S_EtVendepunktiKøbenhavnsHistorie

Københavns befæstning under Svenskekrigen 8 9 og dels ville man gerne have en naturlig tilslutning til den gamle vold. Den opgave, at forbinde to fjerntliggende vold­ stykker, havde sin standardløsning i datidens lærebøger, nemlig at forbinde dem med et udsnit af en regulær poly­ gon på en sådan måde, at retningerne i endepunkterne gik jævnt over i hinanden. I det foreliggende tilfælde blev der fra bastionsspidsen ved »Runde Kirke« T (et punkt ved nuv. gangbro over banen til Østre Anlæg) og ned til N lagt

Fig. 4. De sukcessive vold lin ier på Østervold 1630-1660. 1 : 20.000 fire bastionære fronter, som udgjorde et udsnit af en regu­ lær 40-kant (måske 36-kant). Dermed gik den gamle og den nye vold jævnt over i hinanden, og Rosenborg var ind­ lemmet. Den nederste punkterede linie på fig. 4 angiver voldprojektets magistrallinie. Bastionsfronterne er 245 m fra saillant til saillant; ba­ stionerne er ret små, man har tilsyneladende fulgt den gamle regel om, at kurtinen er 2/3 af den indre polygon­ side, og flanken = halvstruben = Ve af den indre poly­ gonside. Bastionerne er temmelig stumpvinklede, det er en ældre mere sydeuropæisk præget form, der er anvendt. Hvor meget der blev opført af den nye vold, er svært at vide. På kortet V.L. V er et stykke AB af volden angivet som »das neuwe angelegte Werck«, men det må vist opfat­ tes konjunktivisk; i den nedenfor omtalte næste arbejds