S_FørOgNu_1917

1827

Jfr. Elise Heger var en D atter af Skuespillerparret Ste­ phan og Eline Marie Heger, den fhv. Jfr. Smidth, i hvem baade Henrik Steffens, Oehlenschlager og Rahbek havde været stæ rkt forelskede, og som var den, der paa Scenen skabte Kvindetypen i de Oehlenschlagerske Tragedier. D at­ teren gik i Moderens Fodspor og var i lang Tid det sceni­ ske Ideal som Fremstillerinden af den nordiske, højsindede Kvinde. Hun debuterede — som sin Moder — som Emilie Galotti og viste dyb Følelse og gav et sandt Udtryk for kvindelig Ømhed og Renhed. Hun var meget smuk, havde en rank Figur og ejede Ynde og Harmoni i Gang og Be­ vægelse. Hendes Stemme havde en lidt for dyb Klang og savnede til en Begyndelse tilstrækkelig Bøjelighed, hvilket medførte en vis Monotoni i hendes Versbehandling. Men ved efterhaanden at overtage muntre Elskerinder i Lyst­ spillet, frigjordes ogsaa hendes Stemmemidlej-, og hun vandt sig efterhaanden en fremskudt Plads i Publikums Gunst. Blandt hendes Oehlenschlager’ske Kvindeskikkelser straaler Ingeborg i „Dronning M argareta“ med særlig Glans. Hendes Fremstilling prægedes af erj hellig Uskyld og den dybeste Kærlighedsfølelse, og hendes Fremtræden til Farvel

1828 for en Del Ret. Wilhelm Holst’s Evner og Form for Skue­ spilkunst faldt godt i Traad med Tidens sceniske Synspunk­ ter og Krav. Der laa et stort Repertoire parat, som pas­ sede for ham, og hans ydre Egenskaber var af saa hjerte­ vindende en Karakter, at han let blev Publikums, særligt Damernes Yndling. Baade de glade og de lidenskabelige Elskere fik i Wilh. Holst en smuk og indtagende Fortolker. Men ogsaa i det alvorlige Skuespil formaaede han at hævde sin Plads med Ære. Hans Navn vil dog særlig blive mindet i Forbindelse med Roller, hvis Paradeagtighed ude­ lukkede dem fra kunstnerisk Værd. I Dennery’s bekendte Lystspil „Don Cæsar de Bazan“ spillede han med besnæ­ rende Friskhed og Glans T itelpartiet som den ligesaa ædle som letsindige, den ligesaa ridderlige som udsvævende Allerhelvedskarl. Her kulminerede han. Fra det Øjeblik, da Michael Wiehe efter nogle Aars tilsyneladende haabløse Kampe mod Publikums sløve og aandløse Ligegyldighed begyndte at vinde Terræn, bleg­ nede Wilh. Holst’s Stjerne, og en senere Slægt, der saa sit Ideal virkeliggjort i Brødrene Michael og Vilhelm Wie- hes sjælfulde Kunst, forstod ikke den Betydning, Holst

Olaf Poulsen fejres i Anledning af hans 40aarige Jubilæum (April 1907) ved en Fest i Fredensborg.

T h eaterch efen , E kscellencen, Greve

E. Z aeh ariae,

A xel M adsen, Skuespiller.

Jo h a n n e B lad, O laf P s D atfer.

N. K ellendam , S kuespiller.

E rn st B ojesen,

D an n esk jold Sam søe. O laf P oulsen. G rosserer.

E . H o lb øll,

D irek tø r.

A th a lia K eum ert.

W . Ø sterg aard ,

H a lk , O verlæ ge. P ostm ester.

E m ilie P o u lsen , O laf P .s H u stru .

A n n a B loch, S ku espillerin d e.

Professor.

K eum ert, S kuespiller.

Kose B ojesen, O laf P .s D a tte r. 1827 i sidste Akt var i sin ædle Simpelhed af uforglemmelig Skønhed. Oluf i den samme Tragedie fremstilledes med frejdig Ungdom og Varme af Vilh. Holst, der ikke længe efter blev hendes Ægtefælle. Elise Holst’s Theaterbane strakte sig over et Tidsrum af tre og fyrretyve Aar, og da hendes Fremstillingskunst væsenlig begrænsedes til Elsker­ indefaget, gled hun paa sine ældre Dage mere og mere ud af Repertoiret og havde allerede længe ønsket at trække sig tilbage, da hun med Sæsonen 1870 endelig fik sin Af­ sked. — 1828 14/n debuterede Wilhelm Conrad Holst som Alonze i „Pre- ciosa“, f. Vi 1807, kgl. Skuesp. Aug. 1882, afg. Juli 1872, t 73 1898. Wilh. Holst var Søn (udenfor Ægteskab) af Theaterchef H o l s t e i n og Skuespillerinden Jfr. Man n e r up, som døde ung. Han havde allerede i Drengeaarene tum let sig paa lange Søfarter, men da han som tyveaarig kom tilbage til sit Fødeland for at absolvere sin Eksamen som Styrmand, fik Jonas Collin og Liebe ham let overtalt til at søge sin Lykke paa Theatret, hvor man netop trængte til en ung Elsker, og hvor han med sit smukke Ydre og friske Væsen utvivlsomt vilde komme paa sin rette Hylde. Og man fik

1828 virkelig havde haft for Skuepladsen. Han blev mindre og mindre benyttet og efterlod ved sin Bortgang intet Savn. Holst blev den længstlevende af Skuespillerne fra Guld­ alderperioden; endnu som 90aarig Olding vandrede han rank og spænstig paa Kjøbenhavns Gader. Hans Søn (uden­ for Ægteskab) var Forf., Oberst Frits Holst. a7ii debuterede Johan Anton Påtges som Vilhelm i „intri­ gen ved Morskabstheatret“, f. lz/a 1807, kgl. Skuesp. Sept. 1834, afg. Novbr. 1867, f 1883. Anton Patges’ Navn i Skuepladsens Historie er knyttet nøje til Søsterens, den senere berømte Johanne Luise Heiberg. I Forhold til hendes Betydning var hans kun me­ get underordnet. Han blev en anvendelig Brugbarhed, der sikkert i væsentlig Grad skyldte sin Søsters Herskerstil­ ling, at han efterhaanden fik tildelt en Mamgde Roller, rigtignok oftest af sekundær Rang. Hans ydre Evner var langtfra ringe, men han manglede medfødt Talent og per­ sonlig Ejendommelighed. Han benyttedes i sit lange Thea- terliv baade i Opera, Skuespil, Vaudevillen og Balletten, men uden i alle disse forskellige Kunstarter at præstere nogen enkelt nævneværdig Ydelse. Indtil 1873 var han Theatrets Inspicent. Hans Hustru, J u l i a n e Ma r i e født

135