S_DeDanskeByerhverv_I

K Ø B E N H A V N U ND E R B I S P E S T A V E N

30

N Æ R I N G S L I V E T S OPKOMS T

31

Glemsel og Tomhed. En saadan Tilstrømning som i denne Periode til Falsterbo og Skanør har der vel aldrig været til Havn eller København paa Silkemarkedets Tid ; en fransk Rejsende fra Midten af det XIY. Aarhundrede fortæller, at der i Markeds- maanederne var 300,000 Mennesker beskæftiget her, alene med at fange Sild. Man kunde i Frederik I.s Tid, da Fiskeriet alt var i Aftagende, endnu tælle mellem 7000 og 8000 Baade under Skaanes Vestkyst og mellem 37,000 og 38,000 Fiskere. Hertil kom saa yderligere de mangfoldige Mennesker, der havde med Silden at gøre, naar den først var kommet i Land, og som i Modsætning til de i Reglen danske Fiskere oftest var Tyskere, nemlig Saltere, Pakkere, Vragere og Bødkere samt endelig Søfolkene paa den store Mængde Skibe, der stævnede hid baade fra Øst og Vest. De

nierholm bliver tilbage som et Minde om den Tid, da Bremerkøbmændene havde deres Fid eller Bodeplads her. Det vil altsaa sige, at Byen i denne Tid har udvik­ let sig saa meget, at dens Borgere ikke kunde nøjes med det Købmandskab, der kunde drives i den korte Tid, Silkemarkedet varede og medens de fremmede Køb­ mænd laa her. Nu kom der hele Aaret rundt Skibe til Byen, bragte fremmede Lan­ des Varer hertil og førte vore egne Frembringelser med tilbage; lidt efter lidt be­ gyndte ogsaa den danske Skibsfart at gøre sig gældende saa vel som den danske Handel, men foreløbig var det mest de fremmede Købmænd, der besørgede Om­ sætningen. Det var nu ikke saa let en Sag'som i vore Dage for Fremmede at faa Lov til

IiO N G E N SR V 1 9 0 3 .

sidste, fra Hansestæderne ved Vesterhavet Og de engelske Byer, betegnedes som »Omlandsfarere«, det vil sige dem, der sejlede uden om Skagen og det frygtede Jydske Rev. Og naar Markedstiden nærmede sig, kunde man i tyske Østersø-Havne se løsagtige Kvinder i Mængde hyre Skib og begive sig over til Markedet, hvor det efter Tidens Skik gik vildt nok til med Drik og Dobbel, Slagsmaal og anden Vold­ somhed. Hvis det er rigtigt, hvad nogle Oldforskere have ment, at det i Oldtiden be­ rømte Haløremarked har været holdt paa Amagers nordlige Kyst, der løb ud i en Pynt og kaldtes Rævshalen, har Havn tidligere været Vidne til en lignende Virk­ somhed, om ikke saa storslaaet, som den ved Falsterbo og Skanør i det nævnte Tidsrum. Og endnu 200 Aar efter at Absalon havde bygget Borgen, var Fiskeriet saa rigeligt, at der ikke længer var Plads til dets Udøvelse. I det XIV. Aarhundrede lægges Fiskeriet fra den hurtigt opvoksende By ud til Dragør, og kun Navnet Bre-

at opholde sig i en By. Man maatte være forsigtig med, hvem man gav Lov til at tage Bolig inden for Byens Volde til Hverdag, — een ondsindet Mand var jo nok baade til at stikke Byen i Brand og lukke dens Porte op for en Fjende. Paa den anden Side var en fremmed Mand, der ikke havde noget »Lejde« eller Beskærmel- sesbrev fra Byens Herre, meget ilde stedt. Byens Borgere var beskyttede ved Byens særlige Ret, men det var Fremmede ikke. Nogen offentlig Anklagemyndighed fandtes endnu ikke, og det var nærmest en privat Sag, om man vilde have en Forbrydelse straffet. Blev f. Eks. en Mand dræbt, var det ikke Øvrigheden, men hans nærmeste Slægt og Venner, der sørgede for at faa rejst Sag imod Drabsmanden. En fremmed Købmand maatte altsaa i København »søge sin Fred« hos Biskoppen som Stadens Herre; men da det vilde være farligt at give Fremmede Lov til at eje Hus og Jord i Byen, hvormed der jo fulgte Indflydelse paa Byens Sager, blev de fremmede Køb­ mænd nødt til at leje sig ind hos Byens Borgere, baade tor deres eget Vedkom-