S_DeDanskeByerhverv_I

KØ B E NH A V N 1536— 1660

88

nogen Indskrænkning. Rigtignok lover Christian III. 1549 de københavnske Kræm­ mere, at han vil gøre saadan Skik, at de fremmede Kræmmere ikke skal have saa megen Frihed her i Riget som hidtil, saafremt de — de københavnske Kræmmere — vil føre Silkevarer og andet Kram ligesom de Fremmede og sælge det til passende Pris. Men Forholdet er næppe bleven ændret. Der lyder endnu som et Suk i Kræmmernes Lavs- skraa fra 1559, hvor der tales om »de fremmede Kræmmere og Landfærdinger, der følge Kgl. Majestæt og Hoffet efter og alle Tider ere her udi Staden, den Stund Kgl. Maje­ stæt er her tilstede.« Det kunde være galt nok at gaa Glip af saa gode Kunder, men det værste var, at alle, som havde en Smule honnet Ambition i Livet, — og den

har man i vort lille Land aldrig haft Mangel paa — naturligvis kun vilde købe sine Varer hos de samme Folk, som den fine Por­ tion købte hos. Og det var ikke saa let at sætte en Stopper for slig ulov­ lig Handel. For at faa lidt Skik paa det, gik Kræmmerlavet i dets nye Lavsskraa af 1559 med til den Indrømmelse, at det skulde være de fremmede Kræmmere tilladt at staa ude een Gang om Aaret i 8 Dage. 14 Dage før og efter de store Højtider maatte de dog ikke handle, — undtagen under almin­ delig Herredag — lige saa lidt som paa Torvedagene,

Onsdag og Lørdag. Ej heller maatte de fremmede Kræmmere »gaa her paa Gaden eller udi Husene, hemmelig eller aabenbare, med Kramgods eller med andet Gods, som er Kræmmere anrørende«; de maatte ikke blive længer i Staden end til St. Andreas Dag (30. November) og først komme igen Vor Frue Dag udi Fasten (25. Marts). Men et er at vedtage Love og Bestemmelser, et andet at sørge for at faa dem overholdt. Og uagtet der var et Kongebud for, at enhver »udlensker« eller fremmed Købmand, der vilde blive Vinteren over og »have Haandtering« i København, skulde »gøre i Kongens Tjeneste og Byens Tynge som andre vore Borgere«, høres der dog' stadig til Aarhundredets Slutning Klager over, at de fremmede Købmænd vægrer sig ved at betale Skat og Tynge til Byen efter dens Privilegier, »endog en Part af samme Købmænd leje selv Huse og bo udi og bruge deres Handel og Vandel alt Aaret igennem der udi Byen, Borgerne til Forprang og Skade.« Borgerkrigen under Reformationen, der jo i København antog en særlig vold­ som Karakter, havde medtørt en ikke ringe Svækkelse af den københavnske Borger