S_CarlJacobsensLivOggerning

— 221 Kysten, sidde d é r omg ivet af det lille »struppige« Krat, hvo r Kaprifo­ lie rne b lom s tr ed e og duftede den hele S omm e r igennem — Fo rm iddag , Middag, E f te rm iddag søgte jeg ved enhv e r Lejlighed de rud . Men a lle r­ me st om Aftenen va r Højen mig et S tykke H imm e r ig paa Jo rden . . . . Det e r m it r amm e Alvor. Jeg h a r ikke paa den hele Kyst fra Køben-

Det venetianske Hus i Haven paa Ny Carlsberg.

h avn til Tisvilde funde t et P unk t, som h a r fængslet mig som denne Høj« (Feb r. 1903). F o r Carl J.s Kærlighed til D anm a rk s Hovedstad b ehøve r de r ikke at føres noget Bevis, den lyser ud af han s u trættelige V irk somhed som Byens Velgører paa Kunstens Omraade , af han s B eund ring for de skønn e Taa rnes og a nd r e prægtige Bygn inge rs Stad. De rimod kan d e r næppe være Tale 0111 , at den aandelige Type, som man tildeler K øbenhavn s Befolkning, h a r tiltalt h am fremfo r enhv e r and en Bes tand ­ del af Folket. J acob sen va r ald rig s tæ rk t in teresse ret i Folkelivets Bø re ise r eller F r em t ræ d en , Ins titu tionen Tivoli h a r han næppe besøgt