S_FørOgNu_1917

1 8 9 9 bage t il Privatlivet og indgik Ægteskab med den frem ra­ gende Skuespiller Dr. Mantzius, hvis Genoptræden paa vor første Scene nu kun kan være et Tidsspørgsmaal. (Kilder: R o s e n s t a n d - G o i s k e s og K. L. R a h b e k s dramat urgi ske Skrifter; Th . O v e r s k o u s Theaterhisto- rie; P. H a n s e n s Theaterhistorie; Edv . B r a n d e s ’ Dansk Skuespilkunst; R o b e r t N e i i e n d a m s Breve fra danske Skuespillere og Skuespillerinder I-II). S c e n e i n s t r u k t ø r e r n e . I T h eatrets ældre Tid var Instruktørens Gerning overladt til dygtige Skuespillere, som ikke opfattede Stykkernes Iscenesættelse som en selvstændig Kunst, men som gerne pyntede sig med In ­ struktørtitlen, fordi Embedet gav n o g e n Indflydelse paa A rbej­ dets Fordeling og den daglige Ledelse. N aar en Instruktørpost blev ledig, opstod heftige Kampe mellem de betydeligste Skue­ spillere for at blive den Udvalgte, og de vekslende Direktioner h ar mere end én Gang m a a tte t ansæ tte en Skuespiller, som ikke egnede sig for Gerningen, men hvis Betydning som udøvende Kunstner var saa stor, at Chefen blev tvunget til a t opfylde Ved­ kommendes forfængelige Ønske. Først under J. L. Heiberg i 1849 blev Instruktørposten et s e l v s t æ n d i g t Embede, og Thomas Over- skou blev paa en Maade Danmarks første Sceneinstruktør. N aar Heiberg i sine Bladartikler tale r om Sceneinstruktion, a n ­ erkender han ikke, at der til at være v i r k e l i g In stru ktø r for­ dres en egen Evne. Man h a r den, eller man h ar den ikke, hvad enten man saa iøvrigt er F orfatter eller Skuespiller eller ingen af Delene. Heiberg betrag tede ikke Instruktørens Gerning som en Kunst, men som Noget, der næ rm est vedkom Arrangementet, det ydre Apparats og Massernes Ordning. Han burde ikke gribe direkte ind i Replikbehandlingen, det var ikke hans Hverv „at lære Skuespillerne at spille Komedie“ — kort, den Heibergske Instruktør var en smagfuld Overhører, en Slags æstetisk Regissør. F o r s a a v i d t skuffede Overskou ikke; han blev en pligtopfyldende „Anordner“, som fortalte Skuespillerne fra hvilken Side af Scenen de skulde komme og gaa, og hvor de burde „skifte P lad s“ o. s. v. og n a ar alt de tte Ydre var m ekanisk indøvet, gik Overskou efter Skik og Brug passiarende frem og tilbage i Scenens Baggrund. Saaledes havde Dr. Ryge og N. P. Nielsen og deres Forgængere b a a re t sig ad, Metoden var en hjemmebagt Tradition, som den for­ sigtige Overskou m indst af alle egnede sig til at ændre. Skue­ spillerne fik Rollerne i god Tid førend den første Prøve, og det blev deres egen Sag at aftale Spillet med hverandre. Men Tiden var en Brydningstid, og nye Ideer stredes overalt med gammel Fordom — ogsaa paa Sceneinstrukt-ionens begrænsede Omraade. F. L. Høedt var den første i Danmark, som hævede Gerningen til en Kunst. En ideel Instruktør bør have en Malers Syn og F orfatterens Iagttagelsesevne; han m aa kunne leve i den givne Situation som en Skuespiller og eje Musikdirigentens Øre og Overlegenhed ; Skuespillerne er de Instrumenter, h an stemmer og spiller paa. D ette forstod Høedt, og perfektibel, uafhængig og ung, som han var, stormede h an frem med Franskmændenes Krav til større Realisme i Skuespilkunsten og den ydre Iscene­ sættelse. Heiberg vilde ikke, og Overskou kunde ikke forstaa ham; den fornemme Absolutist saa i Høedts Meninger en af T i­ dens periodiske „K jepheste“, og hans Frue viede senere i sine be­ rømte „Livserindringer“ „Hr. Høedts nye Skole“ et helt Kapitel — e t a f de Kapitler, som mest af a lt viser Dybden af hendes Harme mod Heibergs Banemand som T heaterdirektør. Som Instruktor, hvad hun efter sin Afsked som Skuespillerinde blev i syv Aar, tilhørte Fru Heiberg en svunden Tids Epoke, og hun følte det som sin Opgave a t modarbejde Høedts naturalistiske Indflydelse. Men alligevel sejrede hans Ideer. H an gav Ud try k for en ny Strømning i Tiden, der ved sin d y b e r e I n d t r æ n g e n i d e t m e n n e s k e l i g e m aatte og skulde sejre. I Stedet for en Konver­ sation, hvor hver søgte at gøre sig mest gældende, formede Høedt- H v e r d a g s s a m t a l e n med alle dens Tempi, Standsninger og Pav- ser, hvoraf de T alendes K a rak teristik fremgaar. Han greb ind i Replikerne og anslog de vekslende Stemninger: Ansigt til Ansigt med Skuespillerne levede h an i Situationen og u dnyttede Scenen som ingensinde før. Den Overskouske Traditionsbevaring m aa tte for en Tid vige, og skønt han nogle Aar efter fik en Efterfølger i den som In struk tø r fuldkommen aandløse F o rfa tte r H. P. Holst, sejrede Høedts Metode og overlevede ham — ligesom Marmoret overlever den Fyrste, det forestiller. Det var William Bloch, der fortsatte hans Gerning — ikke som en Elev, for Bloch h ar aldrig personlig gaaet i Skole hos Høedt. Men han fortsatte de Høedtske, naturalistiske Veje. Ingen Nu­ levende i Danmark h ar tæ n k t finere over Skuespilkunstens Væsen end William-Bloch, og ingen har elsket den dybere. Sit Blik for Folks Ejendommelighed og sit Øre for Æ g th ed en i menneskelig Tale omsatte han i dens Tjeneste. Livets smaa Fænomener af Lys og Lyd og indre Bevægelse havde han en udpræget Evne til at fange og huske, for senere at frugtbargøre sine Iagttagelser i sin Kunst. Andre Instruktører ved det kgl. T heater h ar væ ret Masse virkningernes og Farvernes Mænd, som f. Eks. August Bour- nonville, og et yndet moderne og m isbrugt Begreb, som kaldes „den ydre Iscenesættelse“, hvorunder enkelte Bevillingshavere søger at dæ kke deres Mangel paa Kunstforstand, stammer i ikke

ringe Grad fra Pietro Krohns Virksomhed. Men Bloch hægede om Kærnen i al Skuespilkunst: Naturligheden. Han læ rte Sk u e ­ spillerne at bruge deres Øjne og Ører og nøjedes ikke med Toner og Kla nge, n a ar K ravet var T ankens Vægt og Sindets Farve paa hvert eneste Ord. Tragediens Tone havde i ringere Grad hans Interesse, men Holbergs Komedier moderniserede han scenisk, idet han skabte dem Rammer, der harmonerede med deres moderne virkende Satirer. For det kgl. T heaters Stil og Tone har Blochs Dannelse og Grundighed h a ft overmaade stor Betydning. Det er hans Aand, der spores, n a ar man p a a vore Scener ser en helt vel­ ly k ket Forestilling. Hans Elever Johannes Nielsen, Henri Nathansen, Einar Christiansen, Poul Nielsen og Nicolai Neiiendam arbejder med mere eller m indre Held og Evne e fter Mesterens Metode. Og blandt Skuespillerne staar alle, fra selve Mester Olaf og Dr. Mantzius til den alvorligt stræbende Utilitet, i Gæld til ham.

D en d a n s k e B a l le t 1758— 1900.

1 7 5 8 — 5 9 debuterede Carl Wilhelm Barch.

Blandt de første d a n s k e Pionerer for Dansekunsten paa det kgl. T hea te r var C. W. Barch. Han havde g aaet i Skole hos den italienske Balletmester C om o og blev til ­ ligemed sin Forlovede, Danserinden M a r i e K n u d s e n , meget yndet af Publikum . Denne Hyldest kunde im idler­ tid hans Læ remesters Kone, Danserinden Mad. C om o , ikke taale, og i sin Skinsyge fornærmede hun Jomfru Knudsen. Da Barch paa sin Kærestes Vegne beklagede sig til B allet­ mesteren, blev baade han og Jfr. Knudsen afskediget, fordi Mad. Como stod „i P a g t med højere A v to riteter“, nemlig T h ea terdirek tø r F æ d d e r , der var hendes Elsker. Men Publikums Sympati var p aa Barchs Side, og ved T umulter p a a T ilskuerpladsen tvan g man D irektionen til a tte r at engagere de afskedigede. Denne Affære er et af de des­ værre kun sjeldne Tilfælde i vor Theaterhistorie, hvor Publikum giver den af sin D irektion u retfæ rd ig t b eh an d­ lede Kunstner Oprejsning. Byens smaa Forhold og Folks fa a Interesser gjorde det muligt for hver enk elt at kende Sagens re tte Sammenhæng nøje og derefter fælde Dommen. T h ea tre t fik megen Nytte af Barch. Han var den første Kunstner, som p aa dets Bekostning blev sendt til Udlandet for at studere, og da han kom hjem, havde han gjort u d ­ mæ rkede Fremskridt, men desværre bræk-kede h an v e d .e t Fald Benet og m aa tte derfor i en endnu ung Alder træ k k e sig tilbage som udøvende Danser. Han lod saa som B a l­ letm ester Aspiranterne nyde godt af sin Instruktion, for­ søgte sig ogsaa, men uden Held, som B a lletfo rfatter og døde med T itlen Hofdanseinspektør d. 2% 1805, 02 Aar gammel. Hans Hustru, den ovennævnte Danserinde Marie Barch, f. Knudsen, debuterede ligeledes i 1758—59 og roses senere for sin solide Teknik. Hun blev T h e a tre t en n y ttig K raft i det særlig for en Danserinde lange T idsrum af mere end 40 Aar. 1799 tog hun sin Afsked, men døde først d. !"/s 1827, c. 82 Aar gi. Skade, a t Overskou ikke h ar kendt hende; hendes Viden om vor Ballets tidligste Udtryk og V ilkaar havdo i ham fundet en nøjagtig Skildrer. H an var just i Tiden omkring hendes Død optaget af a t samle det første Materiale til sin grundlæggende Theaterhistorie. Overleveringen fortæller, a t h u n var en dejlig B runette med ædle T ræ k og klare Øjne. Man beundrede hendes usædvanlige Færdighed, der var erhvervet fra Barndommen. Som ung Pige udgød der sig over hendes Frem træd en en henrivende Ynde, som selv Rosenstand-Goiske, der var ufor- staaende overfor Balletten, ikke kunde modståa. Men Jfr. Frølich m a a tte som de fleste Kunstnere betale sin Sukcés med T ab et af Privatlivets Lykke. Hun flagrede en Tid fra de jordiske Elskere, som vilde gribe hende, men om ­ sider blev hun fanget a f sin Mester og Lærer, G a l e o t t i , og den Smerte og Skuffelse, hun led, i Forbindelse med fysisk Overanstrengelse, kastede hende paa Sygelejet, hvor­ fra hun ikke mere rejste sig. A d r e s s e a v i s e n vrimlede af Vers til Æ re for hendes toogtyveaarige Skønhed. Denne Gravskrift fra Bladets Forside er pompøs og hul, som den Tid, der formede den: Her gemmes Støvet a f den skønneste den elskværdigste den ypperligste Pige Jomfrue

1 7 7 3 "V 12 debuterede Jfr. Anine Marie Magdalene Frølich.

Anine Marie Magdalene Frølich, Danserinde ved det kgl. T heater fød den 15. Marts 1762 død den 6. November 1784 Evig bliver hun som Naturens og Konstens Æ re Gratiernes Ziir Fremmedes Beundring og Egnes Ros udødelig!

188