S_FørOgNu_1921

havde ligesom Bygningen hele Voldens Dybde og var en Tønde­ hvælving, saa snæver, at to Vogne næppe kunde komme forbi hinanden, med et ganske sm alt Fortoug, en enkelt Fliserække for Fodgængere paa hver Side af Kørebanen. Hvor mangt et P ar Skosaaler har jeg i Aarenes Løb ikke slidt i denne Port og hvor lmardt trampede jeg ikke i Brostenene, n aar jeg som Dreng kom ind i den, for at fremkalde den rungende Genlyd, som al Larm i Hvælvingen frembragte. Det alvorlige, strænge, Fæstningsagtige virkede paa een Gang ængstende og lokkende paa det unge Sind; ja! Porten var i flere Henseender en mærkelig Bygning; den var Grænsen mellem Land og By, medens denne nu snarere maa lægges ved Bispebjerg Molle; den var, paa en Tid da det la n g t­ rækkende, pantserbrydende Skyts var ukendt, et vigtigt Led i Københavns Forsvar, og den var en Station paa den lange Skole­ vej, dertil lun, ja næsten varm, naar man de kolde Vintermorge-

hos mig. Hvor hemmelighedsfuldt var ikke det Hele, og hvor prægede det sig ikke i Barnets Bevidsthed og Erindring, saa at en Tone, en Genklang, der m inder om hin, som ved et Trylleslag vækker det hele til Liv i Erindringen. Af Bygninger saa man kun ganske enkelte, men de var ogsaa iøjnefaldende. Der var saaledes en høj Bygning med T ræ luger i S tedet for Vinduer, hvis røde firsidede Tag løb op i en Spids med Fløjstang; det var et Tørrehus ved Feilbergs Voksfabrik, og længere ude mod Øst, lige ud til Søen, en stor statelig Bygning, gul af Farve, med flade, sirlige hvide Piller med smukke K apitæ ler og blaat Tag. Det var Manchester fabrikken (Bomuldsfabrikken) Sortedamsdossering Nr. 85. Som et ægte Nørrebros Barn, som født og opdraget der, har jeg fulgt denne Forstads Liv og Omskiftelser med levende, ofte vemodblandet Interesse; n aar Øksen med sit dumpe Slag ram te

Den garnie N ørrebro, 1875, set m od N orrebrogade.

de gamle L indetræers Stammer, hvis lovrige Kroner havde givet » in e Bedsteforældre,, Forældre og mig Skygge og Svaling, da gav det Genlyd i m it H jerte, med hvert gammelt Hus, der sank i Grus for at give Plads for et nyt, bedre, solidere og elegantere, svandt der e t synligt Minde, om jeg end naturligvis maa ind­ rømme, at store Frem skridt og mange Goder er vandne. — Der­ for har jeg nu. da saa godt som alle synlige Minder om hine Tider ere svundne, optegnet, hvad je g kan huske om Nørrebro, om ikke af anden Grund, saa dog for ved Syslen med disse Erin­ dringer a t styrke og opfriske dem og med dem Minderne om mit Barndomshjem. II, Lige ud for Frederiksborggade, hvor dens Forlængelse skærer Boulevarden, laa Nørreport, den største a f Stadens Porte, m idt i Fæst niogsvolden, som lier naaøde sin største Højde. Den var en anselig ¡Bygning, opført 1671, altsaa i Christian den Femtes 2det liegeringsaar, i Kocoeostil, paa enkelte Punkter mindende om Christian den Fjerdes, men nærmende sig Parykstilen; den var udvendig beklædt med en rødbrun Sandsten, selve Porlaabningen

ner kom ude fra det aabne Land ind til den tæ tte By. Nørreport var stor, kolossal i Barnets F antasi med sine S tatuer og Snirkler og ved den mæ rkelige Omstændighed, at der boede en hel Fam i­ lie oven paa den, og dog ikke større, end a t en bekendt Tam- bourmajor, Gyldenspets ved Navn, i Spidsen for Livgarden efter Sigende kunde kaste sin sølvbes!agne Stav op i Luften over den, men til Gengæld var Luftfarten saa lang, at han kunde naa igennem den og gribe Staven indenfor. Dette turd© dog muligvis vn're en „Saga b lo tt“. Hvor ønskede jeg ikke at opleve den Be­ givenhed at se Porten lukket, at se disse mægtige, rodmalede, jernhest agne Hore. som til dagligdags vare drejede ind i Hvæl­ vingerne ved begge Ender, virkeligt lukkede, og Ønsket blev op­ fyldt. Den 3di© December 1839 en kold Vintermorgen, kaldte vor Skoles Forstander os Drenge sammen paa. Legepladsen. „Kong Frederik den S jette er død; der er ingen Skole idag, gaa roligt hjem “, lød det; og underligt bevægede i Følelsen af, a t der var sket noget verdenshistorisk, at vi havde oplevef en mæ rkelig Be­ givenhed, men tillige i en behagelig Bevidsthed oto at have tje n t en Fridag, gik vi - om ju st ikke ganske roligt hjem ; en Fridag er jo dog altid en Fridag. Og se, nu var det mærkelige sket. 114