S_DanskPantheon_1842-1851

Fødselsdag 1798 af Universitet udsatte Priisspörgsmaal: „Over Sammenhængen mellem D yds- og Retslærens P rincipø, var ham en vel­ kommen Ledighed til at prøve sine Kræfter i Behandlingen af et philosophisk Emne, og ved en meget ærefuld Dom af Censorerne er­ holdt han for sin i denne Anledning skrevne Afhandling, der udkom trykt i samme Aar, Universitetets Guldmedaille. Dette første heldige Resultat af hans Stræben, i Forbindelse med hans varme Begeistring for Sagen og levende Uvillie over de vrange Domme om den kritiske Philosophie, som den idelig var udsat for af Ukyndige, opmuntrede nu Örsted til flere literære, for største Delen polemiske Forsøg, der indrykkedes i Tidsskriftet „Philosophisk Repßrtorium for Fædrelandets nyeste Literatur'11, og som dengang vakte en ikke ringe Opsigt. Jlen under disse philosophiske Beskjæftigelser forsømte Örsted ikke det strengere juridiske Studium, og i Januar 1799 under­ kastede han sig saavel den theoretiske som praktiske Deel af den latinsk juridiske Embedsexamen med bedste Charakteer og eensstemmig Anbefaling af Censorerne til Universitetets Patron. Nogle Maaneder efter meldte han sig som Concurrent til den juridiske Adjunctur- post. En Nervesygdom havde imidlertid nær forhindret ham fra at deeltage i denne hæderlige Kamp; men den stærke Villie kuede Syg­ dommen, og med den største Anstrengelse holdt han til Skade for sit Helbred de bestemte Forelæsninger, der imidlertid bare altfor tyde­ ligt Præg af den aandclige Gjæringstilstand, hvori Forfatteren, der netop i denne Tid var gaaet over fra den rene Kantianisme til det Fichtiske System, befandt sig; ligesom ogsaa den legemlige Sygdom, hvorunder han leed, kan have havt en ugunstig Indflydelse, saa­ vel paa Udarbeidelsen selv, som paa Forsvaret. Facultetet tilkjendte Bornemann Adjunctposten, skjøndt ogsaa Örsted blev fordeelagtigt anbefalet. Af hans Prøveforelæsninger ere tvende, nemlig „Hvorpaa er Strafferetten grundet?” og „Om Gesandters juridiske Hellighed,” indrykkede i Maanedsskriftet „Minerva”, (1799—1800). I samme Tidsskrift findes forskjellige andre Afhandlinger af ham, medens han paa samme Tid var en flittig Medardeider i „De Kjöbenhavnske lærde Efterretninger.” Til de vigtigste af hans Bidrag fra den Tid kan henregnes: en Recension over den første Udgave af Schlegels Naturret, samt en Anmeldelse af en lille i Anledning af Trykkefriheds­ forordningen af 1799 udkommen Piece, hvori Örsted optraadte som Forsvarer af denne Lov og viste, at den tiltrods for de Indskrænk­ ninger, som de idelige Misbrug af den uindskrænkede Trykkefrihed havde gjort nødvendige, dog levner tilstrækkelig Frihed til med anstændig Frimodighed at yttre sig over offentlige Anliggender. I et senere (1801) udgivet Skrift; „Forsög til en rigtig Fortolkning og Bedömmelse over Forordningen af Trykkefrihedens Grændser a f 27de Septbr. 1799” , har han gjort denne vigtige Sag til Gjenstand for en vidtløftigere Undersøgelse. Skjøndt Örsted ved adskillige Yttringer i dette Skrift satte sig i stærk Opposition mod de dengang blandt Videnskabsmændene almindeligt herskende Meninger, og navnlig mod den anseete Skribent over Trykkefrihedssagen, den lærde og skarpsindige Birckner, der fordrede saa nøiagtigt afpælede og skarpt betegnede Regler for det Tilladelige og Utilladelige, at der ikke blev levnet Dommeren Andet, end at læse Loven og gjøre sig bekjendt med Factum, for at kunne bestemme Straffen i hvert enkelt Tilfælde —, saa fandt dog den Sandhedskjerlighed og rolige Prøvelsens Aand, der aabenbarede sig i dette Skrift, almindelig Anerkjen- delse selv hos dem, der vare meest forud indtagne mod de deri udtalte Anskuelser. I det af Selskabet for Sandhed udgivne Tidsskrift meddeelte Örsted en Afhandling; „Er Staten berettiget til at ophæve eller forandre S tiftelser, som Private have oprettet?” hvori han, efter en nøiagtig Undersøgelse af de første Grunde, hvorpaa al Eiendom hviler, udvikler den Anskuelse, at al Eiendom dog har noget Betinget, noget af Samfundet, der repræsenteres ved Statsregjeringen, Afhængigt; og viser, at de Dispositioner, Nogen gjør over sin F.iendoms Behandling efter sin Død, ikke kuune have en saa uindskrænket bindende Lovskraft for kommende Slægter, at al fornuftig Brug af det i Statens Skjød beroende Gods aldeles skulde betages de Levende til Ære for den Dødes Forskrifter. Denne Afhandling, der paany er aftrykt med enkelte Forandringer og Tillæg i 1815, har flere Gange udsat Forfatteren for Miskjendelse af overfladiske Læsere, der af hans Yttringer have villet udlede en Tilbøielighed hos ham til letsindig Behandling af testamentariske Dispositioner, Noget, der er ligesaa langt fjernet fra hane Tænkemaade, som fra hans System. Den 29de Mai 1801 blev Örsted ansat som surnum- merair, og endnu i Slutningen af samme Aar som virkelig Assessor i Hof- og Statsretten, og indtraadte saaledes paaen Embedsbane, hvis rige praktiske Erfaringer fortræffeligt understøttede hans theoretiske Forskninger og Studier af Retsvidenskaben; thi skjøndt Omsorgen for de ham betroede vigtige Embeder ligefra hans første Embedsansættelse bestandig har været ham det Vigtigste, saa har han dog længe vedligeholdt en udstrakt literair Virksomhed ved Siden af sine talrige Embedsforretningers Pleie; og det vil være klart for enhver opmærksom Læser af hans Skrifter, at de betydelige Bidrag, han ved disse har givet til sin Videnskabs Udvikling og Fremme, for en stor Deel skyldes hans Forretningsliv, gjennem hvilket han er ført til en klarere og mere levende Indsigt i Retsforholdene, end den blot almindelige og abstracte Betragtning havde været istand til at yde ham. Det vilde være for vidtløftigt, her at opregne alle de Skrifter og Afhandlinger, som Örsted til forskjellige Tider har leveret; de fleste af hans literaire Arbeider siden 1802 findes i forskjellige Tids­ skrifter „Juridisk Maanedsskrift”, som han udgav (1802—3) i Forening med nogle afsine Colleger; „Juridisk Archiv” , der begyndtes af Prof. Krogh, men fortsattes af Örsted fra Nr. 3—30 (1803—12); „Nyt juridisk Archiv”, 30 B. (1812—20); „N yt juridisk Tidsskrift; „Eunomia” (1815—22); „Collegialtidenden”, som han fra 1815—28 udgav i Forening, med sin Collega, Conferentsraad P. I. Monrad, og siden har fortsat alene, og „Literaturlidenden” . Af hans andre vigtige juridiske Skrifter skulle vi her kun nævne: „Suplement til Nurregaards Forelæsninger over den danske og norske private Ret” (3 Dele 1804—12), og „Haandbog over den danske og norske Lovkyndighed” 6 B. (1821—35). Hvad der i alle Örsteds juridiske Arbeider nærmest falder i Öinene, er en levende og omhyggelig Stræben efter at over­ skue enhver Retssandhed i alle dens Forhold og Følger; derfor overveier han stedse lige samvittighedsfuldt Grunde og Modgrunde for enhver Sætning og stræber uafladeligt citer at bringe Videnskabens Grundbegreber i den rette Vexclvirkning med det Mangfoldige i den virkelige Verden, og at udvikle den Relativitet, som de moralske og juridiske Begreber ere underkastede i deres Anvendelse paa givne concrete Tilfælde; derfor indskrænker han sig ikke let til at opstille enkelte almindelige Begreber, men gaaer overalt ind i Anvendelsen og de nærmere Bestemmelser, som den almindelige Regel med Hensyn hertil behøver. Man har villet gjøre en Ære af Örsted ved at sige, at han harirembragt en Revolution i sin Videnskab; men ligesom denne Roes i og for sig er meget tvetydig, saaledes har den aldrig været efter hans Hjerte; thi om det end er ligefrem, at han oltc har maattet angribe de hidtil i Systemerne gjældende Sætninger, saa er det dog langtfra at han har tilsigtet nogen Omvæltning i det, der tidligere havde været anseet for Ret, medens hans Undersøgelser meget hyppigen netop gaae ud paa at retfærdiggjøre de Meninger, der længe havde været anerkjendte i Praxis, mod en urigtig Theori og at hævde de Grundsætninger, der engang havde gjort sig gjeldende ved Domstolene, en større Vægt, end Flecrtallet af vore Theoretikere