S_FørOgNu_1919_5

F r a n c e sc oC o c c h i, der havde gjort sig fordelagtig bekendt i det notable „Borups Selskab“ og endogsaa havde forsynet det kgl. Theater med et Par Dekorationer. Theatrets Kunstnere og Kunstnerinder holdt de gode Tradi­ tioner vedlige, ogsaa i Retning af at gifte sig med hverandre, hvorved bevirkedes, at Personalet følte sig som en eneste stor Familie, hvilket dog desværre ikke garanterede mod Frafald og

sidste Forestilling i Søndags er bleven beæret med saa rørende Beviser paa et ualmindeligt Bifald og almen Yndest, mangler Ord til værdigen at tolke de Taknemmelighedsfølelser, hvoraf hans Hjerte er gennemtrængt. Han haaber imidlertid, at det ædle danske Publikum vil tiltro ham, at han aldrig, saa længe han lever, vil forglemme det; at Mindet om samme vil gøre Skilsmissen end mere tung for ham, og at han, fjern fra det

Nr. 28.

Nr. 26.

Nr. 24. Nr. 22.

P o t. „Før og N u “.

Stenosgade.

Samme Parti som paa de to foregaaende Billeder i 1919.

uforglemmelige København, vil mangen en Gang komme til at fælde vemodige Længselstaarer.“ Tonen i denne højtidelige Afskedshymne minder om et Indlæg i „Den danske Tilskuer“, hvori den hæderlige gamle Rahbek, der fra Begyndelsen havde set med alt andet end venlige Øjne paa de indvandrende Gøglere, giver en morsom Parodi paa deres sædvanlige Henvendelser til et højstæret Publikum, hvis Penge de ønsker at faa fat i. Han lader en opdigtet Person indsende følgende bombastiske Trompetstød til Redaktionen:

Afskedigelser. I 1819 tog Giuseppe Casorti sin Afsked sammen med Pettoletti’erne. Han havde paa dette Tidspunkt henlevet tilsammen hele ti Aar i Danmark, som han næsten betragtede som sit Fædreland. Afskedsaftenen var stærkt bevæget. Det hed sig, at Publikum svømmede i Graad, og hvad Casorti selv følte ved at skilles fra sin kære Scene, giver det Indlæg, han offentliggjorde i Adresseavisen faa Dage efter, et levende Be­ greb om. „Undertegnede“, siger han i dette Aktstykke, „der ved den

239