S_CarlJacobsensLivOggerning

ARL JACOBSEN va r opd rage t i et k riste lig t Hjem. Hans Moder var ikke alene en flittig Kirkegænger, b u n var en v a rm religiøs N a tu r ; F ad e r en va r i alt, hvad han foretog sig, p ræge t af kristelig Alvor, om h a n end i sit stille S ind næ rede afvigende Men inger overfor K irkens

Læ resæ tn inge r. Det gik Carl J. næ r til Hjerte, da Stiftsprovst J. H. Paulli, som h avde kon firm e re t h am , døde (1865), sene re søgte han ofte til de Kirker, hv o r Rud . F r im o d t eller H. Stein p ræd ikede . Han v a r en trofast Læser af Bibelen, h an havde den med sig paa sin Rejse til Italien s amm e n med F ad e r en (1862) og s ikke rt ogsaa linde r det fire Aars Opho ld i Ud landet. Den paa h an s Bryggeris T inde s taaende F igu r (Adorante), d e r s t ræ kk e r sine A rme op mod en naad ig H immel, e r et Ud tryk for den Bønfalden og Taksigelse, som efter han s Opfat­ telse al vo r daglige Ge rn ing tyst sku lde r umm e , de rom kan da ogsaa de paa Mu rene i h an s Bryggeri sk revne B ibe lsteder tale. Gennem hele sit Liv va r h an en s træng P aa ta le r af enhv e r Bespottelse af det Hellige, h an vilde, at selv den , de r ikke levede i Pagt med Gud, bu r d e ho lde sig fjern fra le tsind ig Tale. Da Ho lger D r a c hm a n n i et i »Ude og H jemme« (1880 )1 optaget Digt om Hans Nicolai Hansens stemn ings fu lde Maleri »Paa K irkegaa rden« , som Jacob sen ejede, havde tillad t sig et tak tløst Udfald mod Kirken , trak J acob s en sig for nogle Aar tilbage fra dette Tidsskrift. Hans Op ­ ho ld i Sko tland havde vist ogsaa b id rage t til at sætte sit P ræg paa h an s religiøse Retning. Det kan iøvrigt som et T ræk fra d enn e Tid nævnes, at da d e r i den dan ske Men ighed de rov re va r T rang til Psa lme - bøger, skænk ed e Carl J. den h u n d r e d e s aad ann e i Læ d e rb i nd ; hans F a d e r ud ta lte sin Ros de rove r, ikke m i nd s t for, »at Du med den Be­ skedenhed , de r k a r ak t e r is e r e r Dig, h a r g jo rt Dig Umage for, at Du pe rson lig traad te saa lidt frem som muligt« . 18*