S_FørOgNu_1917

1 8 2 4 Velvilje“ . Andrea Møllers private Forhold gjorde hende efter det ulykkelige Æ gteskab med Kgl. Kapelmusikus C. F. K r e t z s c h m e r i høj Grad væ rdig til Overbærenhed. Hendes Ansigtstræk, skriver D irektør C. M o l b e c h , som havde Medfølelse for hende, bæ re r „Præg af hendes ofte mørke og næsten til Sindsforvirring grænsende S temning“. Men m e n n e s k e l i g F o r s t a a e Is e var ikke givet Bour­ nonville i Vuggegave, han var ikke saa lid t af et moderne „Fagmenneske“, og da hendes Sjæl var kold og stolt, m e ­ dens han laa under for sit hidsige T emperament, opstod de pinlige Konflikter, der bl. a. i 1831 førte til, at Mad. Kretzschmer som d e n s i d s t e B l a a t a a r n s f a n g e m aa tte tilbringe en Maaned i det skumle Fængsel ved Langebro. E fter Løsladelsen fejrede hun endnu en ny Sukcés som den blide Margrethe i B alletten „ F a u st“, men det daglige F or­ hold til Bournonville blev ikke bedre, og da han i den p u r ­ unge L u c i l e G r a h n havde en Prim ad on n a i Svøb, gjorde han efte rh aa n d en Mad. Kretzschmers Stilling ulidelig, og e fter nye Sammenstød fik hun e fter eget Ønske i Marts 1835 sin Afsked uden Pension. Hermed var den kun 24aarige Kunstnerindes Carrière afslu ttet; ti Aar senere fik hun nogle Gange Lov til at udføre sine nævnte Glansroller som Gæst, uden at hendes Optræden førte til fast Ansæ t­ telse. Mad. Kretzschmer døde, 78 Aar gl„ d. 25/i 1889 i Kjo- benhavn og blev begravet paa Vestre Kirkegaard. 1 8 2 6 August blev Louise Christine Rasmussen, senere Grevinde Danner, Elev ved Balletten. Hun var som som Danserinde en af de mange navnløse, et menigt Medlem af corps du ballet, som Pladsen ikke tillad er Om tale i denne k o rtfatted e Oversigt. Men da d ette Dansebarn senere hen i Livet bar et af de mest omstridte

1 8 1 3 g aaet nye Strømninger gennem europæisk Dansekunst, ikke m indst fra Rusland, som er gledet Bournonvilles Arne fuld­ kommen forbi. Den sl/3 1848 tog lian som Valdemar Afsked som Danser, lia n var dog stadig i nogle Aar Balletmester, drog d eref­ ter til Stockholm og Wien, men blev a tte r i 1865 B allet­ tens Leder og Instruktør, indtil han i Juni 1877 trak sig tilbage til Privatlivet. I sine yngre Aar var han en De­ spot, og ved sin hensynsløse Frem fæ rd kom han ofte i Strid med Ballettens vekslende Primadonnaer. Hans herskesyge Temperament, der ønskede enhver Underkastelse, var Skyld i, at L u c i l e G r a h n forlod Danmark, — netop fordi hun ejede den stæ rkeste Kvne og det modigste Sind b landt alle hans Elever. Men paa sine ældre Dage var han den elske­ lige Mester med blide T ræ k i Sjæl og Ansigt. Ogsaa som historisk F o rfa tte r udfoldede Bournonville en betydelig Virksomhed. Han førte en gallisk Pen, men man kan ikke altid anerkende de Domme, han fæ lder over jæ v n ­ aldrende Kammerater. Han irriterer ofte ved et Hanprima- donnavæsen, som er desto mere uklædeligt at træffe hos en aandfuld, kundskabsrig og m eget perfek tib el Skribent. Men den røde T raad gennem Væ rket er hans dybe Kæ rlig­ hed til Dansen og til sin Stand, som han ønskede at hæve kunstnerisk og socialt. Bournonville døde, ram t af et H je rte ­ slag, p aa Vej fra Frue Kirke d. M/n 1879. Han blev ligesom sin Fader, der fødtes i Lyon, og sin Datter, Charlotte, stedet til Hvile p aa L and sbykirkegaarden i Asminderød ved F re ­ densborg.

1 8 2 4 blev Gotthilf Andreas Fiissel Elev ved Balletten.

Som Danser indtog h an ikke nogen høj Rang, men som Mim iker giver Bournonville ham de stæ rkeste Lovord:

Israel Gotlieb Wernicke. Kapelmester 1781—1786.

Johan Ernst Hartmann. Koncertmester 1767—1792.

Du Puy.

Johan Timroth.

Koneertmester 1802—1S09.

Koncertmester 1809—1835.

1 8 2 4 „Han ejede baade Kraft, Anstand og en udviklet plastisk Sans og er en af de Personligheder, der væsentlig har b i­ d rag et til a t give B alletterne Betydning som Udtryk for Handling og dram atisk Situatio n “. Ligesaa plastisk skønt hans Spil var som Havaanden i „Napoli“, ligesaa komisk var hans Fremstilling af den melankolske Englænder i „To­ readoren“, og disse to vidt forskellige Figurer viser Ræ k k e ­ vidden af hans kunstneriske Omraade. Fiissel optraadte sidste Gang d. 9/i 1865 og døde, 56 Aar gi., d. 9/12 s. A. Hans yngre Broder, G u s t a v A d o l p h F i i s s e l , var i adskil­ lige Aar en pligtopfyldende Seconddanser, men ejede ikke Broderens kunstneriske Egenskaber. Han fik Afsked 1870 og dode 1884, 69 Aar gi. — ‘2:l/i optraadte Jfr. Andrea Marie Møller, senere Mad. Kretzch- mer, første Gang, 13 Aar gi. Hun var den stolte Andrea, som Fru Heiberg om taler i sine Erindringer, og det er ikke noget sympatisk Billede, Læseren derigennem modtager af Hanne P atg es’s B arn­ dom skammerat paa Balletskolen. Andrea Mollers Legeme var fint og spinkelt som en S ta ­ tu ette af Meissenerporcelæn, men hendes Ansigt havde ikke „rene, ædle T ræ k “, som flere T h eaterhistorikere forlener det med. Hun var nærmest en „grim Skønhed“, hendes Ud try k vekslede mellem Arrigskab og Trods, Ømhed og Smerte. 1 koreografisk Henseende har B alletten h a ft mange Danserinder, der ejede større Færdighed end Andrea Mol­ ler, men fa a har kunn et maale sig med hende som Mimi­ ker. Therese i „Søvngængersken“ bragte hende med ét Slag frem i første Plan som Solodanserinde, og i Bournonvilles forste Skribentperiode fejrede han ingen Sukcés, uden at hun havde sin berettigede Andel i den. Dette indrømmede Mesteren selv — paa sine gamle Dage, men i Ungdomsti­ den kaldte han hende over for D irektionen „et hadefuldt og uopdragent F ru entimm er“, og skønt det ikke kan nægtes, at Andrea Moller var en stædig, hysterisk Natur, saa burde Bournonville med sin overlegne Dannelse have s t y r e t hende efter det Raad, han engang fik af Direktionen, n em ­ lig, „at han skulde komme sine Solodanserinder i Møde med

1 8 2 6 Navne i Danmark, hadet, m isundt og frygtet, som hu n var, bør hun ikke fattes mellem sine Kammerater, der vandt Æ re i Ballettens Historie. Louise Rasmussen tje n te som en pligtopfyldende F igurantinde T h e a tre t i 16 Aar indtil Aug. 1842, da hun tog Afsked med Pension — den, hun lod tilfalde Statskassen, da hun i 1850 som Kong Frederik d. Syvendes Hustru blev quasi Dronning af D anm ark under Navn af G r e v i n d e D a n n e r . Af sine rige Midler, som ved hendes Død d. a/s 1874 tilfald t velgørende Formaal, burde hun have b e tæ n k t sit Udspring, Balletten, med et Legat. Hun skyldte Danseskolen den Anstand og ydre Holdning, som i ikke ringe Grad bidrog til a t muliggøre hendes Op­ højelse. Og havde hendes juridiske Konsulent, Højesterets- a d v o c a t N e l l e m a n n , m indet hende derom, ha.vde hun uden Tvivl med Glæde realiseret Tanken. Da hun efterlod syv Millioner Kroner, havde for Eks. blot en fjortende Del b e ­ riget Dansens Udøvere for alle Tider. 1 8 2 9 ~9/5 optraadte Lucina Alexia Grahn første Gang som Zabi i „Danina“, Solodanserinde 1837. Hun er Danmarks eneste europæisk berøm te Danserinde, men det var ikke smigrende for de indre Forhold ved vor Ballet, a t d ette store T alent m aa tte drage bort for at skaffe sig Plads i fremmede Lande. „Hun var min E lev“, fortæ ller Bournonville, „fra det 10 . til det 17. Aar og op­ fyldte alle de Forventninger, hendes store Anlæg b e re tti­ gede til. Det var hende, der gav vort Publikum den første Ide om kvindelig V irtuositet i Dans, og hendes ædle Frem ­ stilling af Sylfiden og Astrid i „V aldemar“ gjorde Epoke i i Ballettens Annaler“. Stridigheder af den mest private N a ­ tu r mellem hende og Balletmesteren tvang hende, ikke tyve Aar gi., til at forlade Kjøbenhavn (1839), og nogle fa a Aar senere strak te hendes Ry sig fra Set. Petersborg til Paris, og München blev hendes a n det Hjem. Dér giftede hun sig med en tysk Sanger, Young, og dér endte hun i Ensom­ hed og uden Slægt sit lange, bevægede Kunstnerliv i April 1907, 88 Aar gi. Byen München arvede hendes betydelige Formue og gav en Gade hendes Navn. En T heaterhistori­ ker med psykologisk Kendskab til Scenens Kunstnere burde