S_DeDanskeByerhverv_I

N Æ R I N G S L I V E T S OPKOMS T

33

Torvefreden«. Var det i hin lovløse Tid i Almindelighed Tilfælde, at der ikke var langt fra Ord til Handling, saa gjalt det sikkert særligt paa Torvedagene, hvor der var langt mere Anledning til Strid og Uenighed end ellers. Og det var sikkert en meget betimelig Foranstaltning at sætte tredobbelte Bøder for enhver Forbrydelse, der blev begaaet under Torvetiden. Det, der voldte mest Ufred, var naturligvis som endnu i vore Dage paa Torvene Køberens Utilfredshed med den købte Yare; det laa nær for den misfornøjede at give sine Følelser Luft, og var der først faldet et Ord, der med god Villie kunde forstaaes som Snyderi eller lignende, var Slags- maalet et Øjeblik efter i fuld Gang. Det vidner derfor om Menneskekundskab hos Byens højærværdige Herre, naar Bispen i Stadsretten giver særlige Bestemmelser 0111 Handeler, som af en eller anden Grund ønskes ugjort. Havde man haft den købte Yare Natten over i sit Hus, nyttede det ikke at komme og vilde give den tilbage. Saa stod Handelen ved Magt, lige saa vel som naar der var drukket »Lidkøb« paa en Handel. Nu om Stunder kan man høre Handelsfolk paa Marked eller Torv opfordre til »at drikke« paa en Handel; der bruges da gerne den forvanskede Form »at drikke Ligkøb«. Lid er et gammelt nordisk Ord for stærk Drik, og man kunde vel i nyere Sprog nærmest gengive »Lidkøb« ved Ølkøb eller Dramkøb, da det jo dog var Beglen at tage en Dram eller et Glas 01, til Tider vel begge Dele, paa Købet. I Lande, hvor Vin er den gængse Drik mellem Menigmand, hedder det i Overensstemmelse hermed at drikke Vinkøb paa en Handel. — Men havde man kun beseglet Handelen med et Haandtryk eller Haandsalg, som det hed, kunde den misfornøjede Part forlange, at den skulde gaa tilbage samme Dag, dog kun imod at han erlagde Modparten 2 Øre, hvilket ikke svarer til samme Møntbetegnelse i vore Penge, men som paa Stadsret­ tens Tid (1294) har haft en Værdi af 4 Lod Sølv. Ved en Handel, som endnu ikke er ganske afsluttet, siger man endnu, at man har det eller det »paa Haanden«, det vil sige, at Handelen kan gaa tilbage endnu, og fra den gamle Skik at give hinanden Haan­ den paa en Handel, »Handsel«, stammer sikkert den ejendommelige Spytten paa de modtagne Penge, som Sælgekoner den Dag i Dag anvender ved Gammel Strand og andre Steder, hvor gammel Sæd endnu holdes i Ære. Ti ved at spytte paa de mod­ tagne Penge gjorde man dem lykkebringende og mærkede dem paa en egen personlig Maade som sine. Man troede derved at binde dem til sig, saaman ikke vilde blive nødt til at give dem frasig igen, ved at Køberen forlangte, at Handelen skulde gaa tilbage. Spytningen skulde saaledes paa en hemmelighedsfuld Maade give en Handel samme Betskraft, som Lidkøbet gav den aabenlyst og juridisk. Det var vel i Beglen Landets egne Frembringelser, der blev bragt til Torvs paa Torvedagene, og som oftest kun saadanne Ting, som svarede til Datidens faa og simple Fornødenheder. Den store Stab af Sælgerne var Omegnens Bønder, der ligesom i langt senere Tider — kom til Staden og falbød deres Kød og flæsk, Korn, Smør, Fedt og Talg, Humle, Malt, Huder, Trækul og Vadmel, Fjerkræ, Heste og Hornkvæg. Fiskerne mødte med deres Fisk, ferske, saltede, tørrede og røgede, og Byens Haandværkere med deres forskellige Frembringelser. De fremmede Varei, som væsentlig kom hertil ved det store aarlige Marked, har vel ogsaa paa Toi ve­ dagene figureret i de indenlandskeKøbmænds Boder. Fra Sverige kom der Jærn, Kobber, Tin og Bly, fra Preussen og Østersøstæderne bl. a. 01, Tjære og Hamp, fra Busland Pelsvarer, Voks og Honning; og fra de flanderske og engelske Byei endelig kom der Klæde og Tøjer, Lærreder, Olie, Bis ved Siden af Sæbei og Lys,