S_FørOgNu_1915
15. FEBRUAR 1915
FØR OG NU
N r , 4
det var en højere Styrelse, der havde anvist ham at sæ tte Kursen en anden Vej; men Folkene vilde jo grine af ham — og en Skibsfører i det tyvende Aarhundrede vilde dog nødig gøre sig til Nar med den Slags Ting. Han stod stille foran Bordet og bladede
finde sig saa vel, som man efter Omstændig hederne skulde tro. Kaptajn Abel Cushman var for en Time siden vaagnet af sin Middagssøvn og laa endnu og tænkte paa en sælsom Drøm, han havde haft. En ung Mand — en Udlæn ding — havde staaet foran ham og havde
Metier var han vistnok Agent bl. a. for en Brændselsforretning — ældre Folk paastod at han havde været Skomagersvend — ellers tjente han af og til nogle Penge ved at leje Lokaler som „Kæden“ og det gamle „Thalia“ for at holde Foredrag om sta ts videnskabelige Sager, hvor det uundgaae-
uvilkaarlig i en tyk Bog, dsr laa — det var en Bibel — og me dens hans Hænder fam lede ved Bogens Blade, syntes han atter at høre denne mystiske Stemme: „Styr Vest til Syd.“ Bogen blev lukket sammen med et Smæld. Kaptajn Cushman rynkede Brynene og gik op paa Dækket. „Kan jo gerne gøre det,“ mumlede han ved sig selv. „No gen S k a d e kan det i hvert Fald ikke gøre.“ Da han kom op under den blaa Himmel kastede han et spejdende Blik langs Horisonten, rømmede sig et Par Gange og kaldte paa en Skibsdreng. „Hej, Du der!“ „Javel, Kaptajn!“ „Hent m ig første Styrmand. Jeg vil tale med ham .“ Et Øjeblik efter kom en stor, stærk, rødmosset Sømand hen til ham. „De vil tale med mig, Kap tajn ?“ „Ja, Jeg fik saadan en løjer lig Anelse før, Colby (det var Styrmandens Navn), „vend Sku den og lad os styre en Gang Vest til Syd.“ „All right,“ svarede Styrman den og gik for at udføre Or dren, medens Kaptajnen for svandt ned i sin Salon igen. „Gud ved, hvad Colby tænkte!“ brummede han for sig selv. Det er naturligvis noget dumt Vrøvl af mig — men nogen Skade kan det vel ikke gøre.“ Skibet lagde sig over paa den anden Bov — hans Ordre var bragt til Udførelse. D et begyndte at dages! Kap tajnen havde allerede i flere Ti mer gaaet op og ned ad Dæk ket til stor Forundring baade for Colby og de andre. Da den første Solstraale vi ste sig over den østlige Hori sont, gav han en kort Ordre: „Send en Mand op paa Top sej ls-Raaen og lad ham holde skarpt Udkig.“ — „Ja, De undres naturligvis over, hvad dette her skal be tyde, Colby,“ tilføjede Kaptaj nen; men inden han fik begyndt paa en Forklaring, kom der et Signal fra Udkigsmanden, just som han var ankommen til sin luftige Post. „Er der n oget?“ raabte Colby og kiggede op. „Ja, der flyder noget paa Van det til Luvart.“ Det gav et Sæt i Kaptajnen. „Ser Du noget — hvad tror Du,
Valgret. S tormen har lagt sig, de sid ste Skyer er blæst sammen i lange Striber ved Horisonten, hvor den dalende Sol farver dem gyldenrøde. Men endnu gaar der svære Dønninger paa Oceanet — lange Bølger ruller i endeløs Række følge fra Vest til Øst, og midt i det gyngende Blaa ligger en en lig lille Baad. Tre af dens Passagerer synes at være i Live; hos de andre er Livet udslukt. To sidder med Hovedet bøjet forover; den tredje, en ung Sø gut i sin første Manddomsvaar, kaster Blikket spejdende rundt. En stor Albatros kredser om kring ham med glubske Øjue; men den slaar ikke ned paa ham — endnu. Saa kommer der en Bølge, der er højere end de andre; Baaden stiger tilvejrs, og der langt borte — hvad er det? Et Skib? Har det Forsyn, der regerer deroppe i den blaa Himmel, hørt hans Bønner? — Baaden daler ned igen; han venter i Spænding paa, at den atter skal stige, saa at han endnu en Gang kan se, om det ikke skulde være et Skib — men Bølgen kommer ikke; og imens gaar Solen ned. De har trukket nogle Klæd ningsstykker af deres dode Kam merater for selv at holde Varme, og de trvkker sig sammen i et Hjørns af Baaden for at tilbringø endnu en frygtelig Nat i Angst ligt endte med Løjer og Tumult. Da den i sin Tid m eget om talte franske General Boulanger var paa sin Popularitets Højde omkring 1890, fandt Direktøren for en mindre Cirkus paa at bruge „Professoren“ som Reklame. An dersen Bang kunde ved Hjælp af lidt Teaterkunst nok komme til at ligne den franske Gene ral, og iført en fantastisk „Ge neralsuniform“ med trekantet Hat blev han til Tilskuernes Jubel anbragt paa en Hest i Manegen, hvorfra han med dra belige Fagter talte til Mængden. Et Udslag af hans komiske Ærgerrighed var det ogsaa, at han en Gang virkelig stillede sig som Folketingskandidat paa sit statsvidenskabelige Program mod Goos og Holm i 5te Kreds. Han kom im idlertid ikke i B e tragtning, da det viste sig, at hans eneste Stiller ikke havde Havets Mysterier.
Eot.
Elfelt
Vilhelm Anton Scheibelein
østergade.
og Uvished. Vil det næste Daggry finde dem levende? Den nærmeste Kyst er fjorten—fem ten Mil borte.
sagt: „Styr Vest til Syd.“ Endnu efter at Kaptajnen havde slaaet Øjnene op, syntes han at se den unge Mand, som han stod der og pegede i den angivne Kompasretning. „Vrøvl,“ sagde Kaptajnen gentagne Gange til sig selv. „Hverfor skulde jeg styre Vest til Syd?“ Han gav sig til at gaa op og ned i den lille Salon, brummende og tænkende. Gamle Sømandshistorier om Varsler og mærkelige Tegn dukkede op i hans Erindring. Kanske
det er?“ raabte han op til Matrosen. „En Baad — eller maaske en død Hval — kan ikke sige det saa nøje, Kaptajn — men n o g e t er der.“ Kaptajn Cushman kravlede som en Ed derkop op i Vantet, satte sin Dobbeltkikkert for Øjnene og saa paa et mørkt Punkt i det fjerne.“ „Colby,“ raabte han ganske overvældet af Forundring og Bevægelse. „Det er en Baad! Vi maa styre henimod den.“
Kahytten paa Amerikabaaden „Poul Re- vere“ var et lille Vidunder af Hygge og Elegance. Paa en magelig Kanapee med persiske Tæpper laa Kaptajnen og røg sin Havannacigar; men han lod ikke til at be
Made with FlippingBook