S_Borgmesterbogen_1870-1928

226

H V E R V E T S TÆN K E B OG

sine tidligere kilder ud i Illinoisfloden, en biflod af Mississippien. Denne således dannede „Drainage Canal“ har en længde af 30 kilometer, en bundbrede af 48 • 76 meter og en dybde under Michigansøens overflade (600 fod over havet) af 6,5 meter, for største delen udgravet i den faste kalk. K loakvandet i kanalen blandedes således med vand fra søen og ved „Summ it“ passerede det et sluseanlæg og elektrisk kraft­ anlæg. Ved senere at samle ledninger langs søbredden sikredes således vandforsy­ ningen af den store by. Men så kom efterspillet. Byen ved Illinoisfloden og storbyen St. Louis ved dennes udløb i Missisippi tog dens vandforsyning fra flodvandet og forlangte dræningskanalen lukket. Sagen blev behandlet af unionsregeringen og dennes højesteret og endte efter nogle års forløb med et forlig som tvang Chicago til at lade drainet passere antiseptiske anlæg af hvilke der er m indst 3 temm elig storslåede. Man havde jo gjort regning på at kloakindholdets skadelige bestanddele forsvandt inden strømmen havde passeret en vis afstand og kemiske analyser syntes at bekræfte dette, men frygten for at is og andet flotsam kunde føre miasmer på længere afstande holdt sagen ilive. E t forslag om at tillade en større vandmasse gennem kanalen forkastedes fordi det vilde påvirke vandstanden i de store søer og derved også disses andet afløb over Niagarafaldet til St. Lawrencefloden. Man har jo på sine steder gjort forsøg på at løse storbyernes afledning pro­ blem ved store septiske bundfaddingsanlæg, særlig ved Paris og Berlin, men for­ søgene siges at være opgivne igen af økonomiske grunde. Spørgsmålet om hvorvidt slige anlæg betaler sig må jo være relativt til andre forhold. Men sammenlignes for­ søgene med Chicagosystemet så v il respekten for omkostningerne sikkert svinde en del. Man har jo også prøvet overrislingssystemet, til tider med bedre resultat, men det kræver åbenbart at byerne giver sig af med agerdyrkning i større stil, og des­ uden kan man jo ikke overrisle jorderne hele året; men i disse to systemers forening må fremtidens løsning af det v igtige afledningsproblem søges. Det københavnske samlelednings system med pumpestationer og udløb i Øresund er egentlig kun en forbedring af det primitive grøftesystem med udløb i stranden som v i kender det fra Rosenåen og Gåserenden. Afvandingsbestræbelserne i deres store helhed indbefatter en af de fysiske op­ gaver som mennesket er stillet overfor i kampen for tilværelsen og for fremgang i kultur, i by såvelsom på land. Man afleder vandet fra søer og moser for at vinde øgede arealer for dyrkning og bebyggelse og griber derved ind i den naturlige udv ik ­ ling ofte uden at give naturen den erstatning den kræver. De mange tilsyneladende overflødige vandarealer tjener til at give vandet fra nedbøren tid til at synke ned i de vandførende lag hvorfra plantevæksten forsynes i de tørre tidsrum mellem regn perioderne, hvilke jo på sine steder kan være lange nok. Kulturen må imidlertid råde bod på uregelmæssighederne i ukultiverede egne hvor vandet løber for hurtigt af, ved kultivering af overfladen således at denne sættes i stand til at optage vandet. Men menneskene arbejder, kortsynede som de er, hver på sin lille bid jord og lader violen sørge med hensyn til de store, eller større træk hvor samlet optræden er nød­ vendig. Alle de store flodsystemer leverer eksempler på kortsynetheden ved plud­ selige stigninger i hovedafløbene — floder og åer, som bringer vandet til at gå over bredderne og nu og da, som en håndgribelig advarsel, skyller byer bort og renser større strækninger for alt levende. Man må selvfølgelig for at råde bod på disse ulykker og for at sikre de udsatte egne for skadelige oversvømmelser, følge na tu