S_ByenPaaKrydsOgTværs_1928

LangeUme.

H ø rer I D rønet a f H vitfeld ts Kanoner, Heltenes R a a b p aa det synkende V rag . S e r I F regatterne ud for Trekroner, H y lle t i R øg fra Skærtorsdagens Slag. Endnu et Minde, histovre ved K ranen Skim ter vi »Jyllands« ærværdige Skrog, T rø st vi os hented, da Krigsveteranen snakked med Fjenden sit fyndige Sprog. Fædrenes Hæder, i F a ld og i Sejer K a ld e r paa os med sin manende R ø st Dem kan vi takke, at Dannebrog vajer F ag e rt og frit fr a vo rt Fædrelands K y s t. E r der en D ra ab e a f V ikingeblodet Endnu i Manden, som færdes p a a H a v ? B le v vel det sidste a f Eventyrmodet Stedet til Ro i den grønlandske G ra v ?

Nej, du kan spørge den sukkende Bølge, .Hvem den har favnet i Rædslernes N at, N a a r en Torpedo, med Døden i Følge, B rag te sit Bud, ubønhørlig og brat. A k Langelinie, vogt dine V eje, B au ta du bæ rer til Heltenes Ros, Tvi da den Yngel, som giver sit E je V illig t til P ris for hver fremmed M atros. G lansen a f Sol paa den blinkende Flade, S to rsejlet spændt a f den strygende Vind, Ungpigeskikkelser, kaade og glade; V a a ren os vinker med Smil p aa sin Kind. B læ s da, du V aa rvind , saa Dunsten fra B yen F ly g te r for Havlu ftens rensende Strøm, L ø ft vort befriede Sind over Skyen , Bæ r os p a aV e j mod vort H aab og vor Drøm.