S_CarlJacobsensLivOggerning

Aaret fo rinden , da J acob s en h avde den sto re Æng s te lse u n d e r sin H u s tru s Sygdom i S trasbou rg , havde h a n sk reve t til sine Sønn e r : Glem aldrig, selv om I sku lle blive gam le Mænd, at ho lde J e r til J e su Ord. Om Carl J.s Skønh ed s san s e r ofte talt i det f o r eg a a end e3. Han besad en H u n g e r efter Skønhed , d e r næ s ten maa tte synes at besvæ re den, d e r besad den . Det v a r h am vanske lig t at g lemm e Mang le r i d enn e Henseende , i alt Fald hos Kv inder. Sam tid ig m e d at h an k u n d e overse, h v o r d an Ansig tstræk , d e r ma a sk e maa tte ka ldes k lassiske eller stilfulde, in g en lund e tav om aande lig S tivhed eller Tø rh ed , k u n d e h an undg a a at føle, h v o r d a n gn is tr e nd e Liv, aande lig Va rme eller et k a r a k t e r ­ fu ld t Blik maa tte forjage e n h v e r T a nk e 0111 den Skønh ed i L in ie r eller Fa rve r , som ma a ske fu l d k omm e n t mang lede . J acob s en s Dom k u n d e dog m ildnes , n a a r h a n saa en r a n k Ho ld ­ n ing , en tryg Værd ighed , Bevægelser med skøn R y t hm i k eller en u d ­ p ræge t Villie til at gøre sig gæ ldende . Da h a n som Deltager i den in te rna tiona le arkæo log iske Kongres e r s amm e n med de øvrige Med­ lemm e r paa Besøg paa Kreta, sk r iv e r h a n til sin Da tte r Pau la , at M enneskene d é r e r saa mæ r k væ r d i g skønne , b aad e Mænd, K v ind e r og Børn . Mændene er g lim r end e Sk ikkelse r, kraftige og bøjelige, s idd end e u dmæ r k e t til Hest. De unge P ige r e r gratiøse, hø je og s lanke, alle­ s amm e n som va r de fødte P r in s e s se r . »Jeg b e u n d r e r frem fo r alt d isse Menneske rs H o ldn ing . Der e r ogsaa nogle meget nyde lige tyske Dame r, d e r se ud som danske . De se ud som det v a r T jenes tep ige r for de and re . Det e r utroligt, h v ad H o ldn ing g iver Værd i til et Men­ neske« (April 1905). Derfor v a r det Jacob s en til Kvide, n a a r h a n saa d an sk e Viden- s k ab smæ n d s forsigtige eller forsagte Væsen og hø r te de res lavmæ lte Tale; h an k u n d e b e u n d r e Sven ske rne for, at de langt bed r e forstod at lade de res v irkelige Værd i k omm e til Skue. Man va r lang t s ik re re paa at gøre I n d tr y k paa Carl Jacob s en ved b e s tem t og d jæ rv t at sige h am imod , end n a a r m a n lod sine nok saa kraftige In d v en d in g e r faa en spag færd ig F o rm 4.

Men Jacob s en s ka rak te r is tiske Blik paa m enne ske lig Skø n h ed e r jo kun et Udslag a f h an s a lm inde lige æstetiske og kun s tn e r i sk e Syn ; ved dette er de r ofte dvælet i det foregaaende, og h e r skal k u n til— 250 —