S_FørOgNu_1915

N r . 4

FØR OG NU

15. FEBRUAR 1915

var at faa noget Sukkergodt eller nogle Billedark, som hun kunde glæde sine kære Elever med. Det viste sig ved hendes Død i 1907, at hun havde haft mange Venner. Hendes Kiste var rigt smykket med Blom­ ster og Kranse, deriblandt en fra Prinsesse Marie. Ved „ P r o f e s s o r “ H a n s A n d e r s e n B a n g s dødelige Afgang i 1913 gik den

Penge sammen, at han kunde slippe ud igen. I Grundlovstogene plejede Scheibelein altid at gaa med, som udpræget M ilitarist naturligvis i Højres. Man erindrer en af Frederik Jensens Revueviser med Rimet: Naar Bahnson ej gaar foran og Scheibe­ lein bag, Saa er der s’gutte noget ved en Grund­ lovsdag.

Hans noget yngre Samtidige, „ J om fru T id s f o r d r iv “, hvis egentlige Navn var Juliane Marie Hansen, var øjensynlig et ulykkeligt Væsen, der følte sig i høj Grad krænket over, at Gadeungdommen forfulgte hende med Jubel og Hvin, hvor hun viste sig. Som det saa ofte er sket, var det et brudt Kærlighedsforhold, der havde gjort hende til Særling.

Fot.. P. Elfeldt Det var noget for Oppositionsbladene, som heraf fik Ideen til at personificere Højres Forsvarsbevægelse i Scheibeleins tragikomiske Figur. Ved hans Død for nogle Aar siden drev en radikal Avis det endda til at debitere det Vaas, at han altid gik i Spidsen for Højres Tog. Men da var det jo sidste Gang, han kunde bruges i Partipolitikens Tjeneste.

Juliane Marie Hansen (Jomfru Tidsfordriv) paa Kultorvet« Hun havde faaet den fikse Ide, at hun var Lærerinde; om Sommeren kunde man se hende sidde paa en Bænk i Kongens Have, hvor hun docerede Dyd og Moral for de smaa. Tilhørere, som altid endte med at gøre Løjer med hende, saa at In­ formationen blev til nogle mærkværdige Skældsord, ingen forstod. For Resten havde hun et godt Hjærte og hendes største Glæde

Østergade. sidste af de københavnske Originaler bort. Det var en lille Mand med et gulligt, ryn­ ket Ansigt, smaa Øjne bag de blaa Lorg­ netter og Fuldskæg. Hvor meget der hos ham var Galskab og hvor meget Snuhed, vidste vel egentlig ingen. Han skal have været paa Oringe til Observation en Gang, men retourneret som i hvert Fald ikke for­ rykt nok til at de vilde beholde ham. Af