S_FørOgNu_1919_5

skrev Musikken til „Kanariefuglen“, „Gøngehøvdingen“ og „Svante- vits Datter“. En Uenighed med M. V. Brun førte til en latterlig Proces om 5 Rdlr. og var Skyld i, at Ramsøe forlod Folketeatret. Et Par Aar senere blev han ansat i det italienske Operakapel i Set. Petersborg, dernæst i det russiske Kapel, og da han nød kejserlig Bevaagenhed, modtog han i 1887 Udnævnelse til Kapel­ mester ved det franske Teater i Ruslands Hovedstad. De sidste Aar af hans Liv formørkedes af Sindssygdom. Han døde 17. April 1895 paa Set. Hans Hospital. Rasmussen, Helga, Frøken, første Optr. 8 . Jan. 1882 som Cydalie i „Verdens Hercules“, sidste Optr. 2 . Apr. 1888 som Cecilie i „Her­ skab og Tjenerskab“ ; senere ansat ved Casino; gift med Pro­ vinsteaterdirektør B. L ehm ann . Raun, Maria, Frøken, født 23. Apr. 1851, første Optr. 23. Oktbr. 1869 som en Piberdreng i „Heksefløjten“, sidste Optr. 31. Maj 1870 som en Pensionær i „Perle“; gift med Skuespiller K arl S c hm id t. Med Undtagelse af nogle Ungdomsaar tilbragte Maria Schmidt hele sit lange T eaterliv udenfor Hovedstaden som en Provinsens Fru Hennings. Navnlig tilhører hendes Historie Odense Teater, hvor hun bl. a. spillede Schillers Maria Stuart. Da hun den 3. Oktbr. 1918 mindedes 50 Aarsdagen for sin første Optræden, ud­ talte hun til „Politiken“ : „Jeg kan faaT aa re r i Øjnene af Læng-

hans sidste, omflakkende Tilværelse fra Casino til Provinsscenerne. Derude var hun bl. a. den første danske Fru Alving i „Gengan­ gere“, men Vaudevillernes folkelige Sangerinde evnede ikke at finde Udtryk for Ibsens bitre Realisme. Fru Recke-Madsen døde i Ystad den 1. April 1901. Reumert, Elith Poul Ponsaing, født 9. Jan. 1855 i Aalborg, cand. phil., debuterede 1876 paa det kgl. Teater, første Optr. 22 . Jan. 1882 som Poul i „Hverdagsfolk“, sidste Optr. 1 . Juni 1890 som Frans Halland i „For Alvor“ ; derefter ansat ved det kgl. T eater indtil Juli 1912. Vildledt af hans smukke, sydlandske Ydre troede N ational­ scenens Ledere, at Elith Reumert var romantisk Lyriker, og det var først, da han efter fem Aars utilfredsstillende Virksomhed kom til Folketeatret, at han erobrede Publikum som elskværdig Galning, munter Bonvivant og slagfærdig Ræsonnør. Dér fik han den ungdommelige Deklamationstone fjernet fra sin Diktion, og han mener selv, a t det for en stor Del skyldtes Carl Wulff, at han læ rte at tale naturligt. „Mange Gange modtog Wulff mig i Kulissen“, fortæ ller Reumert i „Da Capo“, „naar jeg kom ud fra Scenen, med a t deklamere e t: „Lucas 5 te !“ eller „Matthæus 14de!“ — hvilket skulde antyde, at jeg havde prædiket.“ Sin bedste Kunst ydede Reumert i de landlige Skuespil, f. Eks. af Sophus Schandorph eller Peder R. Møller, hvormed Abrahams

Anna Larssen. Johanne Abrahams.

Scene af „R osenborg“.

Peter Fjelstrup. Severin Abrahams.

Berggrcen.

Julie Møller.

i Midten af Firserne fornyede Repertoiret. Da han havde spillet den sejge Bondekarl i „En V ilje“, mente Pressen, at han nu burde tage tilbage til det kgl. Teater, hvor adskillige moderne og klassiske Roller ventede paa ham. Saaledes skete det. Den blege, romantiske Sværmer var paa Nørregades Scene blevet for­ vandlet til en lun og sikker N aturalist. Ogsaa som F orfatter gavnede han Folketeatret, idet Bearbej­ delsen af „Alt for D am erne!“ og Dramatiseringen af „Nøddebo P ræ stegaard“ skyldtes hans Pen. Det sidste Stykke er med sine 300 Opførelser (15. Decbr. 1918) det hyppigst spillede Stykke i hele Teatrets Levetid. Han skrev endvidere den dramatiske Situation „Hanebén“ samt Festspillet „De Gamle“, som opførtes da Abrahams noget umotiveret fejrede Husets 30 Aars Jubilæum. Reumert, Poul Hagen, født 26. Marts 1883, cand. phil., første Optr. 25. Septbr. 1902 som Ludvig i „Første Violin“, sidste Optr. 31. Maj 1908 som Jakob i „Lynggaard & Co.“ ; ansat ved det ny Teater til 1911, ved det kgl. Teater til Juli 1918. Poul Reumert frekventerede én Vinter det kgl. Teaters Elev­ skole og optraadte første Gang den 16. Febr. 1902 som Herbert Corric i „Da vi var énogtyve“, men fra den følgende Sæson til­ hørte han Folketeatret, hvor Navnet Reumert havde en god Klang fra hans Faders Periode. I en indgaaende K arakteristik af Poul Reumerts Kunst har H e n ri N a th a n s e n nylig skildret, hvorledes han virkede ved Fremkomsten: „En lidt b u ttet og selvglad Ung­ dom, indtagende og udfordrende paa samme Tid, med store Hun­ dehvalpes bløde, lidt kluntede Legems-Ydre. Scenen var for ham en Tumleplads for alle Ungdommens Hundekunster. Oplagt til Løjer og Spilopper tum lede han rundt, henrykt over a t prøve 9

sel efter^T eatret, blot jeg hører de gamle Melodier fra „Rejsen til K ina“, „Niniche“ og fra de yndige Vaudeviller . . Recke-Madsen, Caroline, født Lumbye, Frue, født 17. Marts 1833, første Optr. 14. April 1859 som Alice i „En E vadatter1', sidste Optr. 30. Maj 1870 som Agathe i „En Børneforlovelse“. H. C. Lumbyes Talent og Temperament deltes paa en besyn­ derlig Maade i hans to Døtre. Julie var præget af det god­ modige, der ofte er Grundakkorden i hans Polkaer og Gallopader, medens Caroline ejede den samme Art af Følelse, som strømmer i „Drømmebillederne“ og „Amélies Vals“. Hun fik sin Uddan­ nelse paa det kgl. Teaters Danseskole, debuterede i Skuespillet og ægtede i sit 17. Aar kgl. Fuldmægtig A d o lp h R e c k e , som siden blev Folketeatrets Huspoet. E fter Agnes Langes Overgang til Nationalscenen blev Fru Recke Primadonna paa Nørregade. Hun var nydelig, omend en Smule affekteret, i sin Fremstilling af Lystspillenes smukke Piger eller unge, kokette Koner. Der var Esprit over hendes Sangforedrag og en vis sentim ental Ro­ mantik, som var et Udtryk for Tidens Følemaade. Den Duft- vaudevilletone, Fru Heiberg i Slutningen af Fyrrerne anslog i „A bekatten“ og „En Søndag paa Amager“, fortsatte Fru Recke i Tresserne paa Tolketeatret. Hun var sin Mand en dygtig Med­ arbejder, ikke alene i musikalsk Retning, men ikke faa Digte, som bærer hans Navn, skyldes hendes Pen. Hendes kompositori­ ske Begavelse var ligesom hendes sanglige af en egen indsmig­ rende Art. Men der var større dramatiske Udviklingsmuligheder i Fru Holst, som efterhaanden gjorde hende Rangen stridig, og da Fru Recke i 1870 var blevet gift med F r e d e r i k M a d s e n , forlod hun sam tidig med ham F olketeatret og fulgte ham paa