S_CarlJacobsensLivOggerning

Otte Aar efter sin H u s tru s Død m istede Carl J. sin Moder, han havde to Aar tid lige re fejret h end e s 90 Aars Fødselsdag . Hun havde væ re t ved sin Aands Kraft til det sidste, men v a r i de sene re Aar oftest kny tte t til sit Leje, og h ende s Hø reevne v a r næs ten gaaet tabt. Hendes i tidligere Aar noget iltre V irk som h ed s tr ang havde de svig­ tende Kræfter dæmpe t, med sin Tank e og sine v a rm e Fø lelse r fulgte hu n stadig de næ rme s te kæ re og de gam le Venner. — 211 —

M indesmærket for O ttilie Jacobsen i Forhaven paa Ny Carlsberg.

F r u Lau ra led med sin Søn, n a a r h a n havde Sorger, og h u n fand t ofte, n a a r h an s P la n e r mød te Modstand , at m a n viste Uretfær­ d ighed mod ham . Hun v a r aldeles ikke b lind for, at han s Op træden k u n d e v irke s tødende , men h u n vilde, at ma n sku lde forstaa h am som den Pe r son lighed , h an i det Hele var. »Han er af Fo r syn e t b e ­ s tem t til at ud re tte det utrolige, m en ogsaa til at bæ re store Sorger«. Und e r Carl J.s S trid med sin F a d e r havde h u n vel Fø lelsen af, at d e r va r sket h am Uret, men h u n bad h am altid om at give efter. »Prøv paa at tilgive Dine F o ræ ld r e for den h a a rd e Medfart, som Du ganske vist h a r faaet, og Du vil da ogsaa se Dine egne Fejl . . . og 27 *