S_FørOgNu_1915

N r . 13

FØR OG NU

1. JUL I 1915

Ved Middagsbordet var vi kun et lille Selskab. Huset var paa en Gang blevet saa underlig stille efter Nattens Uro og Lystig­ hed. Foruden Onkel Wilfred, den gaade­ fulde Skønhed — der nu var Datter i Hu­ set — og mig selv, var der kun Sir Thomas og Lady Towers samt Miss Trail. Jeg havde halvvejs ventet, at Paula skulde være kom­ men, men hun havde ikke ladet sig se, lige- saa lidt som de andre Beboere af „Reden“

Bordet, vilde jeg se at blive ene- sammen med hende, for at hun kunde faa dette Svar. Inden vi endnu var færdige med at spise, opdagede jeg, at jeg ikke var den eneste, der havde bemærket den gaadefulde Skøn­ heds spørgende Blikke. Miss Traill havde set dem og saa ud til at være ubehagelig berørt deraf. Hun blev mere og mere aandsfraværende og glem te tilsidst næ­ sten at spise. Da vi endelig rej­

D e n g a a d e f u l d e S k ø n h e d .

Fortælling fra forrige Aarhundredes Slutning. (Fortsættelse).

Der var kommet en stærk Uro og Rast­ løshed over mig. Den Skuffelse, jeg havde

lidt, vilde ikke have sniertet mig saa me­ get, som den gjorde, hvis jeg havde haft noget at beskæftige mig med, noget, som kunde adsprede mine Tanker. Men nu hav­ de jeg kun alt for god Tid til at hen­ falde i Grublerier, og tilsidst gav min forpinte Hjerne sig ogsaa til at beskæf­ tige sig med en Ting, som jeg næsten havde glemt — Nattens mærkelige Hændel­ ser. Efter at have taget Afsked med nogle af Husets Ven­ ner, der var bleven Natten over efter Ballet, besluttede jeg mig til at foretage den grundige Under­ søgelse af mit Taarn- værelse, som jeg havde lovet mig selv at iværksætte, skønt Affæren nu havde tabt en ikke ringe Del af sin Interesse for mig. Mine Undersøgel­ ser førte ikke til no­ get Resultat. Der til nogen om, hvad jeg havde set eller troede at have set. For det første havde Sagen som sagt for liden Interesse for mig, og for det an­ det skulde Ophavs­ manden ikke have den Fornøjelse, at ' Pøgen var lykkedes, hvis det hele skyld­ tes en overlagt Plan. Endelig burde jeg tage Bensyn til dem, der maaske var mere over­ troisk end jeg, og som tor bestandig vilde taa en Skræk for at \ære i Huset, hvis jeg fortalte noget af den Slags — ikke at torglemme, at jeg i ethvert Tilfælde ikke v'oe kunne undgaa « gøre mig en lille . u l e latterlig, hvis Jeg gjorde det. Jeg beholdt derfor Battens Hemmelighe­ der for mig selv og ventede paa, om der muligvis skulde vise s>g mere.

ste os, og Miss Hope var ved at gaa ind i Dagligstuen, næsten løb hun efter hende og hagede sig fast i hendes Arm. Onkel W ilfred og Sir Thomas havde sat sig til Ro ved en Flaske sjælden gam­ mel Portvin, og jeg vidste, hvad det be­ tød for de to. Jeg lod dem af et godt Hjerte være alene om den og gik for at finde Consuelo. Men inden jeg naaede Pianoet, hvor hun sad og fantaserede som i Drømme, havde Miss Trail stillet sig imellem os, med sit uundgaaelige Dyr knuget op til sig med begge sine Arme. Jeg tog Plads paa en Stol et Stykke fra Pianoet, og da jeg ha vde gjort det, satte Miss Traill sig og­ saa ned. Det var tydeligt nok, at hun vilde holde mig borte værdige Dyr, fortalte de utroligste H istori­ er om dets Vaner, Klogskab og Hengi­ venhed, og for at faa lidt Afveksling i den­ ne lidet interessante Konversation spurgte jeg hende omsider, hvor hun havde faaet Dyret fra. Til min Overraskelse frem­ kaldte dette uskyl­ dige Spørgsmaal en stærk Rødme paa hen­ des gule Ansigt. Jeg vidste ikke af, at jeg havde fremsat Spørgs- m aaletpaa nogen sær­ lig inkvisitorisk Maa- de, men det maatte jeg vel have gjort, for hun blev forlegen og sagde med en unaturlig Lat­ ter: „Nej, véd De hvad, Mr. Darkmore, nu bli­ ver De for nærgaaen- de! Jeg kan se paa Dem, at De véd, hvor jeg har faaet det lille Dyr fra, og nu sid­ der De og venter paa, om jeg vil sige Sand­ heden eller ikke. Men

Stiftelsen for gamle Haandværksmestre og deres Enker i trange Kaar, stiftet 28. Januar 1835 — Ve- stervoldgade 113. Stiftelsen flyttedes i 1903 til Blegdamsvej 74. Arbejdsgiverforeningen købte senere Ejendommen.

fra Miss Hope. Vidste hun, hvad det var, der gjorde hendes Veninde urolig, og vilde hun ikke have, at jeg skulde faa det at vide? Flun gav sig til at snakke om sit mærk­

var intet at finde i Rummet udover, hvad der skulde være, og jeg kunde ikke se, at der var hemmelige Døre eller Aabninger af nogen Slags i Væggene. Jeg vilde ikke tale

havde beæret os med noget Besøg i Løbet af Dagen. En uvilkaarlig Længsel drev mit Blik over mod det yndige Ansigt ligeoverfor min

Arbejdsgiverforeningens Hus, opført 1911, Vestervoldgade 113

De kan tro, jeg er lige saa klog som De.“ Jeg vilde lige til at forsikre hende, at jeg hverken havde Anelse om hendes Dyrs Oprindelse eller tænkte paa at bringe hende i Forlegenhed, da jeg pludselig fik en Ind­ skydelse. Jeg fandt, at det kunde være interessant at se, hvor vidt jeg kunde komme

Onkel, og hver Gang jeg saa paa hende, fandt jeg til min Overraskelse, at hun ufra­ vendt betragtede mig med et eget under­ søgende Blik. Der var et Spørgsmaal i dette Blik — et Spørgsmaal, der øjensynlig gerne vilde have ét Svar. Og jeg tog da den Be­ slutning, at saasnart vi havde rejst os fra

vilde ko . Var m ig um ålelig lang, og jeg kunne/ Ve- været meget glad, om jeg havde at fnn rf.Jse bort fra Gammelkloster uden andetø0 6- m*n Oukel. Men der var ikke kom i°r gøre> end vente til Dagen Bl Mand '<>ln ^ re^se en Gang var bestemt