S_FørOgNu_1919_5

det berømte Navn. Hans sceniske Aner gaar tilbage til 1777, i hvilket Aar Oldefaderen, Michael Rosing, debuterede. Wildenbrück, Dagmar, Frøken, spillede en Pige i „Leonarda“ 26. Jan. 1880, genans. 1891, sidste Optr. 10 . Maj 1896 som Alphonce i „Toto—Tata“; nu ansat ved Odense Teater. Wilhelmi, Signe Boline. født Møller, Frue, født 3. April 1842, debuterede 1867 i Malmø, første Optr. 23. Aug. 1891 som Madam Jensen i „Forhus og Baghus“, sidste Optr. 29. Maj 1892 som Glar­ mester Ane i „Fastelavnsgildet“; gift med Musikdirektør W ilh elm i. Fru Wilhelmi var i mange Aar en navnlig i Provinserne afholdt komisk Skuespillerinde, som ejede en udmærket Sangstemme. Ved Folketeatret remplacerede hun i en enkelt Sæson Julie Møller under hendes Sygdom. Fru Wilhelmi døde den 28. April 1914. W illumsen, Charles, født 3. Febr. 1866, debuterede 1884 i Slagelse, Regissør ved Folketeatret 1902—03, derefter atter Skuespiller i Provinserne; er nu ansat ved Sønderbros Teater. Wimmer, Eleonora, Frøken, født 14. Septbr. 1834, første Optr. 9. Septbr. 1859somMarco i „Marmorkvinderne“, sidste Optr. 24. Maj 1860 som Virginie i „En Svigersøn under Opsigt“;gift med Stationsforstander Knutzen; død 7. Maj 1904. W insløw, Lars, født 20. Septbr. 1822, cand. phil., første Optr. 15. Septbr. 1858 Barthélémy i „Onklen fra Amerika“, afg. 1859, genans. 1860, sidste Optr. 17. Maj 1862 som Munk i „Naar kom­ mer Dansken?“

Wennerwald, E. A. F., født 4, Aug. 1859, første Optr. 25. Septbi. 1882 som en Tjener i „Jeg spiser hos min Moder“, sidste Optr. 7 . Maj 1883 som Baluchskinekoff i „Arthurs Fif“: senere Korist; overgaaet til privat Stilling. Vermuth, Andrea, Frøken, født 23. Maj 1850, første Optr. 2. Oktbr. 1874 som Julie i „Haandskriften“, sidste Optr. 31. Marts 1876 som Anna i „Oberstens Døttre“; nu Fru Lamberth. I M. V. Bruns Periode spillede Frøken Vermuth et ikke ubetyde­ ligt Repertoire paa Folketeatret, bl. a. Rithra i „Svantevits Dat­ ter“, senere rejste hun (med en 8 aarig Afbrydelse) i Provinserne og var i det ny Teaters første Sæsoner knyttet dertil. West, Anna, Frøken, født 26. Jan. 1865, første Optr. 23. Septbr. 1883 som Marie i „Lars Braabys Bryggeri“, sidste Optr. 17. Maj 1887 som Clara i „De Fattiges Dyrehave“; senere Skuespillerinde ved Casino og i Provinserne; gift med Direktør Jens Hoff ner. Wiehe, Marie Charlotte, født Hansen, Frue, født 28. Aug. 1865, første Optr. 13. Novbr. 1890 som „Frk. Nitouche“, afg. 1891, gen- ans. 1892, afg. 1894, genans. 1896, sidste Optr. 17. Marts 1897 som Fanny i „De smaa Lam“; Gæsteoptr., senest som „Den lykkelige Gilberte“ 29. Septbr. 1905; gift x) med Skuespiller V ilh . W iehe, 2) med Musikdirektør Berény. Charlotte Wiehe var en udmærket Akvisition for Folketeatret. Den nydelige Balletdanserinde med den pikante Skikkelse og det morsomme Ansigt gjorde straks stor Lykke som „Frk. Nitouche“, og i Glæden over hendes nuancerede Sangkunst lagde Publikum

Det berømte Skuespillernavn, Lars Winsløw bar, spændte i urimelig Grad Forventningerne til ham. Han havde tilmed det Uheld i det Ydre at ligne sin Fader, Carl W in sløw , uden at eje hans Genialitet. Mindet om denne store Kunstner skyggede for ham. Man syntes baade paa Nationalscenen, hvor Lars Winsløw i 1845 debuterede, og senere paa Folketeatret, at han var tør og træg i de Gammelmandsroller, han spillede. Senere vandt han større Anerkendelse i Provinserne, men op­ gav dog omsider Skuespilkunsten og blev Lærer i Toelt ved Humlebæk, hvor han døde den 19. Marts 1891. Hans Dattersøn er Skuespiller E lith Pi o ved Dagmarteatret. Winther, Jensenius, født 24. Decbr. 1862, første Optr. 9. Septbr. 1883 som Edvard i „Den faste Aften“, sidste Optr. 28. Maj 1885 Lodovico i „Othello“; senere Skuespiller i Provinserne; over­ gaaet til en privat Stilling. Winther, Johanne, Frøken, født 5. Oktbr. 1882, første Optr. 10 . Febr. 1906 som Adèle i „Boubouroche“, afg. 1907; genans. 1908, sidste Optr. 11. Marts 1909 som Herlofs Marthe i „Anne Pe- dersdotter“. Frk. Winther havde frekventeret Elevskolen og røbede baade Intelligens og Temperament ved sin Debut paa Folketeatret som den letsindige Dame i „Boubouroche“, men da hendes Organ lagde hende Hindringer i Vejen, forlod hun Scenen og indgik Ægte­

ikke Mærke til hendes mangelfulde Diktion. Hun skiftede ofte Scene, og da hun havde lært sig Fransk som sit Modersmaal, optraadte hun fra Paris til Konstantinopel, hvor tidligere ingen dansk Scenekunstner havde age­ ret. Naar hun nu og da vendte til­ bage til Folketeatret medbringende Boulevardteatrenes sidste Sukcés, vir­ kede hun som en Kolibri blandt hjem­ lige Fugle. Krigen har nu standset hendes Virksomhed, og maaske vil Smagen for den lette Kunst, hun re­ præsenterer, have forandret sig efter den store evropæiske Udrensning. W iehe, Emma, født Albrecht, Frue, født 30. Juni 1865, Datter af Skue­ spiller H e in r ic hG o ttfr e d A lb r e c h t ved Casino, hvor hun debuterede den 12. April 1882 som Britta i „Huldre­ bakken“, første Optr. 10 . Septbr. 1892 som Leoni i „Pariserliv“, sidste Optr. 30. Maj 1893 som Bertha i „Rejsen til Kina“, senere ansat ved Dagmar­ teatret; gift med: W iehe, Jacques, født 23. Juni 1860, første Optr. 30. Aug. 1885 som Svend Povelsen i „Gøngehøvdingen“; afg. 1888, genans. 1892, sidste Optr. 31. Maj 1893 som Maurice i „Vore Venner“; senere ' ansat ved Dagmarteatret, senest ved Casino. Michael Rosings store Evner spal­ tede sig i hans tre Dattersønner: Mi­ ch a el W iehe blev Drømmeren, den tavse Ridder, i hvem Tidsalderens ero­ tiske Idealer samledes som et levende

Harald Hansen, Billetkasseier 1£85—1900. Inspektør 1900—1911.

Brændpunkt, W ilh e lm W ieh e fik Heltekraften, hans Kunst var paa én Gang blød og stærk og dertil ejede, han et djærvt Gemyt, Johan W iehe var derimod et vildt Temperament, Kraften uhæmmet af Forstand og Vilje. Wilhelm Wiehes Talent deltes igen til hans to Sønner: Medens Wilhelm besad Slægtens romantiske Følemaade, fik Jacques Lunet, som han gav en ejendommelig Staccato-Form, der forsvandt med ham. Vildiedt af Navnet, Slægtstraditionen og det djærve i hans Væsen, troede man først, at han var Lyriker. Han optraadte første Gang paa sin Faders Scene den 1 1 . Maj 1884 som Bernardo i „Hamlet“ og spillede paa Folketeatret bl. a. „Svend Gønge“. „En Gang imellem bryder hos ham Gnisten frem bag det besynderlig klodsede og forvrængede, som skæmmer ham“, skrev Herman Bang. „Til daglig gør Wiehe et lidt trist Indtryk af noget stammende og krampagtigt“. Dog, dette „klodsede og stammende“ fik senere sit rette kunstneriske Udtryk i de franske Lystspil paa Dagmarteatret og gjorde Wiehe til en ypperlig Farcør. Ved sit smittende Lune og sin friske Elskværdighed kastede Jacques Wiehe ny Glans over det gamle Kunstnernavn. Desværre døde han i sin bedste Alder den 2 1 . Maj 1910 — just i den Maa- ned, han med sin Friluftsnatur elskede mest. Wiehe, Viggo, født 23. Decbr. 1874, første Optr. 17. Aug. 1898 som Taffy i „Trilby“, afg. 1901, genans. 1915. Fra det kgl. Teaters Elevskole kom Kgl. Skuespiller Johan W ieh es Søn, Viggo Wiehe, til Folketeatret, hvor han brød igen­ nem som den skikkelige Ludvig Thostrup i „Østergade og Vester­ gade“. Den Rolle er næppe nogensinde bleven spillet bedre. Efter i 13 Aar at have været ansat ved de andre kjøbenhavnske Privat­ teatre og en enkelt Sæson i Provinserne vendte Wiehe tilbage til Nørregades Scene. Han er nu den eneste Skuespiller, som bærer

skab med Skuespiller Robert D in esen . Wulff, Carl, født 7. Maj 1840 i Slagelse, første Optr. 1. Septbr. 1876 som Faidé i „Familien Danicheff“, sidste Optr. 30. Maj 1884 som Alidor i „Rejsen til Kina“; derefter indtil 1 . Juni 1887 ansat ved Dagmarteatret. Han var Søn af jødiske Forældre og naaede ikke at blive Svend hos den Urtekræmmer, hos hvem han stod i Lære, inden han i 1858 begyndte sit Skuespillerliv paa Alhambra; derefter rejste han i Provinserne og Norge. Den 9. April 1863 debuterede han som Edvard i „Deri unge Gudmoder“ paa Casino, hvor hans kønne, mørke Ydre vakte Opmærksomhed. En vis Lighed med den da nylig afdøde Michael Wiehe var Grunden til, at Carl Wulff (fra 1867) gjorde Lykke hos det ukritiske Publikum i nogle lyriske Roller paa Nationalscenen, skøni hans Romantik var vammel- følsom og traditionel sentimental. Drøm og Lidenskab laa fjernt fra hans Personlighed, der bundede i et ingenlunde dybt, men livligt Temperament. Da Emil Poulsen fremstod, blev Carl Wulff overflødig, og han forlagde da atter (1869) sin Residens til Casinos Folkekomedier, indtil han omsider i Revyfarcen „Peter Sørensen“ (1874) fandt Udtryk for sit egentlige Jeg: Den skeptiske, mage­ lige, velpaaklædte Kjøbenhavner, Inkarnationen af den paa en- Gang uforskammede og elskværdige Galning fra Tiden før As­ faltens Dage. Efter denne Typedannelse tilbragte Wulff otte lykkelige Sæsoner ved Robert Watts Scene som Hovedstadens mest populære Bonvinant og Ræsonnør. Hvad Frederik Madsen var for Folketeatret i Tresserne, blev Carl Wulff i Halvfjerdserne, men i Talentets Oprindelighed og Omfang kunde de to Skue­ spillere ^ikke sammenlignes. Madsen var mangfoldig og over- daadig i sin Evne, Wulff var derimod saa ensartet, at han maatte omforme Rollerne efter sit Naturel, Ydre og Væsen. Hans Kjø­ benhavner var en morsom Drivert med slæbende Gang og lialv-

16