S_Borgmesterbogen_1870-1928

252

L A G N I A P P E

forhold på den tid og det sted. Det mærkeligste ved det af ham skildrede utopiske system er at det skønt glansen forlængst er gået af, dog stadig er istand til at besnære læsere uden kendskab til de lokale forhold det er bygget på og benyttes derfor af politiske agitatorer som bringer uro i ejendomsforholdene og befæster arbejdsløshedsforholdene. Gårdalder. Ordet gård afledes af gærde og har talrige forbindelser. Det findes åbenbart i gården, gartner, garnison, garnere, måske også i garage og hangar og gargoyle. Måske det russiske grad (by) og gorod også har samme rod. Goter. I den forløbne menneskealders tyske-kurs er det i de nordiske lande blevet skik at bruge det gotisk-latinske navn „Germaner“ for de nordiske grene af den ariske (undskyld) folkestamme. Måske må grunden søges i ønsket om at tækkes det imperialistiske Tyskland. Yi bør modarbejde denne tendens. Goter vi er og goter vi har været fra arilds tid af. I Eddaens Voluspå nævnes de nordiske folk som Gothjod og i Vavthvudnemal nævnes Ridegoter som udmærkelse for ride­ kyndige. Til disse gamle vidnesbyrd kommer de etnografiske Øst- og Vestgøter samt Øst, Vest-, Nørre og Sønder-jyder, hvilke ordformer er folkesprogets for grenene af den store gotiske stamme. Odin kaldes i et dansk folkesagn Jøten fra Opsal. Den nordiske kultur er ikke germansk thi Ger­ maner (Spydfolk) var Romernes navn for de central evropæiske folkefærd de bekæmpede og undertvang på deres krigstog og som til denne dag lever i skyggen af de romerske ørne i rigs- skjoldene. Selv i skabelsen af den gotiske bygningsstil har vi Nordboer andel gennem den i Eng­ land og Normandiet udviklede kultur. Gniappe. I gamle dage, til for en menneskealder siden, var det en almindelig skik at give tilgift ved handler om stykkevarer. Når landboerne gik til møllen, hvor der var bageri og købte et „tal“ brod (12) så fik de 13. Det samme var tilfældet i byen og en særegen form af bagerens tilgift var „Søndagsbrød“ som gaves til ugens kunder. Skikken har givet anledning til et engelsk mundheld „A bakers dozen“ og i „Vantage loaf“. I New Orleans i Louisiana som var anlagt af Frankrig og var fransk indtil Napoleon solgte Louisiana til U. S.; brugtes omstående ord som betegnelse for tilgiften, der skal være anvendt i større udstrækning. Ordet findes ikke i franske leksika. Grundlovsmoselygtemænd. Der er visse basiske samfunds principper som vore politikere ikke synes at have lagt mærke til, en oversigt som udentvivl fører til nedbrydelse af respekten for vor lovgivning. Der er først indfødselsretten, denne er selvfølgelig en ret som følger med fødslen, som ikke kan afstås, gives eller tages. Ordet siger dette tydeligt nok og dog forfattes love hvert år som uddeler indfødsret til udlændinge som har gjort sig fortjente til optagelse i vort samfund. Meningen er naturligvis at man bevilger borgerret til disse. Dernæst er der begrebet værnepligt som er navnet på den naturlige pligt som følger indfødsretten og som omfatter hele samfundet, høje og lave, unge og gamle, mænd og kvinder. Man kan ikke tilhøre et nationalt samfund uden at påtage sig et personligt ansvar for at dette samfund forsvares mod angreb. Når denne pligt, dette ansvar, nævnes, mener man militærtjeneste. Man taler letsindigt om at udvide, indskrænke eller ophæve værnepligten skønt man ved og burde erindre at denne pligt er samfundets grundvold. Når samfundet er i fare behøves ingen grundlovsbestemmelse for a t gøre værnepligten gældende men vel for at bestemme omfanget af udskrivning og indkaldelse til direkte forsvarstjeneste. Endelig er der den politiske rigstanke som lægges til grund for samfundets borgerlige ordning. Det er selvsagt grundlovens fremste opgave at give rigsordningen som er lovens område, men det har nok ingen tænkt på. Man sælger kolonier og lovgiver for rigslande uden at have grundlovens ad­ komst dertil. Man gør det for hvem fan skulde ellers gøre det; men disse grove misforståelser er den gyngende grund hvorpå vort politiske liv hviler og hvis slaphed genspejles i vor hele lov­ givning. Hospital, — af det latinske hospes = gæst, og entydende etymologisk med „hotel“ og Paris’ gamle hospital bærer derfor med rette navnet „Hotel Dieu“ . Hospital var oprindelig et gæstehjem for pilgrimme men blev efterhånden et herberg for syge og nødlidende i almindelighed. Af ordet afledes: spital og hospitaller hvilket sidste betegnede personer forpligtede til at skaffe pilgrimme