S_ByenPaaKrydsOgTværs_1928

N a tten har rullet sit sorte Gard in over Byen . Solen har lagt sig til H vile, og D agen er død. Rollerne by ttes, og Skæ ret, som kastes mod Skyen , E r som et Genfærd, der stiger fr a Afgrundens Skød. D y s tre som Spøgelser knejser de skumle Facader, P lettet a f L y s e t fr a Lyg tern es flakkende Skæ r. Spejlglasrudens og Lysreklam en s K a sk ad e r Skingre mod levende Skygge rs forvirrede Hæ r. L y s e t fra B y en v il trodse den slukkede Himmel, Sprede sin G lan s som en H a an mod den svigtende Sol, K a ste sin Rigdom i Grams til den graadige Vrimmel, S tra a le som Festernes K rone og G lædens Symbol. Ja , som Symbolet p a a N ydelsen s flygtige Glæde, Overfladens bestikkende Similiglans, V in løvskransen i Bakkantindernes Kæde, Flammebaalet i Koryban ternes Dans. S to rbyen s N a t er som L y se t, der lokker og blænder, Sluger det flagrende M ø l i sit flammende G ab . E r som en K r a ft, der fortæ re r sig selv og forbrænder, Gn aver paa L ivstræ ets M a r v i et snigende D rab . L y s e t vi tændte a f Angst for det truende Mørke, Søgte en T rø st i den kunstigt forlængede Dag. O v e r dens L ig vil dog N atten med stigende S ty rk e Sænke sit tystnende H væ lv som en sort Sarko fag. Afgrundens L y s kan vel sejre en Stund og fordunkle Evighedsglansen, som strømmer fr a Stjernernes Hæ r. Men over L y se t, som slukkes, vil Stjernerne funkle, Favne hver flygtende S jæ l i Fork larelsen s Skæ r.