S_FørOgNu_1915

15. FEBRUAR 1915

•

FØR OG NU

N r . 4

Jeg synes det varer saa længe, inden de Fruer faar Penge osv.

Guitaren gav ham et sydlansk Udseende, deraf Navnet T y r o le r-F e rd in a n d . Køben­ havnerne kendte ham bedst fra Dyrehavs- bakken, hvor han i den sidste Halvdel af forrige Aarhundrede havde sit Stade og sang Duetter sammen med sin kønne mørke Datter. Naar han indledede med sit gjal­ drende Ho, ho, mine erede — — —, flokkedes Bakkens Gæster hurtigt om ham. Saa kom der et Foredrag om, hvad han vilde synge om, i Reglen havde han udset sig et Objekt blandt Bønderkarlene, der stod og stirrede forventningsfulde paa ham, og saa kom der en Sang om Vedkommende, der

stammer V ittigheden om, at „møde sin Ci­ gar i Gadedøren“ — „da j e g gik ind, gik d e n ud“. Mindre kendt er maaske hans Svar paa Spørgsmaalet om, hvad der var det modsatte af en Moderatørlampe. „Det er en Fatter-er-vaad-Lampe“, sagde Loria. Til den lærde Kategori som den TOaarige „Student Kahrs“, hørte A le x a n d e r V e ih e — „Professoren i hundrede Sprog“. Det sagdes, at han i sin Opvækst var blevet proppet med saa megen Lærdom, at For­ standskisten revnede. En latinsk Ordbog, som han skal have paabegyndt, bar efter Sigende Spor af Lærdom, men ogsaa Spor af en forvirret Hjerne. Et Ugeblad, han

Til Trods for den gam le Kærestehistorie var Peter senere blevet gift og havde fire Børn. Han paastod rigtignok at „Ungerne var Skomagerens“, men det var vist en af hans sædvalige Morsomheder for at animere F o lk .til at købe. Soldaterne, til hvem han solgte Pudsevoks, skal have givet ham Nav­ net „Pudsepeter“, andre, der ikke regnede ham for saa tosset som han lod til, sagde at Navnet kom af, at han havde Snit paa at „pudse“ Folk, naar han handlede. Til Peters svage Side hørte en Tilbøjelighed for Snapsen, der tog til med Aarene, men

ikke sjæ ldent strejfede det „uar­ tig e“. Knøsen, det gik ud over, blev naturligvis som Regel flov eller gal i Hovedet, men de omkringstaaende skoggerlo og betalte villigt deres Skillinger til Sangeren, hvilket jo var det, det kom an paa. Naar Bak­ ken lukkede, drog Ferdinand ud i Provinsen, hvor han optraadte paa Markederne. Paa disse Kunsttur­ néer havde han ogsaa et og andet at forevise, saaledes i 1870—71 Panoramaer fra den fransk—tyske Krig. A f en mindre morsom Type var „ E k s c e lle n s e n “, Manden med de mange Medailler og Ordener — d. v. s. Kotillonsordener og lignende, som han smykkede sig med. Hvem han egen tlig var, vidste ingen, spurgte man ham, sagde han, at han hed Frederik Frederiksen og boede paa Sorgenfri Slot. Af en eller anden Aarsag var han nemlig kommet til at lide af Storhedsvan­ vid og fablede om sine høj fornemme Ahner og om store Pengesummer. Hans Gang gik ofte til en eller an­ den Grosserer, lian vidste var op­ lagt til at give en Skærv. „Godda’, Hr. Etatsraad. Har De 50,000 Kr. til Ekscellensen i D a g , naa, 50 Øre da, saa skal De faa 1000 Kr. igen, naar jeg faar mine Millioner, som ligger i Statskassen — naar Venstre kommer til M agten“. Til Byens sidste Originaler hørte S c h e i b e le i n . V ilhelm Anton Scliei- belein var Københavner, født i 18B9, Søn af en Murer i Adelga-de, den yngste af 12 Børn. Han havde tid­ ligt Forkærlighed for det militære og blev Rekrut i Rendsborg, deltog i Slaget ved Sankelmark i 1864 og skal kunne findes paa Simonsens bekendte Maleri af Slaget. Han blev saaret, taget til Fange og sendt til Fæstningen Spandau ved Berlin. I København havde Scheibe- lein en lille Kæreste, som han holdt m eget af, og da han efter Hjem­ komsten fra Fangenskabet fandt hende gift med en anden, tog han sig dette saa nær, at han straks meldte sig som frivillig vestindisk Soldat. I Vestindien nød han efter Sigende for megen Rom og da en „gul Feber“ kom til, blev han Re­ sten af sine Dage ret aandssløv. Men sin Interesse for det militære beholdt han; med sine 74 Tom­

udgav under Navnet „R ivejernet“, gik det ikke bedre med. Tilsidst opgav han at tjene noget ved lit­ terært Arbejde, slog sig paa Flasken og døde temm elig ung. Nærmere op mod Typen for de Originaler, der afsluttede Rækken i vor egen Tid, var P e t e r R u n - d e ta a r n . Han gik • omkring med en lille Kasse under Armen og solgte forskellige Skrifter, navnlig Almanakker samt Viser og Skraa- tobak. Paa de ældre Almanakker var et B illede af Rundetaarn, som den Gang var Observatorium, deraf hans Navn. Peter Rundetaarn hør­ te til de godmodige af Originaler­ ne, maaske ikke ganske ved sine fulde Fem, men han var en ihær­ dig Forretningsmand og rostes for sit punktlige Regnskab med Le­ verandørerne. Sommer og V inter gik han i det samme Kostume: en stumpet Trøje, lidt for korte Ben­ klæder, Ankelsko og Hatten bag i Nakken. Han døde i en Alder af 70 Aar under et Hosteanfald, der gik over til Krampe. En Mand som K a rl K a t t e n t id — „Fløjtekarl“, som hans populære Navn lød, hører egen tlig ikke hjem ­ me blandt Originalerne, forsaavidt som han aldeles ikke var nogen latterlig Figur. Den gamle god­ modige, graaskæggede Fløjteblæser, der gik omkring i Gaardene og foredrog skælmske og rørende Me­ lodier paa sit kære Instrument og som •havde en egen ostentativ Maade at hilse og takke paa, naar Skillingerne blev kastet ned til ham, var en særdeles sk attet Figur, altid jovial og munter som han var. Med en vis Ret følte han sig hæ­ vet over Konkurrenterne, der drejede paa Lire; h a n spillede jo selv paa et rigtigt Instrument. En af vore største Malere, Carl Bloch, har ta ­ get Karl Kattentid til Model for et af sine bedste Billeder. Med „ P u d s e p e te r “ er vi igen inde paa den rigtige Originaltype maaske for sin Tid den mest kendte af dem alle. Hans Døbe­ navn var N iels Peter Nielsen, han var fodt i Tjæreby og var som Barn kommet til København med sine Forældre. Alt fra Barndommen1 af skal han have haft udpræget Han­ delstalent og slog ofte en Handel af med sine Legekammerater med af­

Fot. Chr. Neuhaus Eftfl.

St. Købmagergade.

Fløjtekarl som Olding.

ogsaa det kunde han bruge som Reklame. „Peter er fuld, lynende fuld“, plejede han at synge, naar den var „høj“, men en Aften var den fo r høj, Peter faldt i N y­ havns Kanal og forkølede sig saa stærkt i det kolde Bad, at han døde deraf. Til Galleriet af Byens Originaler hører ogsaa Ferdinand Petersen, eller, som han altid kaldtes „ T y r o le r - F e r d in a n d “. Der var blot den Forskel, at han ikke var no­ gen særlig københavnsk Figur, men op- traa-dte over hele Landet. Han var Sanger af Arten fra den romantiske Tid, da D ig­ terne improviserede deres Vers og bragte dem i Folkemunde ved selv at synge dem til Guitarens Toner. Hans gulbrune Teint, det mørke Haar og Skæg, Ørenringene og

mers Højde, M ilitærkasketten, Erindrings- m edaillen og diverse Foreningsemblemer, som han altid gik med, saa han helt martialsk ud, og hans største Fornøjelse var at se paa Soldaterne i K astellet, hvor han til de omkringstaaende afleverede sin sagkyndige Kritik. Naar den tyske Kej­ ser besøgte København, var Scheibelein stærkt paa Tæerne for at komme den store M ilitærkejser paa nært Hold og gøre stram Honnør; han var um aadelig stolt af at hedde Vilhelm ligesom Kejseren. En Tid stod han som Reklame for en Bod paa Dyre­ havsbakken, ellers tvang Omstændighederne ham jævnlig til at opholde sig skiftevis paa „Alm indeligheden“ og paa Ladegaarden, dog sørgede han gerne for at spare saa mange

gjort Profit paa- sin Side. Om han var naaet saa højt paa den merkantile Rangstige som hans Samtidige, Tietgen, hvis Skæbnen havde været ham gunstig, er ikke godt at vide. En ulykkelig Kærlighedsaffære sagdes at have gjort ham til „Original“, og det blev han til Gavns. Gadeungdommen var ligesaa glad for ham, som for Sprøjterne, og det skulde der noget til. Naar han kom i sin slidte, mørke Dragt med Kridtpiben i Munden, Hatten paa tre Haar og den kendte Kurv paa Armen med dens Indhold af Blanksværte, Pudse voks og Tændstikker blev der uundgaaelig „Sjov i Gaden“. „Blanksværte, Blanksværte! aa! aa! aa!“ sang han af fuld Hals, og kom der ingen straks, fortsatte han ufortrødent: