S_FørOgNu_1915

FØR OG NIT

N r . 23

1. DECEMBER 1915

faar samme Hr. Ulfeldt Tilhold om at paalægge Borgerne at le­ vere saa mange gamle Vinfade og Tønder som muligt, da det har vist sig vanskeligt at tilvejebringe Skandsekurve. Vinfadene og Tønderne skal da erstatte dem, fyldes med Jord og opsættes paa Voldene. Det synes, som om Kongens Iver pludselig sinitter det hidtil trevne Rigsraad. Man fremkommer nu selv med Forslag, og man henstiller underdanigst til Majestæten at tage dem under aller- naadigst Overvejelse. Man foreslaar ham at ansætte en General­ inspektør og under ham tre Konduktører til at have Opsyn med Arbejderne paa Fæstningsværkerne, — man beder om, at alle nødvendige Materialier maa blive holdt i klar Beredskab, og om at den gamle Vold ej maa blive nedrevet, før den nye er bleven „bragt udi Defensión“. Det er højst interessant at erfare, at Hs. Majestæt ikke har fundet Behag i denne pludselige Geskæftighed, som Rigsraadet lægger for Dagen. Og han antyder i sine Handlinger og i sine

Denne sidste Vending ly tler ret mærkelig. Men Kongen lader den glide ned, og uagtet den Ydelse, som Ridderskabet tilsiger ham, synes noget mager, takker han dog i de naadigste Ord og erkender, at det ikke er en Skyldighed, man rettelig kunde tordre af de høje Herrer, og at derfor heller ikke „denne deres God­ villighed skal komme til at medføre nogensomhelst Indskrænkning i Henseende til deres Privilegier og Friheder.“ I Sandhed, — har man hidtil haft Beundring for Christian den 4de for hans Dygtighed, hans uudslukkelige Virksomhedstrang og Forudseenhed, faar man under Læsningen af disse snart 300- aarige Skrivelser tillige dyb Sympati for ham, for hans trofaste Fædrelandssind og for den milde Klogskab, han viser i Øjeblikke, da hans Blod rimeligvis har kogt af Raseri over den sneverhjer- tede Vrangvilje, han møder, naar det gælder Fædrelandets hel­ lige Sag. Mod Slutningen af 1643 udbryder endelig den længe ventede Krig med Sverrig.

D et p la n ered e T erræ n af V ester V old im ellem Jarm ers Taarn o g V esterb ro s P a ssa g e , a ltsa a H elm ers B a stio n o g S ch ack s B astio n . P aa de 2 m ed Stakit om­ giv n e P læ n er lig g e r nu N y R o sen b o rg o g H elm ersh u s. U d sigten er fra P la tea u et i A b orrep a rk en , h vo rp a a St. P e d e r s M ølle h a v d e sta a et. I Baggrunae se s U d stillin g sb y g n in g en (1888).

Torstenson falder ind i Holsten, bemægtiger sig Slesvig og Jyl­ land og soger at komme over til Fyen. t agtet fremmede Magter straks tager Sagen i deres kraftige Hænder, og uagtet navnlig Frankrig bestræber sig paa at genop­ rette Freden, kan man dog af samtidige Beretninger se, at man i Kobenhavn har folt sig alt andet end rolig, og at man ved For- aarstid 1645 har næret Frygt for en regulær Belejring. \ i har et Brev fra April 1645, hvori Kongen taler kraftige Ord og befaler, at Borgerne skal proviantere sig for seks Maaneder og han vil nu hverken hore Tale om Opsættelser eller Undskyld­ ninger, — nu har de øjeblikkelig at sætte baade Volde og Grave i behørig Stand. Han befaler et strengere Tilsyn med Vagthol­ det, hvorpaa som et talende Eksempel kan anføres, at han for hver Port forordner Anskaffelsen af en Træhest, paa hvilke de, der kommer drukne paa Vagt, eller drikker sig fulde, mens de er paa Vagt, eller som forlader deres Poster, skal sættes op og ride. Han forlanger endvidere at blive underrettet om, hvilke Per­ soner der i Dagens Lob passerer ud og ind gennem Portene, og Krigskommissæren, Knud Ulfeldt, faar Ordre til at paase, at kun paalidelige Borgerfolk anvendes til Vagttjeneste. Kort Tid efter

Udtalelser, at han er den, der bestemmer, hvad der skal gøres. — Han skriver saaledes til ovennævnte Christian Thomesen, a Rigens Marsk „sidste Søndag stiltiende har tilstillet ham en Set del,“ som han dog ikke læste, før han ankom til Frederiksborg. Han havde da heller ikke besvaret den, men rentud tilbagesen den og i Margenen vedtegnet sin egen, kongelige Mening ^ Tingene. Hvad de „omskrevne Materialier“ angik, vilde ^iatl nok se at skaffe dem tilveje, naar man behagede at betale a tilbage, hvad han af hans „egen Pung havde spenderet paa benhavns Fortification“, der havde været istand tor alt i( siden, hvis man dengang havde „villet gjort ham det til ^ 1je' Se — dette kan man kalde Svar paa Tiltale! Og fremgaar det klart af senere Dokumenter og kongelige aan^ skrivelser, at hans Kærlighed til Byen og hans Interesse anstændige Forsvar har været stærkere end hans ^ rede o\er raadets Næsvisheder. Det er med Vemod, man tænker paa, at det ikke blev °^^re den geniale og udmærkede Kong Christian den 4de at u^ er de Fæstningsanlæg, om hvilke hans Tanke kredser næsten hele hans lange Regeringstid. \]der 0g Den Svaghed, der var en naturlig Følge af hans høje

228