der holdt hun saa til og beskæftigede sig ivrigt med de mangehaande elegante Paparbejder, i hvis Forfærdigelse hun var bleven undervist af sin Fader, og hvori hun drev det til sandt Mesterskab. Eller ogsaa var hun optaget af sit kære Brevskriveri. Hun førte en ligesaa let som aandfuld Pen, og hendes skriftlige E fterladenskaber teg ­ ner et ypperligt Billede af hendes fine og kloge Personlighed. Sin Klogskab fik hun ogsaa i Egenskab af Hustru rig Anledning til at vise. Bahbek var i Sandhed en alt andet end reglem ents­ mæssig Ægtemand. Var Kamma et Hjemmemenneske p a r e x ­ c e ll e n c e , var Bahbek nærmest det modsatte. E fter ham havde

2-1