S_CarlJacobsensLivOggerning

— 213 —

for sin Gerning« . Naa r hun beredv illig t sæ tte r sin rørlige Kapital til T jeneste for offentlige Fo rm a a l, e r det et skøn t V idne sby rd om h ende s Hø js ind ; at h u n øn sk e r det ukend t, viser h ende s Beskedenhed . »Det er jo i V irke ligheden m in Moder og ikke mig, som s k ab e r G lyp to tek­

fonde t og de rved mu liggø r Glyptotekets Overgang til offentlig Samling . Dette skal ikke sk jules — det ska l tvæ rtim od v id e s « (Ok­ tob e r 1888). Det er sand t, hvad F r u Lau ra s Søn ud ta le r, at h u n v a r tr a ad t i Skygge, fordi h u n liavde en saa f rem rag end e Mand til Æ g ­ tefælle som Kap tein J a ­ cobsen og fordi h u n helst ønskede sig stillet ind u n ­ d e r Skygg en11. H un va r b eskeden i Krav om Æ r e og følte sig tilstrækkelig t hæ d r e t ved den Ros, som k u n d e falde paa dem , der stod ved h end e s Side. De r­ for v a r h u n ogsaa saa uv il­ lig til at se sit Billede f r em ­ stillet i Maleri eller S ku lp ­ tu r. Og dog æ rede alle

h ende s Mands V enne r h end e ikke alene fordi h u n va r h an s Hustru , men fordi h end e s Værd stod k la rt for dem , de saa, hvo r d a n h u n i afgørende Øjeblikke k u n d e vise s to r Ka rak te rs ty rke — saaledes ved Garlsbergs B rand i 1867 — fra h end e s Mund k u n d e de r tyde træffende og beteg­ n end e Domme , fo ruden at Godheden lyste ud af h ende s T ræk og h ende s O r d 12. Derfor hænd te det ofte, at betydelige Mænd og Kv inde r — b la nd t