S_DeDanskeByerhverv_I

B O R G E R L I G T L I V

83

der nogen større Festlighed til Ende, uden at der havde været Slagsmaal. Manddrab hørte heller ikke til Sjæl­ denheder; ti alle gik væbnede, og var en Mand først hleven galhovedet og havde faaet trukket fra Siden, skulde det i et Selskab af drukne og ravende Folk næsten være et Lykketræf, om ikke der blev En hængende paa Spid­ sen af Klingen. Og det var ikke jævne Folk og Almuesmænd, vi finder blandt Volds-

mændene og Urostifterne paa Københavns Gader efter festligt Stævne. Der kan træf­ fes selve Byens vise Borgmestre, Professorer ved Københavns Universitet, ja endog Byens Præster. At unge Adelsmænd og Borgere løb grassat paa Byens Gader og giorde dem usikre kan efter dette ikke undre. Regeringen selv gjorde ondt værre ved at lægge fangne Fribyttere eller Landsknægte i Kvarter hos Borgerne, der ikke altid formaaede at holde slige Karle inde. Og det skulde heller ikke hjælpe paa Sikkerheden i Byen. Ved Gilderne i Lavshusene søgte man at modarbejde, ikke Drukkenskab,— ti en god Drik var en Guds Gave, og det var menneskeligt at tage for meget til sig; den, som ikke kunde nyde en Drik, selv til Overflødighed, maatte der være noget galt med, mente man, — men Voldsomheden og Usømmeligheden, som var en Følge deraf. I Remmesnidernes og Sadelmagernes Skraa af 1549 hedder det, at hvo, som spyer eller desligeste Urensle gør i Lavshuset eller i Gaarden »eller teer sig ubekvem- meligen med sin Ende« eller kaldernogen Skalk, Tyv eller Forræder, skulde betale Bøde. Og ialleLavsskraaer findes der Bødestraf for at drage Værge, »endog man ingen Skade gør dermed«, for at slaa hinanden »Pust eller Mundslag« eller gøre hin­ anden Haardræt. Højest var naturligvis Bøden for at bære Vaaben paa hinanden, hugge Saar eller gøre Dødsslag. Men den, som trængte sig ind i Gildestue igen, efter at være kastet paa Døren, og den, der mødte til Gilde uden at være hu­ den, blev puttet ned i en Tønde og trillet af Gaarde.

Søndagen var med sin Helligdagsfred og sin Kirkegang, med Orgelspil og Klok­ keklang, en lysende Solstraale i Ugens graa Ensformighed. Faldt der end ikke altid et Bryllup af paa den, saa der var et state­ ligt Bryllupstog at se paa med al dertil hø­ rende Lystighed, saa var der dog alle de mange Kirkegængere i deres Søndagsklæ­ der. Kongen og hans Hofsinder kom ofte ridende til Kirke i stort Optog, Adelsmænd med, — der var altid noget at se paa. Hvad Søndagen var i Ugens Løb, var

KØBENHAVNERE I 1. HALVDEL AF 17. AARHDR. Den Læ rde Stand. Borgerfolk.