S_FørOgNu_1917

1802 se sin første Ungdom hengaa uden at vinde frem til den Plads, der med R ette tilkom ham. Han havde i V irkeligheden et baade stort og ejendom­ meligt T alent og en frodig Fantasi, der med genial Sik­ kerhed skabte de mest forskellige Skikkelser og udformede dem til livagtige og sande Billeder af N aturen. Det var først efter K n u d s e n s Død, a t Rind fik fast Fod i R epertoiret og kom til at indtage en fremragende Plads v edT h eatret og skaffede sig en overordentlig Yndest hos Publikum . Han var en Mester i Maskeringskunst, kunde paatage sig enhver Skikkelse og ethv ert Mæle, og hans Lune strømmede altid over med Inspirationens vel­ gørende Friskhed. B landt hans komiske Roller kan med særlig Hæder nævnes Arv i Holbergs „ H e n rik og P e r ­ n i l l e “, R ichard Børstenbinder i „ K a n d e s tø b e r e n “ og Peder Eriksen i „D en S tu n d e s lø s e “, og i „ S k u e s p i l­ le r e n m o d sin V il j e“ viste han sin komiske Evnes Mang­ foldighed og sin Forvandlingskunst, idet han her fremstil­ lede otte grundforskellige Figurer. Hans Virksomhed strak te sig ogsaa til Syngestykket, hvori han udmærkede

1799 Mad. O 'D o n n el havde Mad. Hegers sværmeriske Blond­ hed og lignede hende i det Hele meget af Ydre, men manglede ganske hendes indre Egenskaber, Blidheden, Sværmeriet og den milde Tungsindighed, der gjorde Mad. Hegers Frem stillinger saa. poetisk gribende. Ved sin Fremkomst havde Mad. O’Donnel gjort Lykke ved sit Ydre, men længe varede det ikke, før man fandt ogsaa det ligesaa uinteressant som hendes Spil. Hun blev for Scenen uden nogensomhelst Betydning. — Hun var gift ined Skuespilleren af samme Navn. 1800 l/s debuterede Jfr. Louise Dreier, senere Mad. Petersen,'som Md. W arberger i „Jægerne“, kgl. Skuesp. Novbr. 1800, afg. Juli 1821. F ra Odense T heater erhvervedes J f r. D r e ie r , som kort efter, ved G iftermaal med en Uhrmager, kom til at hedde Mad. P e te r s e n . Hun blev af ganske underordnet Betydning. Den Rutine, hun paa Provinsscenen havde tilegnet sig, snarere hindrede end hjalp hende, idet den kun under­ stregede hendes Aandløshed.

Scene af Op. „Faust“.

M efisto feles: S chram . F a u s t: N yrop.

M a rg a re th e : F r u E rh a rd t-H a n se n .

1802 sig ved et fortrinligt Foredrag. Hans Kunstnerbane af­ brødes pludseligt, e fte rat han i nogle Aar havde levet i et lykkeligt Ægteskab med den afholdte Sangerinde C a ­ r o l i n e W a l t e r , der senere blev gift med N. P. N ie ls e n . Netop i sin ovennævnte Glansrolle i „ S k u e s p ille r e n mod s in V i l j e “ overanstrængte han sin Stemme og paadrog sig en B lodudtrædning i H jernen, der medførte hans snar­ lige Død, kun 38 Aar gi. 4/a debuterede Jfr. Anna Dorothea Sølver, senere Mad. Licbe, som Fulbcrt i „Den lille Matros“, f. lh 1784, kgl. Skuesp. Novbr. 1803, afg. Juli 1831, f 2 7 1 1838. Jomfru S ø lv e r , der debuterede om trent sam tidig med Rind, havde i Alodsætning til ham Lykken med sig fra den første Aften, hun viste sig. Hun formaaede ikke at bestikke ved sit Ydre, men hendes klare, kraftfulde A lt­ stemme, hendes kække, livlige Aktion og vindende Væsen bragte hende Sejren, og det viste sig desuden snart, at hendes dram atiske Talent havde et større Omfang, end man fra første Færd havde formodet. Hun forstod at fremstille to saa modsatte Skikkelser som den djærvt- komiske Alette i „ K æ r lig h e d u d e n S tr ø m p e r “ og den erotisk smægtende Cherubin i „ F ig a r o s G i f t e r m a a l “. Og da hun aabenbarede en original Evne for Holbergske K arakterer ved sit Spil i „ H e x e r i e l l e r b lin d A lla rm “, indlededes hermed den lange Række af større og mindre Roller i Holbergs Komedier, der vaktes til nyt Liv ved at, lægges i hendes Hænder.

1800 V* debuterede Niels Olsen som O’Flaherty i „Vestindiane­ ren“, f. 1773, kgl. Skuesp. Juni 1800, afg. Juli 1814, f 24/o 1819. Ogsaa N ie ls O ls e n , som var Elev af Schwarz, kom fra T heatret i Odense. Valget af ham var langt heldigere. Han optraadte i 1799 to Gange som Gæst paa det kgl. Theater med et Udfald, der gjorde det ønskeligt a t enga­ gere ham fast, hvilket skete det paafølgende Aar. Baade i sin første Debutrolle i „ V e s ti n d ia n e r e n “ og endnu mere i sin anden, som Vielgeschrei i „D en S tu n d e s lø s e “, lagde han en mere end alm indelig Begavelse for Dagen. Alen han holdt ikke helt de gode Løfter, han havde givet. Han afgik fra T heatret i 1814 i en af Drik meget svækket Aands- og Legemstilstand. 1802 4/a debuterede Hans Buil Rind som Lubin i „Den gode Aloder“, f. 2/ia 1783, kgl. Skuesp. Aug. 1805, sidste Optr. »/• 1821, f 21/s 1821. R in d var Elev paa Danseskolen, men følte Trang til at blive Skuespiller. Tilskyndet af sin Balletkammerat E e n - h o lin s Exempel søgte han Ansættelse ved Odense Theater, men fandt kun ringe Anvendelse, hvorefter han søgte til­ bage til det kgl. Theater. Ved den Debut, der blev ham tilstaaet, gjorde han Fiasko og benyttedes efter denne mislykkede Begyndelse kun til hastige Doubleringer og i Roller, der ved et Tilfælde blev ham tildel. Ved et saa- dant Tilfælde røbede han som Jens i „ J a c o b v. T h y b o e “ en afgjort komisk Begavelse. Men alligevel m aatte han

118