S_CarlJacobsensLivOggerning

1111 ^

OR en Mand som Carl Jacob sen , d e r paa hve r t T id s ­ p u n k t af sit Liv havde taget dets Fø re lse og dets Fo r- maa l med saa afgjort en Alvor, k u n d e Døden ald rig k omm e u fo rbe red t. Kun ét frygtede han . »Jeg h a r en Rædsel for at blive aflægs«; de r som h an sku lde faa

s amm e Lod som Hall og som Tietgen, »det v a r grueligt« (Jan. 1912). Ofte havde Carl J. ud ta lt, at h an ikke ven tede at blive gamme l, dog k u n d e det høje Antal af Aar, som h an s F o ræ ld r e naaede, stille ande t i Udsigt, og selv besad h an en S u n d h ed og legemlig Styrke, hvori a ld rig et alvorligt Onde havde g jo r t Indg reb , om h an end va r udsa t for lettere Febe ran fa ld . Ikke he lle r følte man , da h an næ rm e d e sig Støvets Aar, nogen Aftagen i h an s S ty rke eller i han s Sanse rs Evne. Da h an i An ledn ing af sin 70 Aars Fødse lsdag u n d d r o g sig al Op ­ m æ r k s om h e d fra sine L an d smæ n d s Side og fejrede Dagen i Rom s am ­ men med sine Bø rn Th eodo ra og Helge, sk rev h an dog den næste Dags Morgen h jem til Vagn J . : »Jeg mæ r k e r ret, hvo r jeg nu e r bleven g amm e l — i tidligere Tid ku n d e jeg færdes ude den hele Dag. Nu b live r jeg træt, n a a r jeg h a r gaaet en halv Kilometer«. Men Carl J. deltog i det følgende Aar s amm e n med Helge og F r u Madsen og hendes Mand i den af Association Franco-Scandinave fo ranstaltede Fæ llesre jse til Tun is og Algier, og J acob sen vak te hos alle Deltagerne Beund r ing ved sin utrættelige Udho ldenhed , fo ruden ved sin livfulde Optagethed af alt, hv ad Rejsen frembød . Alligevel havde en gnavende O rm b e ­ gynd t at tære paa de t s tæ rke Legeme. I det paafølgende Efte raa r mæ rk e d e s d e r Tegn, som mu lig k u n d e tydes som en b egyndende Kræftlidelse, de blev s tæ rke re hen imod Ju l, og da d enn e Fest va r til Ende , maa tte J acob sen paa Læge rnes Raad b e s temme sig for at p røve en indg r ib end e Operation for en Blærelidelse.