S_FørOgNu_1921

„Naa det kjender De ikke, De er nok fra Landet? Det er et af de vigtigste Momenter i Kildepiskeriet. Det første, en Kaper­ kusk har at gjøre, naar han holder med en tom Vogn, er at faa Fingre i et eller andet Individ af saa indtagende Ydre som muligt for at antyde, at hans Vogn med det allerførste skal gaae af, og derved lokke Passagerer til at tage Plads. De har nok været en maadelig Lokkedue; ja, nu skal vi lokke for Dem. Kusk! der kommer flere Passagerer: efter d em !“ Tilligemed vor Kusk stormede nu alle de Andre henimod for­ skellige Grupper af nysankomne Damer og Herrer. „Værs’artig Hr. Grosserer, her er Plads, Hr. Grosserer! — — Værs’go, lille Jomfru! Jeg har Puder i Vognen til de smaa Fødder, jeg kjører lige til K ilden!“

tomme Sæder, for at bringe Folk i den Tro, at Vognen var næsten besat. Folk søgte bestandig til de bagerste Vogne, af hvilke hvert Øjeblik en gik af. Jeg havde tit h aft Lyst til at stige ned, men jeg kunde ikke bestemme mig dertil, da Kusken henne paa Foderkassen holdt Øje med mig, og han saae saa brutal ud. Da han talte om at „stikke af“, forestillede jeg mig en vild forvoven Kjørsel omkap med de andre Vogne, jo, det var en dejlig Kjørsel. Medens jeg havde siddet i taalmodig Venten, vare ikke mindre end tre Ligvogne kjørte mig forbi. Da jeg imidlertid var bleven brødflau, tog jeg mig en Bid og friskede mig op med en Pomme- rants, idet jeg af og til, naar Lejlighed gaves, henvendte et Spørgs- maal til en eller anden Kusk om Mad. Brask, der dog lod til at være dem alle fuldkommen ubekjendt.

at rense det for Krummer og de sidste Rester af grøn Ost, og fik Børnene anbragt imellem mig og ham med den blaa Kjole. Før Kusken havde lavet alt tilrette, havde jeg allerede stiftet nøje Bekjendtskab med de Smaa. Det var de sødeste Glutter, jeg længe havde seet. Endelig begyndte Vognen at fokke — „Farvel, søde Børn!“ sagde Moderen, „tag jer nu godt iagt og hils Onkel Emil!“ „Det var da mærkeligt nok,“ tænkte jeg. „Emil? Emil Haarløv, Etatsraad ? “ Ved nærmere at udspørge Børnene, gik det meer og meer op for mig, at jeg ved Hjælp af disse nydelige Smaapiger maaske skulde komme til at gjensee min kjære Ruskammerat, Student Haarløv, det eneste unge Menneske, jeg dengang havde plejet Omgang med. Etatsraad? Ja, hvorfor ikke, han saae mig ikke

„En Vogn kom kjørende oppe paa Vejen og holdt stille. Det var saadan en Slags aaben Omnibus, kunde jeg see. „Der kunde jeg komme gesvindt til Staden,“ tænkte jeg, „og faae Kjo­ len repareret.“ Det var ingen dyr Befordring, Kusken forlangte kun otte Skilling, naar jeg vilde finde mig i at sidde noget kne­ bent. Endnu var der da god Plads. Jeg sad en Stund paa den tomme Vogn og ventede, men blev halv urolig for, at det skulde blive lige saa langvarigt, som da jeg Dagen iforvejen havde age­ ret Lokkedue. Men det havde da ingen Fare. Et Øjeblik efter kom et helt Tog ansættende, der bestod af Fiskerkoner med Kurve paa Ryggen, omgivne af en utrolig Mængde Børn og Grise, der snøftede op efter Kurvene. Nu stormede de op paa Vognen. — De lod til at studse ved at finde mig der, hvorfor de i Begyndelsen

Panoram a over det ny Kvarter, som op stod ved Sløjfningen af Glacierne udenfor Ø sterport — Ø stervold — specielt „Grønlands Bastion" m. m. Der opstod først og fremmest Østerbros Statsbanestation, og det til dette Øjemed forsænkede Terræn, som vises her paa Billedet. Fremdeles opstod Nedkørslen til den anlagte Frihavn — Søndre Frihavn svej med den ved samme opførte svenske Kirke „Gustafskii- ken“ —, samt det store ny bebyggede „Østbane-Kvarter“, som ses i sin Vorden tilhøjre i Billedet. Man ser langs Stakittet „Østbanegade“, tilhøjre herfor „Trondhjemsgade“ og yderst tilhøjre „Kristianiagade“. - B illedet er tegnet af Axel Holm og tilhører Overlæge Hal ,.

satte sig saa langt, fra mig som muligt; men da der bestandig kom flere til, trængte de mere og mere paa,, til de omsider havde faaet mig saaledes indeklemt, at jeg maatte snappe efter Vejret. De vare allesammen trivelige F ruentimmer; de saa muntre og snaksomme ud, men nu sade de og gloede paa hverandre og skjæ- vede imellemstunder hen til mig. Da der nødvendigvis maatte gjøres Plads for Een til, blev der foretaget en yderligere Sammen­ presning, hvorved jeg fik et Par saa voldsomme Stød, at jeg uvil- lcaarlig kom til at stønne ganske højt. „Uf! U f!“ sa’e jeg, og da jeg saaemigomi Kredsen.sa.de alle Konerne med oppustede Kjæver for at undertrykke Latteren. Kusken vendte sig om og sagde til mig: „Der sidder De jo som en Bisp i en Gaaserede, ha! h a ! “ „H ah a!“ sa,'e jeg, „ha ha h a !“ sa’e Kjællingerne, og nu fik vi os Alle en solid Longerystelse, der havde en meget gavnlig Virk­ ning, da vi derved bleve bedre sammenstuvede og fik rummeligere Plads paa Vognen. Børnene skrege op til Mødrene, Grisene gryn­ tede, Konerne loe, og afsted rullede vi nu til Byen i den gemyt­ ligste Stemning (se Billedet 8. Aarg. Side 1).

ud til at ville nøjes med et Degnekald i Jylland. Jeg sagde Bør­ nene, hvad jeg hed, og bad dem bringe deres Onkel en kjærlig Hilsen fra mig. Han vilde nok kunne erindre mig, hvis han var den Emil, der i hiin forsvundne Tid havde sluttet sig ligesaa tro­ fast til mig, som jeg til ham. Den store, svære Vogn rullede nu ud ad Vejen ; Studenterne sang, Smaapigerne loe, medens Kusken smurte paa do stakkels Heste, der i tungt Trav arbejdede sig fremad paa den glatte Stenbro. Gud bevares for alle de herlige Landsteder! Foran paa I rappen op til Havestuen var i Almindelighed anbragt en ung Dame i bru­ sende Skjørter og med en stor Urtepotte paa hver Side. Der maa dog store Midler til at føre et saadant Liv: „hvad koster ikke alene en saadan Dame i Vask,“ tænkte jeg.“ - Bogen beretter endvidere om hvorledes Anders Tikøb, som næste Morgen i et vigtigt Ærinde ønskede at komme hurtigt til Køben­ havn, kom til at kjøre med en af de \o gn e, som transporterede Skovshovedkonerne og deres Fisk til Hovedstaden. Vi citerer:

Jeg var nærved at blive ganske modfalden over min uvirksomme Tilstand, da jeg paa eengang blev opmærksom paa tre unge Menne­ sker, formodentlig Studenter, der glade og fornøjede kom syngende inde fra Byen. Da de fik Øje paa Vognen, hvori jeg sad, sprang de op i den og røbede stor Utaalmodighed efter at komme afsted. „Hallo, Kusk!“ raabte den Ene, „kjører De snart? — lidt mun­ te rt !“ Kusken sprang ned fra Foderkassen og gav sig til at sysle med Hovedtøjet paa Hestene. Lidt efter lød en Stemme bag ved mig: „Godmorgen! — — —- jeg siger Godmorgen!“ Da dette blev sagt lige ind i Øret paa mig, kunde jeg ikke tvivle om, at det var mig, en af Fyrene hilste paa, og da jeg derfor bød „Godmorgen“ igjen, rejste de sig særdeles høflig alle tre og gjentoge paa eengang „Godmorgen!“ „Har De siddet længe h e r ? “ spurgte han, der først havde hilst. „Ja en stiv Klokketime.“ „Aha! De har altsaa været Lokkedue?“ „Har jeg været Lokkedue? Hvad skal det sige?“

Vor Kusk kom imidlertid for seent, medens de andre Karle erobrede et Par Lokkeduer, der bleve anbragte hist og her paa Vognene. Nu rejste Studenterne sig op og istemte en Sang, der lød saa liflig, at de spredte Passagerer bleve opmærksomme der- paa, sprang af Vognene og indtoge Pladser hos os. Det var en Lykke, at jeg tidsnok observerede adskillige Styk­ ker Smørrebrød, som endnu stode opstillede paa Sædet, da en halvgammel Kavaleer med sværtet Mundskæg, blaa Kjole og cho­ koladefarvede Benklæder vilde tage Plads hos mig. Jeg bjergede i største Hast min Proviant, der kunde være bleven saare øde­ læggende for de Chokoladefarvede, og fik den ned i Baglommen. Da Vognen næsten var fuld besat, kom en meget fiin Dame med to pæne Smaapiger. Hun overskuede hele Selskabet og gjorde derefter mig den Ære at henvende sig til mig med det Ønske, at Børnene maatte sidde ved min Side, for at jeg kunde have lidt Tilsyn med dem. Børnene skulde i Besøg hos hendes Broder, en Etatsraad Haarløv, der beboede et Landsted paa den anden Side af Skovshoved. Jeg undersøgte Sædet, paa det omhyggeligste for