S_FørOgNu_1921

bievne regulerede noget mere efter Linealen og de smalle Gangstier paa begge Sider afløste af bredere makadam iserede Spadseregange, hævede højere over Vandspejlet. De var dengang livligt befæ r­ dede baade Sommer og V inter, om Sommeren af de ikke faa Baade, som baade Byens og Forstadens Beboere holdt, men hvis Antal svandt i Aarenes Løb, og om V interen, n aar Søerne dækkedes af en mer eller m indre sikker Isflade. Vel var Søerne Stadens D rik­ kevandsbeholdere, og uagtet det var strengt forbudt at hemcaste noget i dem, der kunde forurene Vandet, saa P olitiet dog igennem Fingre med den livlige muntre Færden af Hundreder af Skøjteløbere, ældre og yngre, som tum lede sig dér, navnlig om Søndagen mellem Skøjteudlejere, K aner og Slæder, karusellignende Svingkaner, L ire­ kasser, Kagekoner, Drenge, der forhandlede Lygter af P apir og m indre Fyrvæ rkerisager; kort sagt, der var et Liv, som ingenlunde stod tilbage for en trav l Dyrehavs-Søndags. Men paa et væsentligt Punkt adskilte de sig fra Nutidens Skøjteløbere; der var ingen Skøjteløberforeninger — Banen var fri for alle og enhver uden Persons Anseelse, og der var — ingen Damer, der som nu mere eller m indre graciøst øve den sunde, herlige Sport, ledsagede af en Skare herresvingslaaende Kurmagere. Der vilde have været

senere E tatsraad Thiele o. fl. Endvidere havde Ejeren her sine store Tømmeroplag med mægtige Stabler af Brædder og Planker. Lidt længere frem i Tiden anlagde en af hans Sønner et større G artneri her med Drivhuse og Udgang til Alléen, ligesom der om trent sam tidig med d ette Anlæg blev opført, vistnok af en an­ den Søn af K., eller af Enkefru K., et m indre Vaaningshus paa H jør­ n et af Alléen og Vester Farimagsvej. Om Farimagsvej ene er der ikke meget at sig e ; ved Østre F a r­ imagsvej laa kun ganske enkelte Bygninger, det om talte Gæstgi­ versted „Tre H jo rter“ paa H jørnet, kun en enkelt lille Bygning hist og her, de før om talte to smaa hollandske Vindmøller, E jen­ dommen „Rørholm“ mellem Vejen og Sortedamsø og saa til sidst Søetatens K irkegaard helt ovre ved Østerbro. Her var ogsaa Slave- kirkegaarden, hvor som N avnet antyder Forbrydere fra Stokhuset og Børnehuset blev jordede. Ved Stien langs Sortedamssø, nær op mod Alléen (nuv. Søtorv) laa et P ar tarvelige Smaahuse. I et af disse boede den ene af Forstadens to Politibetjente, W ilstrup; det var en høj mager Mand, i rød Kjole med grøn Krave og flad Kasket paa Hovedet og den obligate Spanskrørsstok med Horn­ knap i H aanden; han var velset baade af Gamle og Unge, om end

bvanei og den allersenest etablerede F art med Petroleumsbaade vil vel ogsaa eiterhaanden formindske Fiskebestanden og dermed hele Fiskeriet. Dæmningen over Søen var langt smallere end den nuværende Dronning Louises Bro, men i hine rolige Dage, da der næppe i 8 Dage færdedes saa mange gaaende som nu i et Par Form iddagstimer, da man hverken kendte Omnibusser eller Spor­ vogne, var den bred nok. Ud imod Søerne var der ovenpaa selve Dæmningen anbragt som Bolværk et lavt, ikke to Alen højt Gærde af ra a t tilhugne Kampesten, mellem hvilke Græsset voksede fro d ig t; kun over den ovenfor om talte Bue af solidt Murværk, der hvæl­ vede sig over Forbindelsen mellem de to Søers Vande, var der et Stykke Mur, dækket med glat tilhugne Sandsten. Vistnok i Aaret 1834 blev der her anbragt en Inskription (eller maaske indsat en Tavle), som meldte, at Istandsæ ttelsen af dette Bolværk skyldtes „Niels Brocks og Hustru Lene Bredahls L egater“. Som der ovenfor er givet en Beskrivelse af Nørrebros Bebyg­ gelse fra Peblingesøen og udefter paa højre Side af Forstaden (fra Byen regnet), skal der nu forsøges en Fremstilling af den venstre Sides Udseende i Trediverne og Begyndelsen af Fyrrerne. I 1834 begyndte jeg som syvaarig Skoledreng daglig at færdes

værende Griffenleldtsgade, Ladegaardsaaen og Peblingesøen, Matr. Nr. 36. Dette blev udstykket i Parceller med Betegnelse af hele A lfabetets Bogstaver, f. Eks. 36 a, 36 b, 36 c, o. s. v. o. s. v. Men efterhaanden som ogsaa disse Parceller blev udstykkede, kom der a tte r Underafdelinger, og Kombinationer, som: Nørrebro Nr. 36 Litr. a 1, b 2, c 3 o. s. v. var ganske almindelige og ganske naturlige paa Grund af Parcellens Størrelse. Ved Auktionen i 1827 købte min Fader Parcellerne Nr. 36 L itra L. og N .; den første havde et Areal af 1 Vs Td. Land, med paastaaende Bygninger, og den anden, tilstødende (Litra N.) var 1 Td. Land, og jeg kan paavise, hvor de findes; det er hele den Bydel, kan jeg gerne sige, den F irkant, der stræ kker sig fra og med Baggesensgades Huse (mod Øst inkl.), Slotsgade, Korsgade og Stengade, som var et Nummer (36) med to Litraes L. og N. Af kongelige Personer, som havde ejet og forpagtet Blaagaard som Lyststed udenfor Byen kan nævnes 1 rins Carl, som fik den som Gave af Broderen Kong Frederik den F jerde; han testam enterede den til sin Søster, Prinsesse Sophie Hedevig, og hun testam enterede den til sin 'i ndling Carl Adolph v. Piessen, der i Begyndelsen vægrede sig

B la a g a a rd s g a d e fra Nr. 19 til E jendomm en u d fo r B agergade, Aar 1900; alle B ygninge

Parti af

sen ere forsvundne og 6 nye Ejendomm e opført paa Strækningen som ligger ligefor „Blaagaardsplads“.

T ilh. Ovprlævc Ilalk. ved at modtage Arven, mon ifølge Christian den. Sjettes Ønske dog overtog den. Det er muligvis disse Ejeres høje Stilling, som gav Anledning til Benævnelsen Slot, thi Hovedbygningen var ingenlunde slotsmæssig, den var en Lystgaard, et Stokværk høj med to Pavilloner, indeholdende ialt 7 Rum. Det er er Betegnel­ sen Slot, der har affødt Navnet Slotsgade, som løber forbi Hoved­ bygningens Grund, hvor nu Ludvigsen og Hermanns Jernstøberi er beliggende. Det smukke og storartede ved hele Herligheden, var den skønne Park, som strak te sig lige til Søen, gennemskaa- ret af mægtige Alléer og sirlige Blomsteranlæg. Endnu i min Barndom fandtes hist og her rundt om i Haverne et og andet stort, gammelt Træ, som et enligt Minde om gamle Dage, og saa langt frem i Tiden, som da Dosseringens Bebyggelse tog sin Begyn­ delse, fandtes nær Bredden af Søen, nær op mod Nørrebrogade et forvittret Stenpostament, ba'rende en hovedløs Krop af en Sphinx eller Løve. Den første Bygning, vi mødte paa H jørnet af Nørrebrogade og Dosseringen, var „Stenhuggerhuset“, en uanselig lille Bygning med et stort Tag, se Billedet Side 1 2 1 , der synes a t skulle trykke Bygningen ned i Jorden. I dens tarvelige Rum boede et Par gamle Folk, der havde Opsynet, saavidt jeg mindes, med nogle af Stadens der anbragte Stenoplag, endvidere med Træskuret, der rummede Apparater til Redning af Druknede og Forulykkede, Stiger, Touge etc. (populært kaldet „D ronehuset“), desuden havde de Nøglerne til de aflukkede Stier. Men Stenhuggerhuset havde endnu en Mærkelighed; dets

større Sandsynlighed for at se Maanen falde ned fra Himlen end a t se en Dame løbe paa Skøjter. Det kunde højt regnet være en og anden lille Skolepige tilla d t i Følge med store Brødre at glide • paa de favnelange Glidebaner, der frydede den ikke-skøjteløbende Ungdom. Det kunde afgive et h elt eventyrligt Skue en stjern e­ k lar V interaften at se Rækker af kulørte, spraglede P apirslygter med en Lysestump indeni og befæstede i Spidsen af en lang svaj­ ende Pilekvist, baarne af usynlige Skøjteløbere, i susende F art ile hen over den mørke Flade. Ogsaa var det en yndet Idræ t at løbe under den Bue, gennem hvilke de to Søer stod i Forbindelse med hinanden, især da det var forbundet med en vis pirrende Angst, efterdi Isen paa dette Sted, formodentlig paa Grund af Strømmen, ofte kunde være mindre sikker. — En anden Adspre­ delse skyldtes ogsaa Søerne, det var Fiskeriet, det var im idlertid ikke tilla d t alle og enhver at drive denne S p o rt; man skulde have et Tegn hertil, tidligere hos Kommandantskabet, i alfald til Stadsgraven, senere hos Vedkommende, der havde forpagtet Fiske­ riet i Søerne i Stadens Omegn, altsaa ogsaa i Damhussøen og Ler­ søen. Man saa da jævnlig, især tidlig Morgen eller sen E fterm id­ dag, en og anden Fisker med en lille Bøtte eller Blikspand til den forventede Fangst og en U rtepotte eller et Kaalblad med Mad­ ding ved Siden sidde ved Bredden, spejdende forventningsfuldt og spændt efter det letbevægelige Flod ved Snøren. Sligt Syn er sjældnere nu, Tiden er ogsaa for kostbar til denne Taalmodig- heden i saa høj Grad prøvende Idræt. De i de senere Aar anbragte

paa Strækningen fra B laagaard til Hovedstaden, og det er da næ r­ mest dette Tidspunkt, som jeg vælger til Udgang, omend Minderne vil medføre et og andet Svinkeærinde længere frem i Tiden. Der er saa ofte ovenfor ta lt om „B laagaard“ og Blaagaardsterrænet, at det ikke vil være afvejen a t ofre dette ganske forsvundne Begreb, hvorom nu alene Navnet Blaagaardsgade minder, en kort Omtale. — B laagaard var en Ejendom, hvis Historie kan føres tilbage til Tiden før Frederik den Fjerde snart som Privatejendom, snart tilhørende Personer af Kongehuset, saa atter Privatfolk, indtil den i Slutningen af det 18de Aarhundrede overtoges af Staten, som dels udlejede Hovedbygningen til Privatfolk, dels her anlagde forskellige M anufakturindustrier. Tilsidst blev her anlagt et Skolelærer-Seminarium, hvis Virksomhed standsedes ved Eng­ lændernes Overfald i 1807, hvorefter det forlagdes til Jonstrup. I Krigens Tid havde Fjenden ind rettet La,saretter; da han var draget bort, gjorde Staten det samme Brug af Bygningerne; senere solgtes B laagaard til et Par af Frederik den Sjettes Adju- tanter, som havde den Plan at ville udstykke Ejendommen og ogsaa Tid efter anden solgte nogle Parceller, men da de ikke opfyldte Salgsvilkaarene, blandt hvilke ogsaa var, at der skulde præsteres et vist Afdrag til Staten, hver Gang en Parcel afhæn­ dedes, nødtes Regeringen til i Begyndelsen af Tyverne at over­ tage det Hele, der da af Rentekammeret blev udparcelleret og bortsolgt enten underhaanden eller ved offentlig Auktion. Efter Matrikuleringen havde den store betydelige Ejendom, hvis Areal

de sidste saa op til ham med en vis respektfuld Frygt, som In ­ karnationen af den ubegrænsede Magt over vort Ve og V el; kun ved N ytaarstid, naar han og hans Kollega, der senere kom til at indtage en frem ragende Plads blandt de Øverste i det ny ord node københavnske Politi, indfandt sig i Hjemmene for at gratulere N ytaar og modtage den dem bestem te Rigsbankmark hver, var ligesom noget af Glorien gaaet af dem. Ved Vester Farimagsvej laa ingen Huse, Kellermanns ovenfor nævnte Hus paa H jørnet frareg­ net. Naar untages P. F. Lundes Jernstøberi og Gartner Martin Hansens Bolig, Drivhuse og Gartneri (hvor nu Irvingianerkirken ligger) var alt øvrigt Tømmerpladser og Haver. Noget senere op­ førtes ogsaa Chr. Deichmanns Chocoladefabrik her. Vi er nu naaede til Søerne, og man vil af det foregaaende se, at hele det tæ t bebyggede og befolkede Tærræn, der nu begrænses af Gothersgades Forlængelse, Boulevarden, Gyldenløvesgade og Nørre og Øster Søgade, og som nu gennemskæres af talrige Tvær­ gader, lige indtil Demarkationsliniens Ophævelse og Fæ stningster­ rænets Overdragelse ikke havde over 25 aaningshuse og knap hu­ sede 25 Fam ilier. At en saadan Forandring er sket, er jo i og for sig ikke saa mærkeligt, men a t det er sket i en forholdsvis saa overmaade kort Tid — navnlig naar henses til, a t det hele Areal vel havde henligget saa temmelig uforandret i et P ar Hundrede Aar — og har medført en saa to tal Forandring i Egnens hele Karakter, det er det paafaldende. Søerne er selvfølgelig uforandrede, om end deres Bredder er