S_Borgmesterbogen_1870-1928

218

H V E R V E T S TÆNK E B OG

som har g ivet sig forskellige former under afvigende nationale og raciale kulturer. De olympiske lege som nu dyrkes systematisk og har givet anledning til større in ter­ nationale folkestævner, må afsætte nationale spor i byernes festpladser, ikke alene med plads til opvisning af særlige gymnastiklege, men med plads for festlige optog og parader, hvori større dele af folket kan deltage, og med plads for fri baner. Dette er selvfølgelig en sag som afhænger af hvorvidt en central plads kan findes, eller om storbyen skal have flere sådanne i sin omegn. Det er måske i hvert enkelt t il­ fælde værd at overveje om større torve eller flyvepladser kan bidrage til sagens ord­ ning, navnlig for festpladsens vedkommende, men i hvert fald er denne sag ikke den m indst v igtige for byplanlæggeren at have sin opmærksomhed henvendt på. Det er ikke stort mere end hundrede år siden at gymnastikens betydning for folkeopdra- gelsen vandt anerkendelse og en vældig udvikling har vi været vidne til i den tid. 1874 udgav prmlt. i marinen Chr. Kålund et lille skrift „Olympiske Lege en Renais­ sance“ som kan læses med udbytte endnu. Da det udkom lød hans ord som en røst i ørkenen. Først ved impulser fra udlandet kom der liv i udviklingen. En erfaring som altfor ofte gentager sig. Men nu rejses det store fremtidsspørgsmål: Hvad skal vi blive? Det har jo længe været åbenbart at Danmark ikke mere er et agerdyrkende land i den forstand v i tidligere optog det. Agerdyrkning og de dermed forbundne næringsveje som kvæg­ avl og mejeridrift er endnu væsentlige næringsveje men industrien truer stærkt med at gøre dem rangen stridig som den egentlige hovednæring idet denne i høj grad på­ virkes af søfart og fiskeri, ligesom den også indfletter sig i jordbruget gennem smør, ost- og sukkertilvirkningen. Det spørgsmål påtrænger sig derfor med stigende styrke om dette er en heldig udvikling? eller om man ikke, i kraft af de erfaringer vi er be­ rigede med under verdenskrigen, burde rette vor opmærksomhed henimod en ud ­ vikling af vore kræfter, vore naturforhold og vor strategiske stilling, i en retning der bedre vil tjene vor selvstændighed og forholdsvise uafhængighed af udlandets produkter. Der er nemlig ingen tv iv l om, at hvis v i i den sidst forløbne menneske­ alder havde vend t vor hu mod vor egen forsyning og havde g ivet vor overskudspro­ duktion en sådan karakter at vi ikke ved fortsættelse ad de slagne veje for sam ­ kvem med udlandet, nødsages til at bringe os selv i nød, vilde have været betydelig stærkere end v i er. Industri og søfart er jo i højeste grad afhængige af at forbindelsen med udlandet ikke forstyrres, fordi vi ikke selv producerer de til industriens udv ik ­ ling nødvendige råmaterialer. Sålænge agerbruget i det væsentlige var indskrænket til det for vor egen forsyning nødvendige, var vi stærkere og mere uafhængige end v i er nu. Vi lægger os nu efter et så intensivt jordbrug at v i stadig kan åbne ny veje og berøver os de beholdninger v i skulle støtte os til fra høst til høst, i en sådan grad at en standsning fra vor side udsætter os for fjendtlige foretagender og farlige com- pensationer, såsom nægtelse af de for industrien nødvendige råstoffer og forsyninger. Det er jo en forlængst anerkendt grundsætning at en nation først og fremmest må sørge for at tilfredsstille sine egne fornødenheder og dernæst for et overskud af varer til ombytte med sådanne som tiltrænges, men som vi ikke selv kan frembringe. Vi trænger navnlig til metaller, kul og olje og må derfor betale disse med fødevarer. Derfor har vort agerbrug været nødsaget til at frembringe et overskud af disse ved indførsel af foderstoffer. Men nu nærmer en tid sig da landets tiltagende folkemæng­ de ikke længere kan tillade udførsel af det tilstrækkelige mål af agerbrugsprodukter